Tema: Netflix & verdensherredømmet. I denne uge sætter vi i en række artikler kritisk-nuanceret fokus på streaminggiganten, som har rundet 200 millioner abonnenter og med coronakrisens hjemmeisolation aldrig har stået stærkere. For hvilke konsekvenser har det, når én aktør dominerer vores underholdningsforbrug så kraftigt, som Netflix gør i øjeblikket?
Netflix har i de senere år satset stort på at producere lokalt originalt indhold, der efter streamingtjenestens vurdering både tiltrækker lokale abonnenter og et globalt publikum. Indsatsen har herhjemme indtil videre udmøntet sig i de danskproducerede serier ‘The Rain’, ‘Ragnarok’ og ‘Equinox’, og flere er på vej.
Men hvordan er det for et – relativt set – lille dansk selskab at producere for den amerikanske mastodont? Hvad går Netflix efter i jagten på det næste bingehit? Hvordan foregår samarbejdet, hvor meget kreativ frihed giver de deres leverandører, og hvordan håndterer begge parter eventuelle kultursammenstød?
Vi har spurgt direktør for tv-produktionsselskabet SAM Productions Meta Louise Foldager Sørensen om at tage os med gennem samarbejdsprocessen med at producere Adam Prices norsksprogede ungdomsserie ‘Ragnarok’ og den kommende krimiserie ‘Kastanjemanden’, der er baseret på Søren Sveistrups roman af samme navn.
SAM Productions producerer også den kommende fjerde sæson af ‘Borgen’, som Netflix er med til at finansiere, men her samarbejder produktionsselskabet udelukkende med DR uden nogen form for kreativ involvering fra Netflix, understreger Foldager. Hun taler altså udelukkende om Netflix-samarbejdet ud fra sine erfaringer med ‘Ragnarok’ og ‘Kastanjemanden’.
Startede med ‘Borgen’
Hvordan fik I hul igennem til Netflix?
»Jeg kan med stolthed sige, at det faktisk var Netflix, der tog fat i os, allerede da vi annoncerede SAM Productions i 2014. De ville gerne tale med Adam Price (der er medstifter af SAM, red.), fordi de var vilde med ‘Borgen’. Faktisk var udgangspunktet helt tilbage dengang, at de godt kunne tænke sig at være med til at genoplive ‘Borgen’«.
Hvordan var processen så derfra?
»Vi bød ind med otte-ti idéer til, hvad vi kunne lave sammen. Vi diskuterede frem og tilbage, og så endte de med at bide på ‘Ragnarok’. Det var en samtale, der kørte over cirka to år«.
Hvorfor var det lige ‘Ragnarok’-idéen, de tændte på?
»Det var faktisk en idé, vi udviklede sammen. De efterspurgte en serie, der var relateret til gammel mytologi, og som var særligt nordisk. På baggrund af det fandt Adam Price og Søren Sveistrup på idéen om en ung fyr, der flytter med sin familie til Nordnorge og får guddommelige kræfter.
Vi placerede ikke serien i Danmark, fordi vi havde brug for, at den foregik et sted med en mere storslået natur – et sted, hvor man kan forestille sig, at guderne ville slå sig ned. Oprindeligt foreslog vi, at den skulle foregå i Island, men Netflix ville gerne henvende sig til et lidt større sprogområde, da det var en af deres første nordiske serier. Derfor besluttede vi at flytte den til Norge«.
Hvordan var dialogen med Netflix?
»Jeg synes, den har været respektfuld og kreativ. Det virker, som om de har en klar politik om at rekruttere folk ud fra deres menneskelige egenskaber, og jeg har kun oplevet at arbejde sammen med dejlige og sjove mennesker. Og det siger jeg ikke for at slikke røv.
Netflix er så store og magtfulde, og som producent vil man så gerne arbejde med dem. Fordi magtbalancen er skæv, og de kommer med hele pengeposen, kunne man godt frygte, at de ville være dikterende og kræve en bestemt løsning eller mase et projekt ned over hovedet på én. Men min oplevelse er, at de er meget bevidste om deres magtposition og lægger sig i selen for ikke at tromle deres leverandører. De siger selv, at det er vigtigt, at deres leverandører er tilfredse, for at vi kan levere nogle gode produkter, og den politik synes jeg faktisk også, at de efterlever. Selv hårde forhandlinger foregår altid på en rar og respektfuld måde, hvor de for eksempel siger: ‘This won’t work for us, but can we find a way?’«.
Det sværeste ved samarbejdet
Hvad er den største forskel på at arbejde sammen med Netflix frem for en dansk tv-station?
»En af de største forskelle er, at de tænker stort og internationalt. De sætter serien i gang, for at den kan udkomme i 193 lande. Det betyder, at man kan gå efter en mere specifik målgruppe, for eksempel med ‘Ragnarok’, hvor vi går efter young adults. En serie som ‘Ragnarok’ ville aldrig blive sat i gang på DR til at ramme publikum søndag klokken 20, for der er målgruppen alt for smal til det budget.
Man kan selvfølgelig godt producere en ungdomsserie til DR, men så er det på et meget lavere budget. Det ser jeg som en klar fordel ved at arbejde med Netflix i forhold til en national broadcaster.
En anden forskel er deres enorme marketingskampagner. Vi havde et lanceringsmøde, hvor de skulle fortælle os, hvordan de havde tænkt sig at lancere ‘Ragnarok’, og det var sådan noget med, at der skulle lande en kæmpestor Torshammer på to ton foran operaen i Oslo. Sådan noget har jeg ikke prøvet før, og det er sjovt, at der pludselig er råd til en marketingskampagne i den kaliber.
Det er også sjovt, at den er blevet set af så mange. Jeg kan ikke huske det specifikke tal og må heller ikke sige dem videre. Men jeg tænkte i hvert fald, hold da op«.
Så du får seertallene at vide?
»Jeg bliver ikke løbende opdateret, men jeg fik tallene efter 14 dage og efter noget tid igen. Det væsentligste for mig var, at Netflix var glade og satte anden sæson i gang«.
Hvordan foregår den proces?
»Man sætter typisk udviklingen af sæson 2 i gang, mens man laver 1’eren. Derefter beslutter Netflix sig endeligt, når de ser, hvordan første sæson lander. Og greenlighter så anden sæson umiddelbart efter. De arbejder med en meget kort såkaldt turnaround, hvor de gerne vil have, at der går maksimalt 18 måneder, fra man lancerer sæson 1, til man lancerer sæson 2. Det har faktisk været det sværeste ved samarbejdet med Netflix, og det, vi har haft flest knuder over: Tidspresset og i det hele taget den amerikanske arbejdskultur«.
En begrundelse for rygning
Hvordan kommer det til udtryk?
»I USA arbejder de simpelthen bare flere dage om året. De synes, det er helt vildt, hvor meget ferie vi holder. Hvis man vil sætte et dansk filmhold i gang i juli, kan man ikke få de filmfolk, man gerne vil have, fordi de holder sommerferie med deres børn. Det argument ligger meget fjernt fra amerikanerne, så det har vi haft mange diskussioner om.
Deres tidsplaner er væsentligt anderledes end de danske tidsplaner. Det er ikke kun negativt, for vi har også opdaget nogle arbejdsmetoder, som har gjort os mere effektive. Men vi har talt meget med dem om, at vi ikke kan presse vores medarbejdere, som de ønsker«.
Hvad har I så gjort for at nå tidsplanerne?
»Vi har ansat flere klippere og kørt flere processer parallelt. Men vi har også presset dem til at vente med at få materialet. Det er en af de ting, vi har forhandlet mest om, lige efter budgettet. Det er heldigvis lykkedes at finde en mellemvej«.
I MediaWatchs podcast ‘Indslag’ fortalte Adam Price for nylig, at Netflix godt kunne have en holdning til for eksempel karakterers etnicitet eller rygning. Kan du uddybe det?
»Ja, de har simpelthen en mere bevidst politik. Jeg synes, Netflix er længere fremme i skoene i forhold til repræsentation, både i forhold til køn og hudfarve, end danske broadcastere. Rent forretningsmæssigt er repræsentation vigtigt for dem, fordi de netop skal ud i 193 lande. Men jeg oplever også, at de har en bevidst politisk strategi, som jeg egentlig kun hilser velkommen og kan mærke smitter af på mig i arbejdet med vores andre projekter.
Der er ikke tale om krav eller kvoter. Vi taler bare mere om repræsentation og bliver opfordret til at overveje, om en karakter indimellem for eksempel kunne være en kvinde, en ældre eller en brun person. Og det synes jeg faktisk giver noget andet.
I forhold til rygning er det heller ikke sådan, at der ikke må forekomme rygning i en Netflix-serie. Men der skal være en begrundelse for, at en karakter ryger i en ungdomsserie. Vi skal lige tænke over, om det er nødvendigt for den her karakter at ryge. Der er faktisk flere karakterer i ‘Ragnarok’, der ryger, og det har vi argumenteret os frem til nødvendigheden af. Men jeg synes egentlig, at det er klogt at tænke over, hvad man sender ud til ungdommen i 193 lande. Både i forhold til kvindesyn, seksualitet, repræsentation og rygning«.
Komedier rejser dårligt
Var der ellers noget i feedbacken, hvor du tænkte, at det ville du ikke have fået fra en dansk tv-station?
»Ja, vi fik blandt andet en note om, at de syntes, at alle de norske unge damer lignede hinanden for meget. Det grinede vi meget af og snakkede med dem om og lavede så om på nogle hårlængder. Det tror jeg ikke, en dansk eller norsk redaktør havde set, men Netflix ser jo på det med internationale øjne.
I det hele taget havde vi en længere samtale om de unge menneskers stil. De var meget bevidste om, at de var amerikanere, der kom til Norge og skulle portrættere et lille bysamfund. Og de var bange for, om det var en parodi, når vi gav de unge mennesker klassiske norske sweatre på. Der var vi nødt til dels selv at researche på, hvad de unge har på i Nordnorge, og så forklare Netflix, at de unge rent faktisk går i de her sweatre«.
Betyder lanceringen i 193 lande, at serierne skal være mere universelle?
»Jeg tror, frasorteringen af meget specifikt lokalt materiale sker i udvælgelsen af serier. Uden at have diskuteret komedier med dem er det for eksempel min fornemmelse, at de sætter meget få lokale komedieserier i gang, fordi komedier rejser dårligt.
Men vi har ikke oplevet, at de ville have os til at tænke internationalt. Tværtimod er den afdeling af Netflix sat i verden for at skabe meget lokalt indhold, der bliver nationale succeser, så de kan få flere abonnenter i det pågældende land. Vi kunne for eksempel godt have lavet ‘Kastanjemanden’ på engelsk, men det interesserer dem ikke«.
Hvorfor sagde de ja til ‘Kastanjemanden’?
»Vi sendte dem bogen, og den tændte de på og sagde, at de ville lave med det samme. Vi har jo haft en løbende dialog med dem, fra før vi startede ‘Ragnarok’, og de ville gerne lave andre serier med os. Også fordi de investerer tid og kræfter på at sætte deres samarbejdspartnere ind i ‘the Netflix way’, for eksempel i forhold til tidsplanerne og større krav om sikkerhed, fordi de er bange for læk og piratkopiering«.
Hvad har været det bedste ved at samarbejde med Netflix?
»Noget af de sjove ved samarbejdet er, at det går hurtigt. Man skal ikke bruge måneder på at udvikle hele manuskripter eller ud at forhandle om finansiering syv forskellige steder. Med Netflix har man ét pitchmøde og én forhandling, der så godt kan tage nogle måneder, men så kører man. Når manuskriptforfatterne sætter sig ned og skriver, ved de, at det bliver til noget, og de ikke skriver til skuffen. Det har jeg ikke oplevet andre steder«.