’Black Box Diaries’: Oscar-nomineret dokumentar om medieombrust voldtægtssag er kraftfuld, voldsom og forløsende
Mange af de vigtigste personer i den nyligt Oscar-nominerede dokumentarfilm ’Black Box Diaries’ er langt hen ad vejen ansigtsløse og anonyme. Man forstår hurtigt hvorfor.
Den japanske film, der blev vist på sidste års udgave af CPH:DOX og nu kan streames, handler nemlig i høj grad om et samfund, som tier, tabuiserer og modarbejder ofre for seksuel vold.
Et patriarkalsk system, hvor selv politiet ikke tør gå ind i voldtægtsanklager mod magtfulde mænd i frygt for de karrierekonsekvenser, det kunne få for dem selv.
En offentlighed, hvor ofre for overgreb forventes at gemme sig og skamme sig i stedet for at stå frem.
Instruktør og journalist Shiori Ito er også filmens hovedperson. I 2017 blev hun landskendt, da hun ved et medieombrust pressemøde anklagede den magtfulde tv-journalist Noriyuki Yamaguchi for at have voldtaget hende i 2015. Inden da havde Ito forgæves forsøgt at anmelde voldtægten til Tokyos politi, hvis chef bremsede en anholdelse af Yamaguchi.
Meget tydede på, at han gik fri, fordi han var gode venner med den nu afdøde præsident Shinzo Abe.
Ito udgav i 2017 bogen ’Black Box’ om sin kamp for retfærdighed og sandhed. Hun sagsøgte i samme ombæring Yamaguchi, der svarede tilbage med et søgsmål om ærekrænkelse. Konflikten endte i en flerårig retssag, som hun endegyldigt vandt i 2022.
Hendes indsats igangsatte en MeToo-bølge i Japan, hvor den seksuelle lavalder indtil 2023 var 13 år (i dag er den 16 år), og hvor 70 procent af voldtægtsofre ifølge en ekspert i filmen ikke anmelder forbrydelsen.
’Black Box Diaries’ er ikke bare en stærk dokumentar, fordi Itos historie mod uretfærdighed i sig selv er spændende og kraftfuld. Filmen fremmes også af det værdifulde materiale, som hovedpersonen på egen hånd har samlet ind undervejs.
»Hvis De ikke har stærke beviser, vil De ødelægge Deres fremtid«, siger en anonymiseret politiefterforsker, som Ito løbende forsøger at anmelde voldtægten til. Hun har optaget alle deres telefonsamtaler for at dokumentere, hvordan han konsekvent modarbejder hende.
Senere bliver efterforskeren en (tøvende) allieret, da han forflyttes til en anden afdeling og fortæller, at han havde mistet sit job, hvis han var gået ind i sagen. Af samme årsag vil han ikke vidne i retssagen.
»Hvem er det, vores medier og love beskytter?«, siger Ito, mens hun filmer sine møder med forskellige kilder, hvoraf kun én person vil medvirke på kamera.
Det rå og håndholdte udtryk bliver i løbet af filmen mere professionelt, da hun efter pressemødet allierer sig med advokater og et filmhold. Hun supplerer desuden lydbidder og billeder med håndskrevne mellemtekster, der både kontekstualiserer optagelserne og desuden fortæller om hendes tanker og følelsesliv.
I forhold til sidstnævnte indser Ito undervejs, at hendes modige journalistiske arbejde også er en overlevelsesmekanisme – en form for skjold, som lader hende se sig selv udefra i stedet for at gå ind i traumet.
Det bliver hun imidlertid nødt til at gøre, i takt med at hun kommer tættere på retssagen, hvor hun for første gang siden voldtægten skal sidde i rum med overgrebsmanden. Jo større opbakningen i samfundet bliver til hendes sag, jo sværere bliver det for hende at holde hovedet højt og tårerne tilbage.
Som en velfungerende illustration på det grænseoverskridende gensyn med Yamaguchi gemmer ’Black Box Diaries’ både hans ansigt og hendes fulde, detaljerede vidnesbyrd om voldtægten til allersidst i filmen.
Den endelige kulmination, der rammer hovedpersonen og publikum, er både voldsom og forløsende.
Kort sagt:
Den japanske journalist Shiori Itos Oscar-nominerede dokumentarfilm om hendes kamp for retfærdighed er stærk og voldsom – og heldigvis også forløsende.