Netflix’ filmsucces er en leverpostej med lys i

Netflix går stor Oscar-succes i møde, og man kan nemt fristes til at tro, at deres filmkunstneriske næse er skarpt afrettet. Men går man igennem deres 100 seneste originalfilm, fortæller tallene en noget anden historie.
Netflix’ filmsucces er en leverpostej med lys i
Chris Hemsworth i Netflix' mest sete film til dato, 'Extraction' (Foto: Netflix)
STREAMING TOGETHER

Tema: Netflix & verdensherredømmet. I denne uge sætter vi i en række artikler kritisk-nuanceret fokus på streaminggiganten, som har rundet 200 millioner abonnenter og med coronakrisens hjemmeisolation aldrig har stået stærkere. For hvilke konsekvenser har det, når én aktør dominerer vores underholdningsforbrug så kraftigt, som Netflix gør i øjeblikket?

Når Oscar-nomineringerne offentliggøres 15. marts, forventer mange en overvældende Netflix-dominans.

’The Trial of Chicago 7’ har en nærmest sikker plads i hovedkategorien Bedste Film og betragtes endda som en mulig kandidat til at vinde prisen, mens ’Ma Rainey’s Black Bottom’ og ’Mank’ spås gode chancer for nomineringer, og ’Da 5 Bloods’ og ’News of the World’ også har muligheder for at nuppe én af de op til ti pladser.

Alle filmstudiebosser ville sælge deres gamle bedstemor for at kunne spille ind med så mange oplagte priskandidater. Og ender Netflix med bare tre ud af ni nominerede film, er det både en magtdemonstration og en kulmination på streamingtjenestens bestræbelse efter at blive Hollywoods mest succesfulde filmstudie.

Netflix satte naturligvis først sit aftryk som originalproducent med serier som ’Orange is the New Black’ og ’House of Cards’, men stifter Reed Hastings har aldrig lagt skjul på, at det er filmverden, hans hjerte banker stærkest for, og det er her, han hele tiden har drømt om, at hans firma – der startede som udlejer af dvd-film – kunne sætte et aftryk.

Allerede i 2015 – to år efter de to seriemilepæles premiere – landede den første film-original da også med Cary Fukunagas ambitiøse og anmelderroste ’Beasts of No Nation’, der ligesom ’Orange’ og ’Cards’ satte kvalitetsbarren højt.

Det er sigende, at Netflix anden originalfilm var Adam Sandler-mareridtet ’The Ridiculous 6’, men de kommende år er det lykkedes streamingtjenesten at brande sig effektivt på film, der presser sig på til de store festivaler og anmeldernes toplister: Fra Bong Joon-hos ’Okja’ og Noah Baumbachs ’The Meyerowitz Stories’ i 2017 til Alphonso Cuaróns ’Roma’ og Martin Scorseses ’The Irishman’ de efterfølgende år.

Med de to sidstnævnte sendte Netflix tilmed et tydeligt signal til kompromisløse filmkunstnere om, at de tør lægge pengene der, hvor alle andre Hollywood-aktørers kreditkort lukker i: Cuarón og Scorsese fik lov at lave lige nøjagtigt den film, de havde drømt om i årevis – henholdsvis en minimalistisk sorthvid barndomserindring på spansk og et tre en halv time langt epos, som Scorseses faste studie Paramount ikke havde villet betale 600 millioner kroner for. Netflix endte med at lægge cirka 950.

Fire rigtigt anmelderroste film

Mens Netflix løbende har fået hug for deres eksklusive aftale med Adam Sandler om at hælde den ene spand lort ud over seerne efter den anden (det stod nok anderledes formuleret i kontrakten), har prestigeprojekterne båret frugt. Tjenesten er lykkedes med at positionere sig som et sted, der godt nok nødig vil sende instruktørernes hjertebørn op på det store biograflærred, men kompenserer med svimlende beløb til kvalitet og kompromisløshed.

Spørgsmålet er dog, om ’Roma’, ’The Irishman’ og ’Marriage Story’ på nogen måde er repræsentativ for Netflix’ samlede filmsatsning?

Vi har kigget på 100 originalfilm ud fra de vurderinger, der bliver samlet på anmeldelsesaggregatsitet Metacritic. I de tilfælde, hvor filmene ikke havde en Metacritic-score, har vi taget den fra Rotten Tomatoes, der dog kun skelner mellem, om en film har fået en positiv eller negativ dom og ikke nuancerne derimellem.

Spike Lees ‘Da 5 Bloods’.

Optællingen viser, at Netflix-filmene har en gennemsnitlig score på 58,6. Og kigger man udelukkende på de seneste 100 engelsksprogede film, som alt andet lige er de produktioner, tjenesten kaster flest penge og promoveringskræfter efter, og som bliver set af flest mennesker over hele kloden, lyder resultatet på 54,42. Det kan man i Metacritic-termer oversætte til en »blandet eller gennemsnitlig« dom.

Endnu mere sigende er det, at der blandt tjenestens seneste 100 engelsksprogede Netflix-film kun er fire film med en score på den anden side af 80, som kendetegner en rigtigt anmelderrost film: ’Ma Rainey’s Black Bottom’, ’The 40-Year-Old-Version’, ’Da 5 Bloods’ og ’Beats’.

En top 10 af gennemsnitlige film

Her kan man påpege, at det gælder alle selskaber i Hollywoods historie, at deres samlede output er en blandet pose bolsjer af anmelderdarlings, publikumsbaskere og regulære flops.

Og Netflix kan med rette fremhæve, at anmeldersmiger langt fra er deres vigtigste succeskriterie.

I oktober sidste år røbede virksomheden – der ellers holder deres tal tæt til kroppen og i hvert fald kun afslører dem, når der er noget positivt at berette – deres 10 mest sete originalfilm på tjenesten til dato.

Nummer 1 var Chris Hemsworth-braget ’Extraction’, der var blevet set 99 millioner gange (det skal bemærkes, at man kun skal have set to minutter af en film/serie, før Netflix tæller det som et view), der med en Metacritic-score på 56 synes at være Netflix-originalfilmenes svar på gennemsnitsdanskeren.

Susanne Biers ‘Bird Box’, Netflix’ næstmest sete film.

Nummer 2 var Susanne Biers ’Bird Box’ (51 på Metacritic), treeren var ’Spenser Confidential’ med Mark Wahlberg (49), og dernæst følger de overall nedrakkede ’6 Underground’ (41) og ’Murder Mystery’ (38), de middelmådige/hæderlige ’The Old Guard’ (70) og ’Enola Holmes’ (68), så ’Project Power’ (51) og ’The Kissing Booth 2’ (39), før man først på 10. pladsen finder en egentligt anmelderrost film i form af ’The Irishman’ (gad vist, om den havde været i top 10, hvis man målte på, hvor mange der så filmene færdig).

Netflix skal selvfølgelig ikke høre et ondt ord for at støtte mestre som Scorsese og Cuarón, og deres investering i dokumentarfilm har ligeledes givet et løft til en hel gren af branchen, hvor pengene ellers ikke vokser på træerne.

Men der er ikke desto mindre stadig grund til at råbe vagt i gevær.

Taler til vores værste sider

Forrige uge skrev Martin Scorsese – som altså lavede ’The Irishman’ for Netflix, og hvis næste film ’Killers of the Flower Moon’ er finansieret af Apple – et essay i Harper’s Magazine om den italienske instruktør Federico Fellini, hvor han argumenterede for, at filmkunsten i disse år bliver »systematisk devalueret, kørt ud på et sidespor, nedgjort og reduceret til dens laveste fællesnævner, ’content’«.

»På den ene side har det været godt for filmskabere, inklusive mig. På den anden side har det skabt en situation, hvor alt bliver præsenteret for seeren på lige fod med hinanden, hvilket lyder demokratisk, men ikke er det. Hvis ’det skal du se næste gang’ bliver foreslået af algoritmer baseret på, hvad du allerede har set, og disse anbefalinger kun baserer sig på emne eller genre, hvad gør det så ved filmkunsten«, spørger han i essayet.

Det er nemt at affærdige hans ord som en 78-årig filmmester og -elskers nostalgiske længsel efter en verden, der måske aldrig rigtigt eksisterede, men ikke desto mindre er der netop nu mere grund end nogensinde til at stoppe op og se Netflix’ filmproduktion efter i sømmene.

Martin Scorsese instruerer Robert De Niro og Joe Pesci under optagelserne til ‘The Irishman’. (Foto: Niko Tavernise/Netflix)

I det seneste års coronatid er Netflix blevet mange menneskers primære underholdningsplatform. Tjenesten har rundet 200 millioner abonnenter, og med lukkede biografer sidder de med en kæmpe magt over vores filmforbrug. Oscar-dominansen illustrerer, at pandemien har skubbet til en tendens, der allerede var gryende inden og ser ud til at fortsætte trods øget konkurrence fra eksempelvis Disney+ og HBO Max: Netflix er den største arena for levende billeder i den vestlige verden, herunder Danmark. Og alene i 2021 lancerer de 70 nye film, mere end én om ugen (i 2018 lancerede de tre største Hollywood-studier, Disney, Warner og Universal, 82 film – til sammen).

Derfor skal man også tage det seriøst, når store dele af tjenestens filmudbud har en kvalitet, som mest af alt minder om de metervarer, der ville gå direkte i videobutikken i 90’erne. Det er svært at se for sig, at nogen af filmene i top 10 ville blive mere end moderate biografsuccesser, og selvom biografdistribution jo ikke i sig selv er et kvalitetsstempel, siger det måske alligevel noget om, at Netflix-filmene – som ikke kræver en tur ud af huset og 150 kroner op af lommen inklusive popcorn ­– ofte taler til vores værste kulturvaner:

Til en åndelig dovenskab, hvor’6 Underground’ nemt ryger ind af det ene øje og ud af det andet, mens man secondscreener sig igennem Michael Bays ustyrlige actionexcesser.

Frihedens bagsider

Man kan indvende, at det er den gamle sang om, at publikum og anmeldere er som ild og vand, men kigger man på brugerscoren på verdens største filmsite, IMDb, er det en sandhed med modifikationer. Ud af de 10 mest sete Netflix-film er det kun ’The Irishman’, der har en brugerscore på over syv. Alle de øvrige ligger aldeles lunkne 5,8 til 6,9, og noget tyder således på, at heller ikke brugerne er blevet blæst bagover.

Jeg vil vurdere, at omkring 25 af de seneste 100 engelsksprogede har haft reelle kunstneriske aspirationer (hvor godt de så end er lykkedes med dem). Det er bedre end ingenting, men cirka 75 procent af Netflix’ originalfilm er således ren virkelighedsflugt. Det kan vi alle have brug for indimellem, men det skal nødig være default-indstillingen for vores kollektive filmkultur.

At Netflix’ kunstneriske film måske mest af alt er en dyr form for branding, understreges af, at den frihed, som streamingtjenesten er kendt for at give sine store instruktører – og som filmskaberne forståeligt nok sætter pris på – ikke altid kommer slutresultatet til gode.

Personligt havde jeg i hvert fald gerne set mere modspil til eksempelvis Spike Lee og David Fincher, der med ’Da 5 Bloods’ og ’Mank’ har lavet nogle af karrierens svageste film. Selv en på mange måder fantastisk film som Charlie Kaufmans ’I’m Thinking of Ending Things’ er objektivt mindst 20 minutter for lang – 20 minutter de fleste klassiske Hollywood-studier nok havde efterladt på klippebordet. Netflix vil dog nødig komme på kant med genierne, når de først har trukket dem om bord på streaming-lineren.

Om det er positionering eller de ædleste motiver, der ligger bag, at Netflix lader nogle af klodens mest egensindige instruktører fare vild i deres egne visioner for hundredvis af millioner, er i sidste ende mindre vigtigt, for forhåbentligt bliver giganten ved med at støtte den slags prestigeprojekter i et vist omfang.

Vi skal bare ikke snyde os selv: Om så Netflix i april tager imod årets største filmpris, er deres samlede filmmenu ikke en lagkage, men en leverpostej med lys på toppen.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af