’The Forty-Year-Old Version’: Radha Blank stempler imponerende ind med rapfilm på Netflix
Radha Blanks debutfilm ’The 40-Year-Old Version’ – hjulpet på vej af selveste Emmy-vinder Lena Waithe – fik en flot modtagelse på Sundance-festivalen, hvor Blank markerede sig som en væsentlig ny sort stemme i amerikansk film, der har gået og gemt på mere, end den hvide elite havde regnet med.
Og netop dette selvbiografiske materiale er udgangspunktet for hendes debutfilm, som Netflix har købt rettighederne til. Efter sin mors død, mange år uden synderlig succes som dramatiker og kun et stenkast fra at træde ind i de frygtede 40’ere med en slankedrik i hånden føler Radha sig presset til snart at get it together. Hvis ikke hun skal sidde fast i et undervisningsjob for en gruppe utilpassede unge, der driller hende med den manglende succes, skal hun i gang nu. Og kort efter denne erkendelse melder to meget forskellige muligheder sig.
På den ene side presser hendes homoseksuelle bedsteven (Peter Kim) på for at få hende til at samarbejde med teaterproduceren J. Whitman og endelig få sat et ordentligt stykke op. På den anden side vækkes en ellers glemt passion for hiphop til live, og hun møder den yngre D (Oswin Benjamin), som øjeblikkeligt ser et potentiale i hende. Men kan hun og hendes omgivelser løsrive sig fra fordommen om den ynkelige, kriseramte 40-årige kvinde, der pludselig vil kaste sig ud i at lave rapmusik?
Miljøet omkring rapmusikken er alt det, Radha savner i den snobbede teaterverden. Det miljø, D introducerer Radha til, er ikke pænt, og selvom hun selvsikkert proklamerer, hvor hjemme hun føler sig i Brooklyn, er det tydeligt, at hun har vænnet sig til at være den eksotiske outsider i et andet lag af samfundet. Og selvom hun er helt oppe at køre over en rapbattle mellem fire seriøse boss bitches i en boksehal, og at hun faktisk er enormt dygtig og slet ikke pinlig, når hun rapper i D’s studie, kan hun ikke lægge synet på sig selv udefra væk. I splittelsen mellem de to verdener banker hun sig selv i hovedet med spørgsmålet: Var det sådan her, jeg ønskede at se mig selv ende?
Det er en interessant måde at stille refleksionen over sammenhængen mellem ens indre og ydre op – elegant kombineret med den evigt tilstedeværende konflikt hos enhver, der har oplevet at være splittet mellem to kulturer.
’The Forty-Year-Old Version’ er på godt og ondt en konceptuel film. Iøjnefaldende er de sort-hvide billeder, der i scenerne, hvor Radha er i studiet, sender tankerne hen mod 90’ernes hiphop-musikvideo-æstetik. Det kunne være blevet prætentiøst, men komplementerer handlingen fint.
Mere irriterende er det slæbende tempo. Replikskiftene er langsomme, og det går ud over flowet. Det gælder især scenerne i klasselokalet med Radhas elever, hvor bølgerne burde gå højt, når der opstår slåskamp imellem to piger. I stedet fremstår konflikten konstrueret.
’The Forty-Year-Old Version’ vil fortælle mange historier, og de er egentlig alle sammen vigtige. Den vil nedbryde stigmaet om den 40-årige kvinde, fremhæve værdien i relationen mellem underviser og elev, fortælle om sorgbearbejdelsen efter en forælders død, kritisere de hvides dominans i kunstverdenen… og så videre.
Der ville være rigeligt materiale til to film. Men Radha Blank, der både instruerer, producerer og spiller den altoverskyggende hovedrolle, har noget på hjerte. Det er sjovt på den tåkrummende måde, når Radha ’kommer til’ at ryge sig skæv til sin første optræden som alteregoet RadhaMUSPrime og flopper totalt. Som seer hepper man på Radha, og man bliver bevæget af de bånd, hun knytter undervejs.
Kort sagt:
’The 40-Year-Old Version’ er bedst, når den sender knivskarpe stikpiller afsted til højre og venstre. Det er ikke det sidste, vi har set til den sene debutant Radha Blank.