’Agatha All Along’: Kathryn Hahn fortjener en kæmpe lønforhøjelse efter den nye Marvel-serie

’Agatha All Along’: Kathryn Hahn fortjener en kæmpe lønforhøjelse efter den nye Marvel-serie
'Agatha All Along'. (Foto: Disney+)

‘Agatha All Along’ er oppe mod hårde odds.

Idéen til serien opstod i 2021, da Kathryn Hahn som Agatha Harkness i ’WandaVision’ sang sig ind i publikums hjerter med den skurkagtige ørehænger ’Agatha All Along’.

Hvor ’WandaVision’, som den første Marvel Cinematic Universe-serie, imponerede med sin dybt originale præmis og leg med tv-troper, er det sidenhen gået støt ned ad bakke for Marvel-universet, hvis serier sjældent har levet op til de høje forventninger, som debutserien skabte.

Det er nok urimeligt at forvente, at én lille hekseserie kan lindre den superheltetræthed, der hersker blandt mange fans. Men de tre første afsnit fik alligevel fremtryllet en appetit på mere MCU hos mig.

’Agatha All Along’ foregår tre år efter hændelserne i førnævnte serie. Wanda Maximoff har frataget Agatha sin magi, og efterladt hende i den søvnige by Westview under illusionenm at hun er kriminalbetjenten Agnes.

‘Agatha All Along’. (Foto: Disney+)

Fra start får man glimt af den samme originalitet og genrelegesyge, som gjorde ’WandaVision’ så unik. Agnes’ sindstilstand introduceres med en ’True Detective’-lignende intro med gerningsstedsbilleder i en nåleskov og en introsang sunget af en genrepassende brummende mandestemme.

Men Agatha aner, at noget er i gære, og da en teenager (Joe Locke) bryder ind i hendes hus og bryder fortryllelsen, vender hele hendes liv pludselig tilbage. Eller – hendes minder gør, ikke hendes magiske evner.

Teenageren (hvis sande identitet er skjult bag en besværgelse) laver selv lidt hekseriog anser Harkness som den ultimative bad bitch. Han vil hjælpe sit idol ned af den sagnomspundne Witches’ Road, der efter sigende kan opfylde en heks’ største ønske.

Agatha er på samme tid smigret og irriteret over teenagerens fanboy-agtige entusiasme (han omtaler hendes Salem-tid som en af sine yndlings eras), og deres dynamik er konstant sjov at overvære.

Det skyldes ikke mindst Kathryn Hahn, der efter de første tre afsnit står som suverænt højdepunkt i serien. Havde det ikke været for hendes scenestjælende præstation i ’WandaVision’, var ’Agatha All Along’ nok aldrig blevet til noget til at begynde med. Og hun er igen fuldstændig overlegen som Agatha.

‘Agatha All Along’. (Foto: Disney+)

Hvor hun i ’WandaVision’ havde perfekt wine aunt-energi som den lidt for nysgerrige nabo Agnes, får hun lov til at skeje sig ud som anden type skurk: En 400 år gammel heks med en tvivlsom moral og rent egoistiske motiver.

Men som man lærte i ’The Craft’ og ’Practical Magic’, fungerer hekse bedst i flok, og for at gå ned af The Witches’ Road må Agatha og hendes navnløse følgesvend danne en heksekreds.

Det er i disse rekrutteringsscener, at Hahns karisma virkelig får lov til at skinne igennem. Som da hun forsøger at overbevise den clairvoyante Lilia (Patti LuPone) om at tilslutte sig kredsen ved at foregive, at hun er en sydstatskvinde, som vil kontakte sin afdøde mand med en overdreven accent og passende overdrevne armbevægelser. Det er tydeligt, at Hahn har en fest i de scener, og det smitter.  

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

For at få adgang til den hemmelige vej leder Agatha sin nye heksekreds i en gådefuld sang i en scene, der perfekt indkapsler heksekunstens tiltrækningskraft. Det er uhyggeligt, mytisk og søsterligt.

Men da heksene ankommer til The Witches’ Road (som desværre mere ligner et udstillingsvindue fra Fætter BR end en magisk underverden), begynder deres dynamik at slå revner.

Deres måde at håndtere de udfordringer, som The Road bringer, har indtil videre bestået af bitter snerren og uendelige skænderier. Som i ‘The Falcon and the Winter Soldier’, ‘Loki’, ‘Hawkeye’ og well, ‘The Avengers’ er modvillige allierede en gennemtrådt dynamik hos Marvel, og de velkendte spydigheder bliver hurtigt trættende.

Der er dog lagt i ovnen til mere interessante dynamikker. Som Aubrey Plazas heks, der kortvarigt optræder som Agathas gamle fjende/flamme (?), og som forhåbentligt kommer til at spille en større rolle i de kommende afsnit.  

Indtil da må vi prise os lykkelige for Kathryn Hahn, der tilsyneladende kunne spille mod papfigurer og stadig være underholdende.


Kort sagt:
Kathryn Hahns karisma er det helt store trækplaster i ’Agatha All Along’, der på trods af udtrådte dynamikker lover godt for fremtiden for Marvels næste fase.

Anmeldt på baggrund af de første tre afsnit.

’Agatha All Along’. Serie. Skaber: Jac Schaeffer. Medvirkende: Kathryn Hahn, Joe Locke, Patti LuPone, Aubrey Plaza, Sasheer Zamata, Debra Jo Rupp, Ali Ahn. Spilletid: 9 afsnit á ca. 45 min. Premiere: Nye afsnit udkommer hver torsdag på Disney+.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af