Det var allerede varslet, at Tom Cruise skulle udføre et stunt til afslutningsceremonien for årets sommer-OL i Paris. Og USA’s verdenskendte actionman skuffede ikke.
På bedste ‘Mission:Impossible’-manér dukkede Cruise op på taget af Stade de France-stadionet, hvor artisten H.E.R. netop havde spillet ‘The Star Spangled Banner’, skriver Deadline.
Herfra hoppede actionstjernen ned til gulvet via en wire, inden han løb op på scenen og overtog flaget med de olympiske ringe, forsvandt ned igennem gulvet og slutteligt kørte væk på en motorcykel. Simpelthen.
Som en pastiche til Paris-scenerne i ‘Mission: Impossible – Fallout’ fulgte herefter en præ-indspillet sekvens, hvor Cruise kørte på motorcykel gennem den franske hovedstads gader.
Derefter stod den på skydiving til tonerne af Red Hot Chili Peppers – med Hollywood-skiltet i Los Angeles som destination. OL i 2028 afholdes som bekendt i denne delstat, hvor den amerikanske filmindustri regerer.