Zendaya og Anne Hathaway slutter sig til Christopher Nolans næste film

Zendaya og Anne Hathaway slutter sig til Christopher Nolans næste film
Zendaya. (Foto: Marc Piasecki/WireImage)

Castet til Christopher Nolans opfølger til kæmpesuccesen ‘Oppenheimer’ begynder allerede at se temmelig stjernespækket ud.

Tidligere blev først Matt Damon og sidenhen Tom Holland annonceret til den kommende, endnu unavngivne film.

Nu får Holland, der indtager en hovedrolle, selskab af sin kæreste og ‘Spider-Man’-kollega Zendaya. Derudover genforenes Anne Hathaway med Nolan efter tidligere at have samarbejdet med instruktøren på ‘The Dark Knight Rises’ og ‘Interstellar’. Det skriver Deadline.

Plottet for Nolans 13. spillefilm er stadig hemmeligt. Han har tidligere udtalt, at han efter atombombedramaet ‘Oppenheimer’ gerne vil beskæftige sig med et emne, der ikke er lige så »dystert«.

Deadline har tidligere fortalt, at man forventer at gå i optagelse i starten af 2025.

Allerede nu har filmen også sin amerikanske Imax-premiere i kalenderen, fredag den 17. juli 2026. Hollywood-blockbusters som denne plejer at rammer danske biografer en eller to dage inden.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af