Michael Jackson-biopic står over for omfattende reshoots på grund af klausul om overgrebsanklage

Michael Jackson-biopic står over for omfattende reshoots på grund af klausul om overgrebsanklage
Jaafar Jackson i et af de første billeder fra 'Michael'. (Foto: PR)

Instruktør Antoine Fuquas (‘Training Day’, ‘The Equalizer’) kommende biopic om afdøde Michael Jackson skal igennem omfattende reshoots, efter en særlig klausul er kommet frem i lyset, skriver Indiewire.

Ifølge branchemediet Pucks anonyme insiderkilder skal holdet bag ‘Michael’ således omskrive og skyde filmens sidste tredjedel på ny.

Filmens handling skulle efter sigende starte og slutte i 1993, hvor Jackson var i en retssag med forældrene til 13-årige Jordan Chandler, som de anklagede popstjernen for at have misbrugt seksuelt. Sagen endte med et forlig på 20 millioner dollar.

En aftale med netop Chandler-familien ligger til grund for den kaotiske omskrivningsproces for ‘Michael’. År før filmproduktionen skrev Jacksons juridiske repræsentanter således en kontrakt med familien, der specifikt udelukker dem fra at være med i film om Jacksons liv.

Jacksons bo, som er inde over filmproduktionen, skulle ifølge Puck simpelthen have overset denne Chandler-klausul, da de læste manuskriptet igennem. De blev først bekendt med problematikken, da optagelserne var i kassen, og filmen skulle i post-produktion.

Nu har Fuqua sammen med producer Graham King og forfatter John Logan efter sigende udfærdiget et revideret manuskript, som skal godkendes af producenterne Lionsgate og Universal, inden reshoots kan påbegyndes.

Niårige Juliano Krue Valdi spiller hovedpersonen som barn i filmen, hvor Jacksons egen nevø, Jaafar Jackson, spiller ham som voksen.

‘Michael’s premieredato blev i slutningen af sidste år udskudt med et halvt år, så den nu hedder 2. oktober 2025.

Det bliver spændende at se, om filmholdet når at få de omfattende rettelser på plads inden da – og hvordan den kaotiske produktion påvirker slutresultatet.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af