Svindleren er en af tidens mest markante figurer både i virkeligheden og fiktionen, fra Elisabeth Holmes til ‘Inventing Anna’ og herhjemme alt fra Milena Penkowa til ‘Den sorte svane’.
Nu bliver en af de store danske svindlerhistorier til en fiktionsserie fra Adam Prices hånd. Nemlig historien om Britta Nielsen, der som menig medarbejder i Socialstyrelsen hev 177 millioner kroner ud til sig selv.
Serien laves for TV 2, og Price – der mest er kendt for sine DR-serier ‘Borgen’ og ‘Herrens veje’ – er hovedforfatter, mens Mogens Hagedorn (der instruerede på både ‘Borgen’ og Prices Netflix-serie ‘Ragnarok’) er instruktør.
Over fire afsnit vil ‘Britta’ undersøge, hvem Britta Nielsen egentlig var.
»Jeg blev fascineret, da jeg første gang læste om Britta Nielsen og ikke mindst forsøgte at kæde den spektakulære millionsvindel sammen med billederne af den forsagte kontorassistent, som jo havde modtaget Dronningens Fortjenstmedalje så sent som året før, hun omsider blev afsløret«, lyder det fra Adam Price i en pressemeddelelse.
»Britta Nielsens forbrydelse stiller nemlig også grundlæggende spørgsmål ved den tillid, der ligger til grund for vores højt besungne velfærdssamfund. Således tvinger det os også til at se indad som nation. Og det faktum, at Britta Nielsen til sidst nærmest var blevet afhængig af at svindle, gør kun psykologien bag hendes forbrydelse endnu mere foruroligende«, fortsætter han.
Optagelserne forventes at gå i gang næste år, hvilket peger i retning af en premiere i 2026.