I en tid hvor vi har vænnet os til, at de fleste film og serier blot er et klik væk, er der alligevel nogle bestemte populære titler, som har været påfaldende svære at få lov at se.
Danny Boyle og Alex Garlands zombiefilm ’28 Days Later’ fra 2002, der siden har opnået en form for kultstatus, har i flere år været utilgængelig på både streaming og leje til stor frustration for mange fans. For det ikke skal være løgn, er den faktisk også blevet lidt af en sjældenhed at opstøve på DVD.
Dog er zombiehittet nu endelig tilbage på de danske lejetjenester.
Det er selvfølgelig i anledning af den kommende fortsættelse ’28 Years Later’, hvor det igen er den oprindelige instruktør- og manuskriptforfatterduo, der er tilbage ved roret.
’28 Days Later’ havde Cillian Murphy i hovedrollen som cykelbuddet Jim, der vågner op fra koma til at samfundet er brudt sammen som følge af en smitsom virus.
’28 Days Later’ blev senere efterfulgt af ’28 Weeks Later’, der havde Juan Carlos Fresnadillo som instruktør og ikke levede op til forgængerens anerkendelse.
’28 Days Later’ kan lejes på Blockbuster, SF Anytime, Viaplay og Apple TV.
Efterfølgeren ’28 Years Later’, der har Aaron Taylor Johnson, Ralph Fiennes og Jodie Comer i castet (men trods forvirring ikke Cillian Murphy!) får biografpremiere 19. juni.