‘Joker’-instruktør opfordrer biografer til at droppe reklamer: »Vi har betalt for vores billetter«

‘Joker’-instruktør opfordrer biografer til at droppe reklamer: »Vi har betalt for vores billetter«
'Joker: Folie à Deux'. (Foto: Warner)

Todd Phillips, instruktøren bag blandt andet ‘The Hangover’-trilogien, ‘Joker’ og den nye opfølger ‘Joker: Folie à Deux’, vil gerne være fri for de reklamer, som langt de fleste biografer viser i salen inden filmstart.

Det fortæller han ifølge Deadline i magasinet Empires artikel, hvor de har udspurgt en række instruktører om filmkunstens fremtid – herunder George Miller (‘Mad Max’), Sofia Coppola (‘Priscilla’), Sean Baker (‘Anora’), Jeremy Saulnier (‘Rebel Ridge’) og Jeff Nichols (‘Take Shelter’).

»Stop med at vise reklamer før filmene«, lyder det her fra Phillips. »Vi har betalt for vores billetter. Vi er spændte over at være der. Reklamerne har en tendens til at tage luften ud af salen«.

Instruktørens egen seneste film, den kuriøse superskurkemusical ‘Joker: Folie à Deux’, har som bekendt været et økonomisk flop i netop biograferne, hvor et stort budget for både filmproduktion og marketing ikke er blevet tjent hjem.

Filmen fik en overvejende negativ modtagelse af anmelderne ved verdenspremieren på filmfestivalen i Venedig, og publikum har øjensynligt heller ikke været begejstrede. Quentin Tarantino er dog fan.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af