I går gik Maggie Smith bort i en alder af 89, og siden har en lang række venner og kollegaer selvfølgelig skrevet lovprisende mindeord om det britiske skuespilikon.
Blandt disse er flere af Smiths gamle medskuespillere i ‘Harry Potter’-filmene, hvor hun som bekendt indtog rollen som Professor Minerva McGonagall.
Hovedrolleindehaver Daniel Radcliffe er kommet med en længere udtalelse om Smith, som han faktisk lærte at kende før ‘Harry Potter’-franchisen, da de begge spillede med i BBC’s filmatisering af ‘David Copperfield’ i 1999.
»Første gang jeg mødte Maggie Smith, var jeg 9 år gammel, og vi læste scener igennem til ‘David Copperfield’, hvilket var mit første job«, fortæller Radcliffe ifølge Deadline i en pressemeddelse. »Jeg vidste stort set intet om hende, udover at mine forældre var forbløffede over, at jeg skulle arbejde sammen med hende«.
»Den anden ting, jeg vidste om hende, var, at hun var en Dame. Så det første, jeg spurgte hende om, da vi mødtes, var: ‘Vil du have mig til at kalde dig Dame?’ Svaret lød: ’Vær ikke latterlig!’«, fortsætter han.
»Hun var utrolig venlig mod mig på den optagelse, og så var jeg så heldig at fortsætte med at arbejde sammen med hende i yderligere 10 år på ‘Harry Potter’-filmene. Hun havde en voldsomt intellekt, en herligt skarp tunge, kunne skræmme og charmere i samme øjeblik og var, som alle vil fortælle dig, ekstremt morsom. Jeg vil altid betragte mig selv som forbløffende heldig at have kunnet arbejde med hende og tilbringe tid omkring hende på settet. Ordet legende er overbrugt, men hvis det gælder for nogen i vores branche, så gælder det for hende. Tak Maggie«.
Daniel Radcliffe to medstjerner Emma Watson og Rupert Grint har også dedikeret mindeord til Maggie Smith på sociale medier.
»Knust over at høre om Maggie. Hun var så særlig, altid sjov og altid venlig. Jeg føler mig utrolig heldig over at have delt et set med hende og især heldig over at have delt en dans«, skriver Grint på Instagram sammen med et billede af de to kollegaer, der danser sammen i ‘Harry Potter og Flammernes Pokal’.
»Jeg vil savne dig Maggie. Sender al min kærlighed til hendes familie«.
Emma Watson har i en Instagram-story skrevet om, hvordan hendes forhold til den afdøde skuespiller ændrede sig gennem årene.
»Da jeg var yngre, havde jeg ingen idé om Maggies legendestatus – kvinden, som jeg var heldig nok til at dele rum med«, skriver hun.
»Det er først da jeg er blevet voksen, at jeg har lært at værdsætte at jeg delte skærmen med den sande definition af storhed. Hun var reel, ærlig, sjov og selvhædrende. Maggie, der var mange mandlige professorer, og Gud skal vide, at du svarede for dig selv. Tak for al din venlighed. Jeg kommer til at savne dig.
Maggie Smith var selvfølgelig meget andet end McGonagall. I løbet af sin lange karriere vandt hun adskillige prominente skuespilpriser inden for både teater, serier og film – inklusive to Oscars for ‘The Prime of Miss Jean Brodie’ fra 1969 og ‘California Suite’ fra 1978 og senere fire Emmys, hvoraf tre var for rollen som Violet Crawley i ‘Downton Abbey’.
Maggie Smith forblev aktiv som skuespiller mod enden af sit liv. En kommende rolle som den virkelige kvinde Brunhilde Pomsel, der var sekretær for Joseph Goebbels, ventede i filmen ‘A German Life’.