Besir Zeciri får flot udnævnelse på fremtrædende filmfestival

Besir Zeciri får flot udnævnelse på fremtrædende filmfestival
Besir Zeciri ved visning af 'Pigen med nålen' på Cannes Film Festival. (Foto: Daniele Venturelli/WireImage/ Getty Images)

Der er international vind i sejlene for den danske film ‘Pigen med Nålen’, der tidligere på ugen blev Golden Globe-nomineret, og nu er der også særlig opmærksomhed til en af filmens skuespillere.

Besir Zeciri er blevet udtaget til talentprogrammet Shooting Stars på filmfestivalen i Berlin for nye skuespiltalenter.

‘Pigen med nålen’ er instrueret af svenske Magnus von Horn og handler om den unge gravide kvinde Karoline (Vic Carmen Sonne), der møder den historiske seriemorder Dagmar Overby (Trine Dyrholm). Zeciri spiller Karolines mand Peter, der er soldat under 1. verdenskrig og bærer en maske i ansigtet som følge af krigsskader.

Dog fremhæves det i motivationen for Shooting Stars-udnævnelsen, at Zeciris talent brænder igennem.

»Selvom han bærer en maske i ‘Pigen med Nålen’, kan man tydeligt se, at den danske skuespiller Besir Zeciri er en dygtig skuespiller. Han har en virkelig stærk tilstedeværelse i filmen, som sikrer, at publikum vil have svært ved at glemme ham«, lyder det fra juryen. Skuespilleren er indstillet af Det Danske Filminstitut, hvorefter festivalens internationale har udvalgt ham som en af ti europæiske talenter.

Besir Zeciri begyndte for alvor at vække opsigt i det danske film- og serielandskab i 2020, hvor han medvirkede i det danske mafiadrama ‘Kød & Blod’ og serierne ‘Alfa’ og ‘Når støvet har lagt sig’. Året efter gjorde han stort indtryk som hovedrollen i DR-serien ‘Fredløs’ fra 2021.

Der er tradition for dansk repræsentation i Shooting Stars-programmet i Berlin, hvor Marie Reuther, Vic Carmen Sonne, Elliott Crosset Hove tidligere har været udnævnt.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af