De seneste ugers massive kritik af DR-dokumentaren ‘Grønlands hvide guld’ har nu fået konsekvenser i ledelseslaget og ført til fyringen af chefredaktør for DR Nyheder Thomas Falbe, der fratræder sin stilling med øjeblikkelig virkning.
Det oplyser DR i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.
Samtidig bliver dokumentaren trukket tilbage fra DRTV, hvor den udkom 9. februar.
Tilbagetrækningen skyldes nye oplysninger om dokumentarens indhold, lyder det fra nyhedsdirektør Sandie French.
»Jeg er i dag (onsdag, red.) klokken 12.15 blevet gjort opmærksom på et forhold i tilblivelsen af dokumentaren ’Grønlands hvide guld’, som har fået mig til at træffe beslutningen om, at dokumentaren ikke længere vil være at finde på DRTV«, lyder det i pressemeddelelsen.
»Dette forhold sammenholdt med den samlede mængde af problemer, der er erkendt og beklaget over de seneste dage, er grunden til, at jeg nu har truffet beslutningen«.
Nyhedsdirektøren undskylder desuden for, at DR har publiceret dokumentaren.
Konkret drejer det nye forhold sig om, flere kilder – herunder den grønlandske landsstyreformand Muté B. Egede – blev interviewet om en graf, der ikke var retvisende og derfor blev fjernet fra dokumentaren allerede inden udgivelsen. Kildernes reaktioner på den graf blev dog imidlertid ikke klippet ud af den endelige version.
Grafen spillede oprindeligt en central rolle i dokumentaren og skulle vise, at Grønland i en lang periode var en kæmpe overskudsforretning for Danmark på grund af udvindingen af kryolit, skriver DR.
‘Grønlands hvide guld’ har siden udgivelsen mødt modvind hos økonomer, der har sået tvivl om en række oplysninger i dokumentaren. Det gælder blandt andet påstanden om, at Danmark skulle have tjent 400 milliarder kroner i nutidspenge på udvinding af kryolit i Grønland. Det er siden kommet frem, at flere eksperter advarede mod at bringe regnestykket, som det bliver fremlagt i dokumentaren.
Flere politikere har desuden krævet, at de ansvarlige i DR blev holdt til ansvar.
Den nu tidligere chefredaktør Thomas Falbe havde det redaktionelle ansvar for dokumentaren internt i DR.
»Når vi står, hvor vi gør i forhold til debatten om DR’s troværdighed, så er det klart, at jeg gerne ville kunne spole tiden tilbage og gøre en række ting anderledes«, udtalte han mandag i et skriftligt svar til Journalisten.
Det er produktionsselskabet Wintertales, der står bag ‘Grønlands hvide guld’.
