’Extraction’: Én scene i Netflix’ Chris Hemsworth-film kan blive en actionklassiker

3 6
’Extraction’: Én scene i Netflix’ Chris Hemsworth-film kan blive en actionklassiker

Jeg trængte selv til ‘Extraction’, så lad mig sige det med det samme: Hvis du også kunne trænge til nonstop skuddueller, eksplosioner og en støvet, blødende Chris Hemsworth for fuld smadder, så leverer denne film varen. Godt træk, Netflix, og fuck dig, covid-19!

Ja, det er bare en actionfilm uden dybere lag eller overraskende plottwists, og du skal endda prøve at se bort fra filmens hvid-mand-redder-verden-tendenser og skurke portrætteret… lad os bare sige uden kulturel sensibilitet.

’Extraction’ er en klichéfyldt redemption-historie om soldaten med en sørgelig familiehistorie, som nu er den perfekte, følelsesløse kriger, fordi han ikke længere har noget at leve for. Chris Hemsworth er troværdig som elitesoldaten Tyler Rake, der alligevel får en sidste mulighed for at gøre noget meningsfuldt med sit liv.

Missionen med at redde en narkobarons søn går galt, så pludselig er Tyler fanget i en afspærret by i Bangladesh med gangstere, korrupte politifolk og slummens børnebander i hælene. I den situation er det ikke praktisk at have en skræmt teenager på slæb.

Det er de to Marvel-instruktører, Russo-brødrene, der er producere og har stået for manus. Det virker som venstrehåndsarbejde. Dialogscenerne afslører filmens svage drama, og det bedste, man kan sige om det, er, at disse forsøg på eftertænksomhed udgør en meget lille del af filmen, så kedsomheden når sjældent at sætte ind, før Tyler må flygte videre.

Det giver masser af plads til opfindsomme og nøje planlagte actionscener skudt med en stolt filmhåndværkers ferme hånd. Instruktøren hedder Sam Hargrave, stuntkoordinator på blandt andet ’Avengers: Endgame’, og han er sådan en, der spænder sig selv fast på en kølerhjelm med et kamera i hånden for at indfange biljagten.

Actionscenerne minder om ’Bourne’-filmene eller måske endnu mere ’The Raid’-filmene. Især én scene skiller sig ud og kan blive en actionklassiker. Den er koreograferet til at ligne et one-shot, men det er ikke bare en visuel gimmick. Man føler sig suget ind i scenen, der begynder med en biljagt, bliver til en jagt til fods og ender med en knivkamp med et overraskende brag af et punktum.

Nå ja, og så leverer Chris Hemsworth den bedste scene, hvor en voksen banker en flok børn, siden Billy Bob Thornton tævede en møgunge i ’Bad Santa’.


Kort sagt:
Skarp action udgør ikke en god, samlet filmoplevelse, og manuskriptet virker til at være blevet fundet i Joe Russos nederste skuffe. Men den actionscene der…

’Extraction’. Film. Instruktør: Sam Hargrave. Medvirkende: Chris Hemsworth, Golshifteh Farahani, David Harbour, Randeep Hooda, Rudhraksh Jaiswal Spilletid: 116 min. Premiere: 24. april.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af