Lady Gaga kalder nedsablingen af ’Joker: Folie á Deux’ »smertefuld«

Lady Gaga kalder nedsablingen af ’Joker: Folie á Deux’ »smertefuld«
Lady Gaga som Harley Quinn i 'Joker: Folie a Deux' (Foto: Instagram)

Når man husker tilbage på sidste års største filmflops, vil Todd Philips ’Joker’-efterfølger, musicalmakværket ’Folie á Deux’, sandsynligvis stå meget højt på rangeringen. Det gjorde den i hvert fald på vores liste over 2024’s største skuffelser.

Filmen med Joaquin Phoenix og Lady Gaga som bindegale partners in crime skuffede både ved billetlugerne, hos kritikerne og ikke mindst blandt fans af den første film, som blev en sensation efter premieren i 2019.

Trods den lynende kritik forsvarede Lady Gaga efterfølgende filmen og sin rolle som Harley Quinn. Hun formåede endda at tage pis på hele miseren i sin åbningsmonolog i ’Saturday Night Live’ tidligere i år.

I et nyt interview med Rolling Stone åbner superstjernen dog op om, at den negative modtagelses faktisk påvirkede hende.

»Jeg var ikke upåvirket. Jeg er næsten nervøs for at dele min reaktion. Men sandheden er, at da det først begyndte, så grinte jeg af det, fordi det var så ude af kontrol. Men når der går lang tid, før noget dør ud, så bliver det mere smertefuldt. Også fordi jeg lagde så meget af mig selv i projektet«, fortæller hun.

I interviewet indrømmer hun desuden, at ’Joker: Folie á Deux’ ikke var det eneste filmprojekt, der tog hårdt på hendes mentale helbred. Under optagelserne til popstjernes filmgennembrud, Bradley Coopers ’A Star Is Born’, var hun afhængig af litium-medicin, der modvirker maniske eller depressive episoder.

»Jeg kunne ikke noget som helst. Jeg crashede fuldstændig. Det var meget uhyggeligt. Der var en periode, hvor jeg ikke troede, jeg kunne få det bedre. Jeg føler mig meget heldig, at jeg stadig er i live«.

I dag betragter hun heldigvis sig selv som en »sund og hel person«.

På musikfronten har Gaga netop sat personlig rekord med syv Grammy-nomineringer for albummet ’Mayhem’, mens hun igen kan opleves på det store lærred i ’The Devil Wears Prada 2’, der får premiere 30. april 2026.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af