En ny filmserie sat i J.R.R. Tolkiens ikoniske ‘Ringenes herre’-univers er som bekendt på vej.
Første af slagsen, der bærer arbejdstitlen ‘The Lord of the Rings: The Hunt for Gollum’, har Andy Serkis tilknyttet som både instruktør og indehaver af den titulære hovedrolle.
Han bliver muligvis ikke den eneste skuespiller fra den originale filmtrilogi, der vender tilbage til fantasyfranchisen.
Ifølge Deadline har Ian McKellen netop afsløret, at han er blevet kontaktet angående rollen som Gandalf, som produktionen gerne ser ham gentage i de nye film.
»Entusiasmen for ‘Ringenes herre’ viser ingen tegn på at aftage … jeg kan ikke fortælle dig mere end det. Jeg har lige fået at vide, at der kommer flere film, og at Gandalf vil være involveret, og at de håber, jeg vil spille ham«, siger den 85-årige britiske skuespiller til mediet The Big Issue.
Han tilføjer: »Hvornår? Det ved jeg ikke. Hvad manuskriptet handler om? Det er ikke skrevet endnu. Så de må hellere skynde sig«.
Det er tidligere kommet frem, at ‘The Hunt for Gollum’ vil »udforske endnu ufortalte handlingstråde«, der relaterer til Peter Jacksons filmtrilogi. Det er nærliggende at formode, at filmen baseres på Tolkiens ‘Ringenes Herre’-bilag af samme navn, der handler om Gandalf og Aragorns jagt på Gollum, som foregår inden den oprindelige filmseries start.
Filmtrilogiens originale manuskriptforfattere Fran Walsh og Philippa Boyens står også for manuskriptet til dette nye kapitel sammen med Phoebe Gittins and Arty Papageorgiou. Peter Jackson er med ombord som producer.
‘The Lord of the Rings: The Hunt for Gollum’ forventes at få premiere engang i 2026.