‘Carry-On’: Netflix’ ’Die Hard’-knockoff er en underholdende actionthriller med en turbulent landing
‘Die Hard’ er for længst blevet en juletradition side om side med ‘Love Actually’, ‘Alene hjemme’ og den årlige panikjagt efter julegaver.
Selvom actionbaskeren med Bruce Willis oprindeligt blev lanceret som en actionthriller midt på sommeren 1988, har dens kombination af eksplosiv action, julet stemning og en selvforstærkende fanbase gjort den til en højtidsklassiker, og Bruce Willis’ barfodede opgør mod terrorister i Nakatomi Plaza er nu en evig julegave til actionfans.
Selvom John McClane altså klarede sig helt uden, er det store sko, Netflix dermed forsøger at udfylde med deres egen actionspækkede julefilm, ‘Carry-On’.
Her møder vi Ethan Kopek (Taron Egerton), en TSA-agent, der står for sikkerheden i lufthavnen, et rutinepræget arbejde, som han selv er temmelig uinteresseret i. Ethan drømmer om en karriere som politibetjent, men i mellemtiden slentrer han gennem hverdagen uden den store passion for jobbet. Eller hvad?
Juleaftensdag bringer pludselig en del drama med sig. Ethan arbejder sammen med sin kæreste (Sofia Carson), og da hun afslører, at hun er gravid, tager han en snak med sin chef (Dean Norris), der udpeger ham til at scanne håndbagage – åbenbart noget nær en æresopgave i TSA-regi.
Det hele begynder at ligne et skamløst TSA-reklamespot med en hulens masse helikopterskud af LAX-lufthavnen, lige indtil Ethan modtager et opkald, der vender op og ned på hans vagt – og hele hans liv. En mystisk rejsende (Jason Bateman) truer med at ødelægge julen (og dræbe en masse mennesker), hvis Ethan ikke får en farlig pakke om bord på et fly.
Hvad pakken indeholder, og hvem den rejsende egentlig er, skulle være filmens store spændingsmotor. Skulle. For det bliver faktisk spoilet stort set i åbningsscenen, men filmen regner tilsyneladende med, at publikum hurtigt glemmer det igen.
Ikke desto mindre udfolder ‘Carry-On’ et rimeligt spændende ‘Phone Booth’-lignende plot, der ville egne sig godt til en stram thriller over 90 minutter, men ender som en oppustet affære på to timer, endda med flere huller end en schweizerost.
Hvad der starter som en lovende ‘Die Hard 2’-knockoff, degenererer hurtigt til et CGI-helvede og en historie, hvor motiver og beslutninger sjældent giver ægte mening.
Manuskriptet skulle oprindeligt være skrevet af Michael Green (‘Logan’, ‘Blade Runner 2049’, ‘Blue Eye Samurai’) sammen med T.J. Fixman, mindre vellykket kendt for filmatiseringen af ‘Ratchet & Clank’.
Men som man når til rulleteksterne, står det klart: Det er kun T.J. Fixman, der har fået sit navn på boardingkortet. Mange kokke kan som bekendt ødelægge maden, men her kunne én måske ikke overkomme hele menuen.
‘Carry-On’ starter stærkt og har sine øjeblikke, hvor man næsten tror, at den kan blive en ny juleklassiker. Den rammer indimellem den særlige, nostalgiske julefølelse pakket ind i en solid thrilleroplevelse.
Men landingen i anden halvdel er turbulent på kanten af dødeligt styrt, og ’Carry-On’ vil trods alt næppe få en plads under træet år efter år.
Kort sagt:
Første halvdel af Netflix’ forsøg på en ‘Die Hard’-lignende juleactionfilm leverer en underholdende lufthavnsthriller, mens anden halvdel styrer mod en ujævn landing med hjulene trukket op.