’Kastanjemanden’: Netflix bedste danske serie viser, hvor nordic noir-skabet skal stå

’Kastanjemanden’: Netflix bedste danske serie viser, hvor nordic noir-skabet skal stå
Danica Curcic i 'Kastanjemanden'. (Foto: Tine Harden)

Da Netflix afsøgte mulighederne for at producere danske serier, cirklede de med fuldt overlæg uden om den nordeuropæiske genre, der ellers er mest kendt uden for Skandinaviens grænser: Nordic noir.

Genren var allerede perfektioneret til hudløshed af de etablerede nordiske serieudbydere, fra ’Forbrydelsen’ til ’Broen’, og indtil det helt rette projekt tilbød sig, ville streamingtjenesten hellere spille sig ind på lokalbanen i afdelinger, som traditionelt set ikke er blevet opdyrket på disse breddegrader.

Det udmøntede sig i den postapokalyptiske ’The Rain’ og den overnaturlige ’Equinox’, der begge fik anmelderklø og ufrivilligt kom til at trække tæppet væk under den pointe, de ellers havde håbet på at understrege: At man i Danmark sagtens kan begå sig uden for krimiformatet og socialrealismen.

Det er derfor også med blandede følelser, at man må konstatere, at Netflix’ nordic noir-krimi ’Kastanjemanden’, baseret på ’Forbrydelsen’-skaber Søren Sveistrups roman, med længder er tjenestens bedste danske serie til dato. Skomager, bliv ved din læst-signalet er grundlæggende lidt smådeprimerende, særligt fordi nordic noir-dillen omsider syntes at have fortonet sig, her en god portion år efter de sidste sæsoner af ’Broen’ mere og mere desperat klemte de sidste dråber ud af konventionerne.

Omvendt er det frydefuldt at opleve, hvor prof og effektive danskerne er til at slibe mørk nordisk whodunnit med socialpolitiske undertoner, når først de sætter sig for det. Og når den er bedst, minder ’Kastanjemanden’ os da også om, hvorfor så mange af os var besatte af genren til at begynde med.

På overfladen er der ikke meget i ’Kastanjemanden’, vi ikke har set før:

Vi har det umage politimakkerpar med problemer i privaten og/eller skeletter i skabet: Danica Curcic’ Naia Thulin, der er et nanosekund fra at skifte job fra hardcore efterforsker i marken til skrivebordsrotte i afdelingen for it-kriminalitet, så hun kan få bedre tid til at være enlig mor for datteren Le, der alt for ofte bliver spist af med sin beredvillige papmorfar. Og Mikkel Boe Følsgaards Mark Hess, der bliver sendt hjem fra Europol af gud ved hvilken årsag, og hvis engagement i den mystiske mordsag, der lander på det nye makkerpars bord, til at begynde kan ligge på et meget lille sted.

‘Kastanjemanden’. (Foto: Tine Harden)

Vi har også mordsagen, der er bestialsk og omfattende: En ung kvinde findes brutalt myrdet, bundet op i et klatrestativ og med venstre hånd kappet af. En lille kastanjemand ligger i skovbunden tæt på hende.

Vi har en vanvittigt effektiv seriemorder, som driver gæk med politiet med samme lethed, som Magnus Carlsen ville slå en syvårig i skak. Gerningsmanden ville opnå en stormestertitel i enhver bondage-klub med sine højtudviklede Shibari-færdigheder, der på nul komma fem gør ham i stand til at binde sine ofre sirligt op i træer og lignende med politiet lige i hælene.

Vi har også en politisk dimension, da kastanjesporene krydses med sagen om landets socialminister Rosa Hartungs formodede døde datter, der ellers blev lukket et år forinden.

Og vi har en socialindigneret understrøm i det aktuelle tema om forældresvigt og tvangsfjernelser, som pudsigt nok også var i centrum for DR’s ’Ulven kommer’ sidste år – med en vaskeægte skandinavisk velfærdspointe om, at ondskaben i høj grad stammer fra samfundet selv.

Det lyder nærmest grinagtigt genretypisk, men ’Kastanjemanden’ lykkes fra første færd med at tweake formularen lige de fem procent, der gør, at historien lever og fungerer.

Iben Dorner som socialminister i ‘Kastanjemanden’. (Foto: Tine Harden)

Hess er for eksempel ikke bittert selvhadende på den fordrukne Carl Mørck-agtige måde, mere blot vrangvillig og småsardonisk, og Mikkel Boe Følsgaard er og bliver en af de få danske skuespillere, der ikke kunne ramme en tone forkert, om han så skulle spille en jodlende rød peberfrugt.

Replikkerne glider naturligt, de plotforklarende kunstigheder holdes til et minimum. Der er befriende få red herrings, for når seks afsnit lander samtidig på Netflix, ville man ikke orke den gennemskuelige ’nu tror du, han er morderen’-leg i alt for mange afsnit i træk.

Temaet om forældreansvar og svigt tvinges konsekvent igennem, så det ikke blot føles som et alibi for at smide flere kvindelig på bordet.

Og så tror man grundlæggende på relationerne:

Mellem den traumatiserede minister Rosa og hendes hårdt prøvede mand (Esben Dalgaard), der ellers lige har lagt låg på sorgen og flasken, da der rippes op i datterens forsvinding igen.

Og mellem Hess og Naia, der i Danica Curcics tilbageholdte spil har dårlig samvittighed over at brænde datteren af gang på gang, men ikke lader splittelsen være det mest dominerende karaktertræk: Hun er grundlæggende ikke i tvivl om, at hendes jagt på morderen er nødt til at være hendes førsteprioritet. Hun håber blot, at jagten snart ender, så hendes datter ikke bliver sorteper i det umulige spil om hendes tid.

Mod afslutningen sad jeg med et håb om, at ’Kastanjemanden’ faktisk turde twiste den gængse nordic noir-tråd mere end fem procent: At den ville lade krimifortællingen trænge ind i den rigtige virkelighed, så man blev sådan rigtigt ramt af den frem for at stille sig tilfreds med Jussi-hygge-uhyggen. Genreudviklende krimier som ’Mare of Easttown’ og ’The Outsider’ har anvist vejen.

Sådan en serie er ’Kastanjemanden’ ikke. Det er vintage nordic noir, forudsigelig i sine dramaturgiske valg til sidste sekund, så ingen ’Forbrydelsen’-fans vil blive stødt på manchetterne. Jeg fandt personligt ikke afsløringen af morderen synderligt inspirerende.

Men serien er også så velorkestreret spændende, at jeg slugte den i én mundfuld og kom alt for sent i seng.

Nu glæder jeg mig bare til, at jeg har nogen at diskutere slutningen med.


Kort sagt:
Netflix rejste ud i det overnaturlige genreland med sine to første danske originalserier, men paradoksalt nok var det først, da de vendte hjem til velkendt nordic noir-territorie med ’Kastanjemanden’, at de lavede noget, der står mål med den kvalitet, vi normalt forbinder med dansk fiktion.

Anmeldt på baggrund af hele serien.

’Kastanjemanden’. Serie. Serieskabere: Søren Sveistrup, Dorte Høgh, David Sandreuter, Mikkel Serup. Medvirkende: Danica Curcic, Mikkel Boe Følsgaard, Iben Dorner, Esben Dalgaard, Lars Ranthe, David Dencik, Morten Brovn, Marie-Lydie Melono Nokouda, Elliott Crosset Hove, Anders Hove, Camilla Lau. Spilletid: 6 afsnit á cirka 55 min. Premiere: 29. september på Netflix
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af