Netflix aflyser ‘Kaos’ efter kun én sæson

Netflix aflyser ‘Kaos’ efter kun én sæson
Jeff Goldblum i 'Kaos'. (Foto: Justin Downing/Netflix)

Soundvenues anmelder Peter Kruse Dam Jensen var ganske begejstret for Netflix-serien ‘Kaos’.

»Jeff Goldblum er i hopla som en tyrannisk og paranoiaramt Zeus i Charlie Covells forfriskende originale opdatering af de gamle græske myter«, skrev han i sin anmeldelse af serien, der moderniserer den græske mytologi i fortællingen om, hvordan tre almindelige menneskers veje pludselig krydser Olympens guder.

Men ak. Vi må nøjes med den ene sæson af serien, som er skabt af Charlie Covell, der tidligere stod bag Netflix-hittet ‘The End of the F***ing World’.

Streaminggiganten har nemlig aflyst ‘Kaos’, der fik premiere på Netflix så sent som i slutningen af august, skriver Variety.

Årsagen bag lukningen fremgår endnu ikke, men der er næppe nogen tvivl om, at serien ikke har performet helt så godt, som Netflix havde håbet. ‘Kaos’ var oppe at vende i top 10 på tjenesten i fire uger, men bongede aldrig helt ud, og man kan forestille sig, at serien er relativt dyr af en komedieserie at være.

For egen regning undrer jeg mig over, at afsnittene i den ellers underholdende serie er 45-53 minutter lange frem for at holde et mere konventionelt komedieserieformat på en halv time, der ville passe fint til den ironiske fremstilling af de græske guder, selvom serien også har et dramatisk lag.

Nu må vi se, om ‘Kaos’ er en af de serier, hvor fans vil kæmpe for en genoplivning.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af