Juliette Binoche skal lede årets Cannes Film Festival-jury

Juliette Binoche skal lede årets Cannes Film Festival-jury
Juliette Binoche i 'Certified Copy' ('Mødet i Toscana'). (Foto: PR)

Når verdens førende filmfestival i Cannes i maj åbner dørene for et væld af imødesete verdenspremierer, bliver det Juliette Binoche, der skal lede juryen for hovedkonkurrencen.

Det er hermed hende, som skal føre an for beslutningen om, hvilke film der skal løbe med den eftertragtede Guldpalme og de øvrige priser efter at have set de par og tyve film, der kommer gennem filmverdenens smalleste nåleøje.

Juliette Binoche er en af fransk films mest berømte skuespillere og vandt selv en pris som bedste kvindelige skuespiller i Cannes i ‘Certified Copy’ i 2010. Hun har vundet en Oscar for ‘Den engelske patient’.

Sidste år var den danske film ‘Pigen med nålen’ indlemmet i hovedkonkurrencen i Cannes, men vandt dog ingen priser. Guldpalmen gik her til Sean Bakers ‘Anora’, der fulgte efter ‘Anatomy of a Fall’, ‘Triangle of Sadness’, ‘Titane’ og ‘Parasite’ som vindere af den store pris.

Posten som jurypræsident i Cannes er den mest prestigefulde i verden af sin slags. Sidste års præsident var Greta Gerwig, og tidligere har navne som Ingrid Bergman, Martin Scorsese, David Lynch, Quentin Tarantino, Steven Spielberg, Robert De Niro, Jane Campion, Coen-brødrene, Cate Blanchett, Spike Lee og Ruben Östlund siddet for enden af bordet.

Det vides endnu ikke, hvem der ellers skal være med i Juliette Binoches jury.

Årets Cannes Film Festival finder sted 13.-24. maj.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af