KOMMENTAR. Som et gammelt ‘Klovn’-afsnit engang slog fast, er man ret tæt på at være psykopat, hvis man tager alt sit andet tøj på før underbukserne i et omklædningsrum.
Underbukser først – »det skylder man alle!«, som Frank siger i ‘Bye Bye Bodil’, da svogeren Mads begår førnævnte påklædningsdødssynd.
I det næstsidste afsnit af ‘Orkestret’ nåede vi så et nyt højdepunkt i den danske seriehistorik med dybt tåkrummende tøj/nøgenheds-ratioer.
Nemlig da seriens bedste hadeobjekt åbnede døren iført grå undertrøje og et smilt så stort som hans utildækkede penis.
Hvem fanden gør sådan noget?
Simon fucking Elliot.
Som formentlig ikke ville tøve et sekund med at give mig ret i, at han er den karakter, som har båret anden sæson af DR-komedieserien på sin selvglade ryg, ulidelige personlighed og evnen til at få os til at grine blot med sin måde udtale navnet »Jeppe« – med britisk accent og en nævenyttigt blidhed i konsonanterne.
Træblæsernes fregnede machomand med ondsindet selvtillid som ‘Skønheden og Udyrets’ Gaston bag sine falskt ydmyge chinos og jordfarver.
Geniale dick moves
Man må bøje sig i støvet for samtlige af hans dick moves.
Vi taler chihuahua-manipulation, facetiming ved flyglet og en virkelig tarvelig bryllupstale (»du var som en ørken, og jeg var som et vandfald, der gjorde den tørre og golde jord fertil igen«, sagde han til sin »Gitze«).
Det kræver sin mand at agere dobbeltnemesis for både Jeppe Nygren og Bo Høxenhaven, men Simon (udtalt enten på dansk eller engelsk, afhængig af hvor meget du hader ham) er bare that guy.
Rasmus Bruuns tikkende bombe af mellemlederenergi var sågar lige ved at køre ham ned i DR Byens parkeringskælder, mens Cilius brillant drømte om at »garrottere ham med en klaverstreng«.
Men noget så fantastisk irriterende kan som bekendt ikke dø. Og gudskelov for det.
Ingen Simon uden Casper Phillipson. Der udover at være en ihærdig teaterskuespiller også har fået internationalt vingefang, fordi han ligner John F. Kennedy så meget, at han har spillet ham fire gange (lige nu i biografaktuelle ‘Hammarskjöld’).
Når man ser ham i ‘Orkestret’, kan man dog ikke andet end at undre sig over, at han ikke fylder mere i dansk populærkultur.
Irriterende passion
Selvom ‘Orkestret’ stadig leverer på replikplan og har skabt et imponerende sitcom-holdbart karaktergalleri, går tingene også lidt i tomgang i den nye sæson.
Der har været færre at heppe på end nogensinde efter det ærgerlige farvel til Emma Sehested Høegs klumpfodede Elin.
I resten af karaktergalleriet har man kunnet finde nytilføjelser som Lene Maria Christensens uhyre velspillede deadpan-version af en manic pixie kantinedame fra Hvidovre, der dog mest af alt var sjov, når hun sagde ting som »Duddi synes også du skal fucke af« lige op i ansigtet på Cilius’ Mozart’ske manchild.
Nina Rask kan godt finde ud af at spille en sur nonbinær woke-konsulent ved navn Frej, men birollen var netop tegn på lidt af den komiske metaltræthed, Soundvenues anmelder pegede på i sin anmeldelse.
‘Orkestret’ burde kunne gøre det bedre end stereotyper som strikkende sekretærer og krænkelsesparate studentermedhjælpere. På samme måde var skuffelsen stor, da moder Høxenhaven blev givet et par levedygtige år mere i finaleafsnittet, for i min optik er hendes snobbede Paul Gernes-hadende Lydia Soprano-knockoff seriens mest gumpetungt utroværdige karakter.
Der er noget urørligt over Rasmus Bruun og Frederik Cilius’ præstationer, der er så tæt forankret i deres kendte radiopersonaer, at de kan få lov til at overspille lige så tosset, de har lyst til. Og deres dynamik er seriens motor. Men det er alt gruset i maskineriet omkring dem, der giver ‘Orkestret’ liv.
Makkerparret ville være intet uden en fælles fjende. Og selvom man godt kan forstå, de vil slå ham ihjel, må Simon Elliot længe leve! Hele bryllupsafsnittet er nærmest en ode til ham og hans hofters dans til sangen ‘You’re Gonna Love Me’.
Og med Beethoven og Simon Elliots ord fra talen i samme afsnit: »Eine falsche Note zu spielen, ist unbedeutend. Ohne Leidenschaft zu spielen, ist unverzeihlich – To play a wrong note is insignificant, but to play without passion is inexcusable«.
Næsten alt ved Simon Elliot er uundskyldeligt. Men Caspar Phillipsson gør både den stereotype narrøv og den ældste joke i verden – at det er sjovt, når folk ikke kan tale dansk – til en fornøjelse. Med pikken bar og genialt irriterende passion. Et stående bifald er på sin plads.
‘Orkestret’ kan ses på DRTV.