’Poolman’: Chris Pines instruktørdebut blev slagtet ved premieren – det forstår man godt
Blandt de mest bemærkelsesværdige premierer på sidste års Toronto-filmfestival var ’Poolman’ – både fordi der var tale om Chris Pines instruktørdebut, og fordi modtagelsen var så negativ.
De amerikanske anmeldere slagtede faktisk Hollywood-stjernens første film bag kameraet. På sitet Metacritic, der samler (engelsksprogede) anmeldelser og finder et karaktergennemsnit, ligger ’Poolman’ på miserable 29 ud af 100.
Er dårlig omtale bedre end ingen omtale? Nok ikke når instruktøren allerede er et verdenskendt navn i filmbranchen. Det giver dog alligevel lyst til at se værket med egne øjne – for kan filmen virkelig være så dårlig?
Jeg har nu set ’Poolman’, der herhjemme er landet direkte på streaming, og jeg må desværre slutte mig til koret af kritikere: Chris Pine rammer ved siden af.
Det er ellers nemt at se, hvilken film han gerne ville lave. Den farverige slackerkrimikomedie med en enfoldig amatørdetektiv og Los Angeles’ underverden i centrum vækker mindelser om Paul Thomas Andersons ’Inherent Vice’, David Robert Mitchells ’Under the Silver Lake’ og, selvfølgelig, Coen-brødrenes udødelige komedieklassiker ’The Big Lebowski’.
Pine indtager selv hovedrollen som Darren Barrenman, der ved siden af sit arbejde som Discman-lyttende poolrenser giver den som ihærdig konspirationsteoretiker og lokalpolitisk aktivist. Pine agerer også overspillet voiceover-fortæller, som løbende læser op fra sine breve til det store forbillede Erin Brockovich.
Hver eneste dag tropper han op foran byrådet med mere eller mindre velovervejede forslag, der skal gøre livet som Los Angeles-borger bedre. Oftest får han afslag af den trætte borgmester, Stephen Toronkowski, der spøjst nok har næsten samme navn som skuespilleren bag, Stephen Tobolowsky.
En dag modtager Darren en mystisk pakke med et tip om en tilsyneladende virkelig konspiration. Borgmesteren tager angiveligt imod bestikkelse i en korruptionssag, der vedrører byens vandforsyning. Hovedpersonen er – efter et par svinkeærinder – klar på at dykke ned i sagen, som han selv pointerer minder en hel del om Roman Polanskis krimiklassiker ’Chinatown’.
De tidlgiere nævnte komedieinspirationskilder er gode eksempler på, at en uduelig efterforsker sagtens kan være en underholdende drivkraft i et bevidst snørklet krimiplot. Sådan forholder det sig dog ikke i ’Poolman’, hvor Pines frustrerende ukyndige privatdetektiv er ærgerrig, barnlig og karikeret på en ganske irriterende og usympatisk måde.
Samtidig afbryder han flere gange hovedfortællingen med trættende afstikkere, særligt i den retningsløse første time.
For eksempel finder Darren ud af, at hans kæreste Susan (Jennifer Jason Leigh) har en affære med hans gode ven Wayne (John Ortiz’), hvilket gør ham umådeligt muggen. Sideløbende agerer han hovedperson i en tvivlsom dokumentar, som det aldrende nabopar Jack og Diane (Danny DeVito og Annette Benning) står bag.
Darren har alle disse bikarakterer på slæb, og de gør mere skade end humoristisk gavn.
’Poolman’ er faktisk påfaldende usjov. Meget af dialogen synes improviseret, for karaktererne taler i munden på hinanden med en masse gentagelser og fyld, og der er en akut mangel på veltimede og velskrevne punchlines. Scenerne fremstår rodede snarere end dynamiske, og de mange anerkendte Hollywood-skuespillere, inklusive Pine selv, falder igennem.
Det er ærgerligt, at så lidt lykkes for filmen, for den har egentlig hjertet på rette sted. Da mysteriet omsider kommer i omdrejninger mod slutningen, byder ’Poolman’ både på en blodig forbrydelse og en overraskende reel scene, der handler om at turde være sig selv på trods af omverdenens fordomme.
Her mærker man små glimt af den passion, som må have været drivkraften bag Chris Pines komedie. Desværre har strømmen af ligegyldige indslag på dette tidspunkt allerede druknet gejsten hos publikum.
Kort sagt:
Man kan tydeligt se, hvilken slags film Chris Pine gerne ville skabe med sin instruktørdebut. Desværre er den ’The Big Lebowski’-inspirerede krimikomedie påfaldende usjov.