’Mordene i Åre’: Ny nordic noir-serie på Netflix kunne have haft ’True Detective: Night Country’-potentiale
Nordic noir er lige så meget en hjørnesten for skandinavisk fiktion, som det er en udslidt genre.
For et par år tilbage var ’Kastanjemanden’ dog et godt eksempel på, at vi stadig godt kan sluge de utrættelige skandinaviske efterforskere med privatliv og mordsager i ubalance, så længe de skildres med snilde.
Nu kommer svenskerne så med ’Mordene i Åre’, baseret på Viveca Stens succesfulde bogserie under samme titel.
I centrum for Netflix-serien står Hannah Ahlander (Carla Sehn), som (officielt) er kommet til det smukke skiområde Åre for at koble fra efter for nylig både at være blevet droppet af kæresten og suspenderet fra sit arbejde som politibetjent i Stockholm. Eller »taget på orlov«, som hun selv kalder det.
Der er dog ikke meget, der ligner orlov ved Hannahs nye ophold i sneen, som selvfølgelig ikke er meget mere end én dag gammelt, før hun får færten af en lokal forbrydelse, hun kan stikke snuden i. En ung pige er forsvundet, og Hannah finder hurtigt sin vej ind i politiet, hvor hun indgår et makkerskab med betjenten Daniel (Kardo Razzazi).
Første sæson fortæller historierne fra de to første bøger, ’Offermageren’ og ’Skyggedalen’, i henholdsvis tre og to kapitler. Sten agerer også executive producer på serien, og hun burde måske have forsøgt at overtale Netflix til at give historien flere afsnit at udfolde sig i. Man kan nemlig ikke undgå at mærke den hast, som især præger fortællingen af første bog.
Daniel bliver hurtigt mistænksom over for Hannahs uhørt hurtige ansættelse i Åre, og det gør man også som seer. Det føles alt for nemt, når der går under ti minutter fra, at Hannah får en sms om en forsvundet pige, til at hun vitterligt er en officiel del af efterforskningen.
Desuden involverer sagen for mange karakterer, som er for underfortalte til nogensinde at blive interessante, og man leder forgæves efter nogen, som tilfører lidt tiltrængt kant. Desværre også blandt hovedpersonerne.
Hannah er under intern efterforskning hjemme i Stockholm, og hvad det egentlig drejer sig om, bliver langsomt pakket ud, men bliver hverken spændende eller uforudsigeligt.
Hun bliver aldrig meget mere end en dedikeret og ensom efterforsker, som vi har set så mange gange før. Det samme gælder Daniel, som defineres ud fra sin kamp med at balance rollen som nybagt familiefar med sit job som politibetjent. Sehn og Razzazi gør egentlig et fint stykke arbejde, men de har ikke meget at arbejde med.
Selve mordsagen bliver en anelse mere vellykket i historien fra Stens anden bog i serien, hvor en mands kropsdele opdages i sneen nær en togbane. Her udlægges handlingstrådene mere overbevisende med mere gribende karakterer, som blandt andet tæller en gennemført ondskabsfuld præst. Knusende originalt er det ikke, men man får da pulsen op, og det kulminerer i et medrivende klimaks.
Visuelt har serien potentiale til at minde om noget a la ’True Detective: Night Country’, da snelandskabet i Åre er gudesmukt, men det kommer desværre aldrig til sin ret ud over de flotte droneskud, som udsmykker overgangene mellem scenerne.
Scoret præges desuden af Jon Snow-agtige strygere, som i sig selv faktisk er bevægende, men også virker for insisterende holdt op mod de følelser, serien ellers ikke formår at vække.
Der skal efterhånden noget til for at skabe en nordic noir-serie, som løfter sig over formularerne. ’Mordene i åre’ er ikke serien, der lykkes med det.
Kort sagt:
Serieversionen af Viveca Stens succesfulde krimiromaner afkrydser alle de velkendte nordic noir-troper.