’Red One’: The Rock og Chris Evans giver jule-blockbusteren et lystigt comeback

’Red One’: The Rock og Chris Evans giver jule-blockbusteren et lystigt comeback
'Red One'. (Foto: Warner Bros.)

Kan Dwayne Johnson redde julen – og måske traditionen for årlige jule-blockbusters?

’Red One’ er et glimrende forsøg på at skabe en af de der julefilm, der trykkes på år efter år, når alverdens familier samles og skal prøve at enes om et stykke med underholdning.

Der skal gerne være lidt slapstick til de små. Kvik dialog og action til de store børn og så nogle hæderlige jokes og genkendelige, komiske situationer til de voksne. En julefilms opgave er at levere hyggelig, bred entertainment, hvor flest muligt kan se med.

Eller som Dwayne Johnson irriteret siger til Chris Evans i et forsøg på at forklare Julemandens mission: »To bring cheer, asshole« (oversat til »røvsnaps« i de danske undertekster).

‘Red One’. (Foto: Frank Masi/Prime Video)

Dwayne Johnson har drevet rovdrift på sig selv i de senere år. The Rock udviste sjældent de store nuancer i sit spil, men for 10 år siden var han manden med uimodståelig charme, der tiltalte damerne og blev beundret af drengene. Pyt med at The Rock altid spillede The Rock i alle roller.

Men så kom ligegyldigheder som ’Rampage’, ’Skyscraper’, ’Black Adam’ og den forglemmelige spinoff fra ’Fast and the Furious’-filmene om ’Hobbs and Shaw’. Han klarede den lidt bedre, da han spillede over for en lang række komikere i de nye ’Jumanji’-film, men selv over for den karismatiske Emily Blunt i ’Jungle Cruise’ virkede Dwayne Johnsons charme slidt.

I ’Red One’ spiller Dwayne Johnson igen Dwayne Johnson, selvom karakteren hedder Callum Drift, sikkerhedschef for Julemanden.

Hvorfor har Julemanden – med kodenavn Red One – brug for en sikkerhedschef, spørger du? Fordi i denne julefantasi er Sankt Nikolaus et af mange mytologiske væsner, der er virkelige – lige som tandfeen, den hovedløse rytter og internettets troldehær. De findes, men lever skjult for almindelige mennesker.

‘Red One’. (Foto: Warner Bros.)

Julemanden er så i den særlige situation, at han i december skal besøge stormagasiner, tjekke uartighedslisten to gange og supervisere gaveproduktionen i sit enorme, hemmelige industrielle kompleks på Nordpolen. Og vigtigst: Han skal træne op til årets store dag, hvor han egenhændigt skal besøge millionvis af hjem og uddele gaver.

Filmen leger lystigt med julemyterne, og selvom det for os voksne måske kan være svært at acceptere præmissen om den omvandrende Coca-Cola-reklame som et mytologisk væsen, er det til gengæld nemt at sætte pris på opfindsomheden og omhuen, som filmskaberne har brugt på at opbygge denne version af julefantasien.

Chris Evans spiller Jack O’Malley, en slags dusørjæger, der for længst har opgivet troen på sig selv, Julemanden og det gode i mennesker. Da Julemanden kidnappes, bliver Jack indblandet i opsporingen og tvunget til at arbejde sammen med sikkerhedschefen. Det umage par rejser gennem hemmelige portaler i legetøjsbutikkers baglokaler, besøger eventyrlige væsner og kommer i slåskamp med brutale snemænd.

‘Red One’. (Foto: Warner Bros.)

Chris Evans skal foregå at være gået i hundene, men selvfølgelig på en børnevenlig måde. Han vågner i sit badekar med et stykke pizza på maven (voksen-kode for tømmermænd) og skal forestille at være en dårlig far, der aldrig dukker op til sønnens juleforestillinger på skolen.

Men han er ikke mere fordrukken pizzasulten, end at han efter få timers selskab med Dwayne Johnson kan holde en bevægende tale til sin søn og erkende sine fejl i en grad, der straks sletter ham fra uartighedslisten.

’Red One’ er rendyrket familieunderholdning fra Hollywood, som ikke fornærmer nogen og derfor også ligger på vippen til at smage af alkoholfri gløgg. Og måske er det okay, når nu det skal være for hele familien.

‘Red One’. (Foto: Warner Bros.)

Det er svært at lave en julefilm, uden at det kommer til at ligne et kynisk forsøg på at score kassen, fordi næsten alt ved julen er smurt ind i kommercielle kræfter. ’Red One’ udmærker sig ved at være lavet af folk, der tilsyneladende har haft det sjovt med at twiste juleklichéerne og har taget opgaven med at underholde det brede publikum seriøst.

Det er ikke nødvendigvis en kompliment at kalde filmen en værdig arvtager til Schwarzenegger-julefilmen ’Jingle All the Way’, men ’Red One’ fortjener at blive indsat i rækken af julefilm, der samler familien og glider nemt ned, hvis der bliver serveret klejner og æggesnaps til.


Kort sagt:
Forbered dig på at se ’Red One’ mange, mange gange i løbet af de næste 20 år, for den vil – fortjent – blive skubbet op øverst på streamingtjenesterne hver eneste december fra nu af.

’Red One’. Spillefilm. Instruktion: Jake Kasdan. Medvirkende: Dwayne Johnson, Chris Evans, J. K. Simmons, Lucy Liu, Kristofer Hivju. Spilletid: 103 min. Premiere: I biografen 7. november.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af