Anden halvdel af sidste års ’Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One’ kommer ud næste år, og nu har filmen fået sin første trailer. Det ser selvfølgelig ud til at blive mindst lige så storslået og turbulent, som det plejer på Ethans Hunts livstruende missioner.
I traileren ser vi Tom Cruise i actionspækkede scenarier både til lands, til vands og i luften, mens det fastslås, at dette bliver kulminationen på alt, der er sket i Ethan Hunts utallige eventyr. Der er en bemærkelsesværdig finalestemning til stede med filmens titel ’Mission: Impossible – The Final Reckoning’ samt Hunts afsluttende ord i traileren: »Jeg har brug for, at du stoler på mig – én sidste gang«.
Filmen følger op på hændelserne fra ’Dead Reckoning Part One’, hvor Hunt og hans hold endnu en gang kom op imod en kraftfuld fjende, denne gang i form af et AI-våben, som helst ikke må lande i de forkerte hænder.
’The Final Reckoning’ er instrueret af Christopher McQuarrie, som også har instrueret de seneste tre film fra franchisen. Han har desuden skrevet manuskriptet sammen med Bruce Geller og Erik Jendresen.
At man har valgt at skrotte »del to« fra filmens titel kan forklares med, at man formentlig gerne vil ryste den forholdsmæssige skuffelse ‘Dead Reckoning Part One’ blev i biograferne, hvor den ikke kunne holde trit med det samtidige biograffænomen Barbenheimer.
Med promoveringen kunne det godt ligne den sidste film i ’Mission: Impossible’-serien, men det er ikke sikkert, når man ved hvor meget magt og passion for franchisen, der ligger hos Tom Cruise, som sidste år udtalte at han gerne ville lave filmene, indtil han er 80 år.
‘Mission: Impossible – The Final Reckoning’ er sat til at få international premiere 23. maj 2025.