Filippa Coster-Waldau slog igennem over for sin søster Safina i Jonas Risvigs ‘Salsa’, og nu får hun så sin helt store internationale chance.
Den 24-årige skuespiller skal nemlig ifølge Variety spille hovedrollen i en ny international serieudgave af ‘Frøken Smillas fornemmelse for sne’.
Serien er baseret på Peter Høegs roman, der blev lidt af et fænomen efter udgivelsen i 1992. Historien kredser om den halvt grønlandske Smilla Qaavigaaq Jaspersen, der mistænker, at det ikke er en ulykke, da nabodrengen Esajas falder ned fra et snedækket tag og omkommer i København. Hendes undersøgelse fører hende fra Københavns slumkvarterer til Grønlands indlandsis.
Den nye serie fører historien ind i fremtiden, nærmere bestemt 2040, hvor Smilla lever i en overvågningsstat præget af en forestående energikrise.
‘Smilla’s Sense of Snow’ skal instrueres af den anerkendte instruktør Amma Asante (‘Belle’, ‘Kærlighed kender ingen grænser’), der også har skrevet serien sammen med et større forfatterhold, der også består af danske Julie Nørgaard Jensen. Det er blandt andet Viaplay, der står bag den europæiske co-produktion, så man må formode, at det er her, den kommer til at blive vist i Danmark.
Også Amanda Collin, Morten Suurballe og Alexandre Willaume er på rollelisten i ‘Smilla’s Sense of Snow’, der ud over Coster-Waldau bæres af den tyske stjerne Elyas M’Barek og britiske Henry Lloyd Hughes i store roller.
Bogen blev filmatiseret af Bille August i 1997 med Julia Ormond og Gabriel Byrne på rollelisten, en version, der blev en stor billetsucces i Danmark, men dog også fik en blandet modtagelse. Det kan således være svært at indfange Peter Høegs blanding af nærmest naturvidenskabelig realisme og overnaturligt islæt.
De første billeder fra serien er allerede offentliggjort:
First look at Smilla's Sense Of Snow 👀
The modern adaptation of Peter Hoeg’s worldwide bestseller, stars Filippa Coster-Waldau, Elyas M’Barek and Henry Lloyd-Hughes, and is directed by BAFTA Winner Amma Asante.
Produced by Constantin Films, distributed by #ITVStudios. pic.twitter.com/bQhT8OqNaT
— ITV Studios (@itvstudios) December 2, 2024
Det vides endnu ikke, hvornår serien får premiere, men det bliver sandsynligvis næste år.