KOMMENTAR. Todd Phillips’ ’Joker’ blev en sensation efter premieren i 2019.
Først vandt den – helt uhørt for en film i en superheltefranchise – en af verdenens fineste priser, Guldløven ved Venedig-festivalen.
Senere blev den nomineret til otte Oscars og vandt to, blandt andet for Joaquin Phoenix’ ærefrygtindgydende transformation til den sølle komiker Arthur Fleck.
Og på vejen omsatte den for en milliard dollars ved billetlugerne som den første film med en r-rating nogensinde.
Ud fra gængs Hollywood-logik afstedkommer den slags succes en toer, og i sidste uge fik ’Joker: Folie á Deux’ så premiere i håb om at genskabe triumftoget.
Men sådan gik det ikke just.
Filmen, hvor Joaquin Phoenix gentager sin rolle som Fleck over for Lady Gagas udgave af Harley Quinn, indtjente 40 millioner dollars i USA i åbningsweekenden, hvilket er under halvdelen af, hvad den originale ’Joker’ åbnede med. Tilskuertallet faldt hele 45 procent fra fredag til lørdag.
På verdensplan har ’Folie à Deux’ indtjent 120 millioner dollars i åbningsweekenden, også under halvdelen af hvad den første film formåede.
Toeren kostede 200 millioner dollars at lave, hvilket cirka er tre gange så meget som etteren, og dertil kommer marketingudgifter på mindst 100 millioner dollars. Biograferne skal også have deres cut af billetsalget, og vi kan derfor allerede nu godt spå, at Warner står med en underskudsforretning på hånden.
Med andre ord er ’Joker: Folie à Deux’ årets mest opsigtsvækkende flop. Og spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan det kunne komme dertil? Hvordan kunne en af årets mest ventede film tanke så eftertrykkeligt?
Her er de væsentligste årsager:
1. Ingen kan lide den
Selvom der som regel kun er tabere i filmkredsløbet, når en blockbuster kuldsejler, er der også noget betryggende i denne sandhed: Publikum kan lugte en stinker på lang afstand.
Det er den enkle og mest overordnede forklaring på den nye ’Joker’-films forlis: Filmen er bare ikke god.
Anmeldelserne har været lunkne – en score på 45 på Metacritic og 33 på Rotten Tomatoes taler deres tydelige sprog – men vigtigere i denne sammenhæng er, at publikum denne gang virker rørende enige med kritikerne. Filmen har indkasseret en ganske sjælden bundkarakter, D, i den anerkendte amerikanske publikumsmåling CinemaScore, hos amerikanske PostTrak, der laver exit polls i biografer, får filmen en halv stjerne, hos IMDb hedder scoren 5,3, og på Rotten Tomatoes’ Popcornmeter står den i usle 30 procent.
Der skal da nok være enkelte, der godt kan lide filmen, men de er ud fra alle tilgængelige parametre en forsvindende lille minoritet.
2. Vinderformularen blev en tabersag
Med verdenspremieren og Guldløven på Venedig lagde den første ’Joker’ sig i et exceptionelt sweetspot mellem masse- og finkultur, som i sidste ende bragte filmen over målstregen i begge afdelinger, den kunstneriske og kommercielle.
’Joker: Folie à Deux’ gik i fodsporene og fik også verdenspremiere på Venedig-festivalen, hvilket set i bakspejlet var en katastrofe. Denne gang forlod Phillips, Warner og co. nemlig ikke Lidoen med en statuette, men med middelmådige anmeldelser og generelt negativ buzz. Hvilket så rigtigt kunne ligge og simre før biografpremieren en måneds tid siden …
En ventet film af tvivlsom kvalitet vil som regel have bedst af bare at ramme de almene biografgængere med et brag.
3. En fuckfinger til fans af originalen
Nu er det jo set før, at dårlige film har hevet masserne i biografen, så hvorfor ikke denne sequel?
Fordi Todd Phillips & co. har været så fløjtende ligeglad med – eller bare har misforstået – sit oprindelige publikum, at man enten kan tolke det som fed kunstnerisk kompromisløshed eller som håbløs virkelighedsfjern arrogance.
I bagklogskabens ulideligt klare lys kan vi jo starte med titlen. Folie á hvaffor noget? Håbet har nok været, at den virkede edgy, pirrende og anderledes i tråd med, hvordan den første film brød superheltekonventionerne, men som det amerikanske branchemedie Deadline konkluderer, er den korrekte oversættelse af titlen til biografgængersprog »bliv væk«.
Samme fuckfinger stritter i valget om at gøre toeren til en romance og en musical. Den første film var et mørkt, intenst psykologisk studie i maskuline traumer, vanvid og samfundsvold, som primært trak mænd i biografen. Når man erstatter det med bløde cover-numre af amerikanske musical-klassikere og lidende melankolske sangoptrædener med Gaga og Phoenix i centrum, som underminerer ethvert tiltag til spænding og intensitet, beder man næsten selv om det.
4. Ingen gider musicals
Lad os også lige én gang for alle slå det fast: Musicals uden for Disney-universet er et tough sell. Der er jo bare en grund til, at marketingapparatet slår knuder på sig selv for ikke at kalde musicals som ’Wonka’ og ’Mean Girls’-rebootet for musicals. Og at film som Spielbergs ’West Side Story’, ’In the Heights’ og ‘Dear Evan Hansen’ faldt igennem.
Også markedsføringen af ’Joker: Folie à Deux’ har styret så meget uden om musicalbetegnelsen som muligt, selvom det lige præcis er, hvad det er. Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver medvirkende til, at filmen falder endnu hårdere til bunds de kommende uger, når word of mouth har gjort klart for alle, at vi har at gøre med en syngende dødssejler.
5. Different, men også same-same
På den ene side har Todd Phillips altså tilføjet nye elementer til etteren, som ingen rigtigt kan se fidusen i.
På den anden side mangler filmen også et friskt take. Den del, der ikke er musical a la Gaga, er et fængsels- og retssalsdrama, der meget 1:1 beskæftiger sig med alt det, der skete i 1’eren. Retssagen gennemtrawler Arthurs mord, som der jo ingen tvivl er, om han har begået, og det er i det store hele uinteressant som plotmotor at genbesøge de gamle ugerninger.
Som karakterportræt kører filmen også rundt i samme riller som 1’eren – det er stadig billedet af Jokeren som enten offer, vanvidsfigur eller katalysator for samfundets råddenskab.
’Joker: Folie à Deux’ har ikke kunnet overbevise nogen om, at den substansmæssigt var et nyt originalt take på superhelteuniverset, ligesom den første film var. Fornyelsen lå udelukkende i en form, som for mange har virket mere frastødende end tillokkende.
6. Lidt for frie hænder …
Tilbage hos Warner – filmselskabet bag – sidder man selvfølgelig tilbage med spørgsmålet: Hvordan endte vi med en film, ingen kan lide?
Og de vil finde svaret i to ord: Frie hænder.
Todd Phillips var gylden for selskabet oven på ’Joker’ og ’Hangover’-trilogien. Hans succes har betalt mange af de fastansattes løn. Og som med box office-guldfuglen Christopher Nolan er den eneste ordentlige tak at udstede en blankocheck til næste projekt sammen med final cut og frie hænder. No questions asked.
Det er jo det, vi idealistiske filmelskere drømmer om, at Hollywood kan være. At pengemændene har modet til at overlade tøjlerne til de kreative. Og havde Phillips og Phoenix opfundet den dybe tallerken igen, havde vi jublet i vores små hænder over dristigheden.
Men det gjorde de så ikke. De forspildte et gigantisk budget i en grad, at man kan frygte, at Warner en anden gang tænker sig om to gange, før de sætter deres uhildede lid til en visionær kunstner.
Det er helt sort, at toeren har kostet tre gange så meget etteren. Intet i den nye film retfærdiggør et budget på 200 millioner dollars, heller ikke selvom Phoenix og Gaga hver har hevet 25 millioner af dem ind på kontoen. Havde de holdt sig til den første films budget, var floppet jo langt fra så eklatant.
I weekenden fik Todd Phillips det djævlekys, han måske godt kunne have undværet, da Francis Ford Coppola på Instagram hyldede ham for »altid at være et skridt foran publikum i aldrig at gøre, hvad de forventer«.
Altså selv samme Coppola, hvis 120 millioner dollars dyre, egenfinansierede ’Megalopolis’ har indtjent under ni millioner dollars globalt og får ’Joker: Folie à Deux’ til at ligne en sejr i Barbenheimer-klassen.
Om ’Joker’-fiaskoen vil have den ærgerlige afledte effekt, at Hollywoods filmstudier spiller endnu mere sikkert fremover, eller om de blot vil tænke sig om en ekstra gang, før de søsætter en sequel på bagkant af en succes, er endnu usikkert.
Men hvis intet skal være så skidt, at det ikke er godt for noget, kan det da være, at vi hermed har afværget ’Barbie: Ménage à Trois’.
’Joker: Folie à Deux’ kan ses i biograferne.