CPH PIX: The Raid 2
Wow! Sådan skal dét gøres.
’The Raid: Redemption’ blev en overraskende kæmpesucces, og nu vender den walisiske instruktør Gareth Evans flot tilbage med et helt afsindigt underholdende kampsportsbrag. Budgettet er fire gange større end etterens, og 4,5 millioner dollars (peanuts i Hollywood) køber åbenbart et utal af omfattende setpieces, når man laver film i Indonesien.
Etterens politihelt, Rama (Uwais), må gå undercover i et gangsterforetagende for at afsløre korrupte politibetjente, og en regulær mafiasaga udspiller sig omkring ham. Selv om de lidt indviklede plottråde naturligvis er langt mindre vigtige end den formidable action, så kan filmen sagtens bære sin på papiret intimiderende spilletid, og for ikke at udmatte os indarbejder Evans regelmæssigt stille (nu og da næsten poetiske) øjeblikke.
Både filmens enkelte kampscener og dens farverige biroller er forfriskende forskellige. Udover de bare næver bliver der angrebet med macheter, baseballbat (og -bolde!), hamre, shotguns, uzis, smadrede flasker og halvmåneformede knive, og fra garderoben er alt fra solbriller, stokke og bøllehatte taget i brug. Ikke siden ’Kill Bil’ og den japanske ’Versus’ er der blevet poseret i samme grad som her. Karaktererne er cool – og de ved det.
Iko Uwais’ nærkampsevner er fortsat lige imponerende. Han bevæger sig hurtigere, end øjet kan følge med, og vifter vildt med armene, inden han lader byger af slag og spark hagle over modstander efter modstander, der hver og én bliver uskadeliggjort på få brøkdele af et sekund, så de enten er døde eller vaklende bevidstløse, længe før de rammer jorden.
I den første ’The Raid’ pløjede Rama ufortrødent – som en blodtørstig Duracell-kanin – igennem et fjendefyldt bygningskompleks, og manglen på variation skabte her en vis monotoni, men denne udfordring råder anden ombærings mange locations (et fængsel, gader og gyder, en bar, togkupéer, et køkken) til fulde bod på.
Med et gennemført lyddesign, virtuose kamerabevægelser, opfindsomme vinkler og postkortpæne tableauer samt lækker (og indimellem humoristisk) klipning er der også kælet for både lyd- og billedside i et filmsprog, der er energisk og selvsikkert.
Én mindre anke er Evans’ nærmest perverterede svælgen i det væmmelige. Det er temmelig modbydeligt at se virkelighedstro knivstikkerier og headshots på det store lærred, men filmens målgruppe er formentlig udmærket er klar over, hvad de går ind til.
Ramas sidste replik i filmen er »I’m done«, men rygterne vil vide, at tredje del heldigvis allerede er på tegnebrættet.
Kort sagt:
En vildt intens insulininjektion. Iko Uwais kampevner er eminente, og Gareth Evans’ dyrere og mere ambitiøse fortsættelse udkonkurrerer forgængeren med dens ultracool figurer og fuldstændig forrykte (og lige lovligt klamme) actionscener.
Læs også: Remake af ‘The Raid’ skal instrueres af ‘Expendables 3’-instruktør
Læs også: Her er must see-filmene på CPH PIX
Læs også: Interview med CPH PIX-aktuelle Joe Swanberg