DR på vej med to nye komedieserier

DR på vej med to nye komedieserier
Nina Rask skabte P3-komedieserien 'Too Sune?' i 2022. (Foto: Mads Roikjær/DR)

Der har ikke været meget at vælge mellem på DR på det seneste, når det gjaldt comedy eller de mindre fiktionsserier fra P3.

Nu annoncerer DR dog to komedieserier, der dog endnu ikke har fået nogle titler.

Den ene har komikeren Peter Werner i hovedrollen, og handler om, at han »med tech-løsninger af mere eller mindre tvivlsom karakter, forsøger at optimere sit liv, så han kan få mere tid til at game«, lyder det i en pressemeddelelse fra DR.

Det indebærer blandt andet, at komikeren får en AI-version af sig selv til at overtage samtalerne med hans kæreste og prøver at sortere i sine venskaber ved brug af neurotech. Peter Werner er ved siden af seriegesjæften aktiv som standup-komiker og vandt DM i standup tilbage i 2021.

Den anden serie har youtuberen Casper Harding i centrum, og følger hans forsøg på at gå fra sin ‘Spørg Casper’-karakter til at blive Fit-fluencer, hvilket bringer ham vidt omkring i det danske influencer-miljø med blandt andre Christina Barré, Emil Thorup og Carla Mickelborg i cameos.

Udover to nye fiktionsserier er der også to komiske faktaformater på vej.

Mens der ikke er nyt om, hvorvidt Jonatan Spangs pausede ‘Tæt på sandheden’ vender tilbage’, kan man i stedet se frem til ‘Gæt på sandheden’, der er skabt af samme hold. Her er det i stedet Rasmus Botoft, der er vært for to hold af gæster, som skal quizze i ugens nyheder. P3-satiriker Adnan Al-Adhami og skuespiller Lise Baastrup er holdkaptajner. Ikke ulig det gamle 90’er-format ‘Ugen der gak’ fra TV 2.

Det andet format er fortsat hemmeligt, men får premiere 19. september og beskrives som »et debatprogram med en satirisk drejning« og »med en kendt og elsket vært, der først afsløres på dagen« i centrum. 

På lydfronten er Adnan Al-Adhami desuden vært på ‘Genvej’, der er en satireversion af DR’s nyhedspodcast ‘Genstart’.

‘Gæt på sandheden’ får premiere 14. september, mens ‘Genvej’ får premiere 13. september. De to komedieserier lander begge i december, men præcis hvornår vides ikke endnu.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af