Netflix er en længere række danske film og serier på vej i løbet af året, og i går præsenterede streaminggiganten de første klip og billeder fra flere af dem ved et stort event.
I samme ombæring er de nu offentliggjort på nettet, og vi kan dermed få de første reelle blik på alt fra Christopher-dokumentaren ‘A Beautiful Real Life’ til dramaserierne ‘Reservatet’ og ‘Legenden’ og filmene ‘Sult’ og Mango’.
Se dem her:
Årets første danske Netflix-film – og den eneste danske Netflix-tit, der lige nu har en konkret premieredato – bliver Louise Mieritz og Ditte Hansens ‘Sult’ (eller ‘A Copenhagen Love Story’ på engelsk), baseret på Tine Høegs semiselvbiografiske roman fra 2022.
Vi følger forfatteren Mia, der falder for Emil. Han har børn fra et tidligere ægteskab, men da de beslutter sig for at få et barn sammen og må i fertilitetsbehandling, sætter det kærligheden på prøve. I hovedrollerne finder man Roselinda Mynster og Joachim Fjelstrup, som man kan opleve i første klip.
Filmen får premiere allerede 26. februar.
Netflix har tidligere samarbejdet med Christopher i filmen ‘A Beautiful Life’, og nu følger de så popstjernens eget liv i dokumentaren ‘A Beautiful Real Life’.
Filmen følger musikstjernen i den barske splittelse mellem at udleve drømmen som popstjerne på turné og have to små børn derhjemme, og i første klip taler han om at være på en anden sekvens end hustruen Cecilie Haugaard, også kendt som Cillemouse, da hun gennemgår en stor krise.
I thrillerserien ‘Legenden’ møder vi den grønne PET-agent Tea, der rekrutteres til at gå undercover i en kriminel bande ved at blive venner med bandeoverhovedets kæreste.
Clara Dessau (fra DR’s ’Lover’) har hovedrollen i et cast også bestående af navne som Maria Cordsen, Afshin Firouzi, Soheil Bahvi, Arien Kashef og Nicolas Bro. Det er den dansk-franske instruktør Samanou Acheche Sahlstrøm, der instruerer ud fra en idé af Adam August.
I ‘Reservatet’ befinder vi os i et nordsjællandsk rigmandskvarter, hvor den filippinske au pair Ruby forsvinder. Naboen Cecilie mistænker, at der er sket noget med hende, og hendes egen au pair Angel begynder at undersøge de mange rygter, der kører om sagen. De får hjælp af den nyudklækkede politiefterforsker Alicia.
Per Fly (’Bænken’, ’Arven’) instruerer, og Ingeborg Topsøe (’Kød og Blod’) har skrevet manuskriptet. Marie Bach Hansen, Danica Curcic, Simon Sears, Sara Fanta Traore og Lars Ranthe er om bord.
Og endelig er der ‘Mango’, instrueret af Netflix-darling Mehdi Avaz, der tidligere har forsødet tjenesten med ‘Toscana’ og ovennævnte ‘A Beautiful Life’.
Hans nye film har Josephine Park og Josephine Højbjerg på rollelisten – som vi ser i første klip – sammen med Dar Salim.
Park spiller hotelmanager Lærke, der bliver sendt til Malaga i Spanien for at bygge et stort nyt hotel midt på en mangoplantage. Plantagen er ejet af den tidligere advokat Alex, som nægter at sælge sin jord på grund af en tragisk fortid. Hun har sin datter med på turen, der regner med, at de bare skal have en hyggelig familietur.
Alle disse titler får premiere på Netflix i løbet af 2025.