Noget af det bedste ved filmfestivaler er, at man får mulighed for at se film, der ellers ikke dukker op i de danske biografer.
Og årets udgave af CPH PIX, der skydes i gang på torsdag, bugner af så mange spændende titler, at det kan være svært at vide, hvor man skal starte. Så vi hjælper lidt på vej: 15 ekstremt spændende film, som du ikke får at se i biografen, hvis du ikke ser dem på CPH PIX.
‘Snowpiercer’
Koreanske Bong Joon-ho har lavet sin første (primært) engelsksprogede film med ’Snowpiercer’, og han fastholder heldigvis det uregerlige filmsprog og de vilde genreskift, som også kendetegner hans suveræne koreanske film, monsterbraget ’The Host’, psykokrimien ’Memories of Murder’ og dramaet ’Mother’.
Hans nye film har Chris Evans, Tilda Swinton, Jamie Bell og John Hurt i rollerne og er en intens sci-fi-film om klodens sidste mennesker, der overlever den nådesløse istid i et højteknologisk tog præget af et brutalt hierarki.
’Snowpiercer’ vises i biografer over hele landet simultant 9. april kl. 21.30.
Køb billet her.
‘Wrong Cops’
Denne film lyder så sær, at man er nødt til at give den en chance. Marilyn Manson spiller en emo-teenager, der møder en korrupte politimand, som dealer stoffer i døde rotter. Det stikker helt af, og PIX beskriver filmen som ’Politiskolen’ på party drugs.
Eric Warheim fra komikerduoen Tim & Eric er på rollelisten, hvilket også borger for absurd anarkistiske løjer. ’Wrong Cops’ er lavet af den franske dj mr. Oizo.
Køb billet her.
‘Obvious Child’
Nytænkninger af den romantiske komedie er et af de gennemgående tema på årets festival, og en af milepælene er Gillian Robespierres film med den talentfulde komiker og skuespiller Jenny Slate (der blandt andet har været fast medlem af Saturday Night Live-truppen) i hovedrollen.
Hun spiller en rolle, der lægger sig op af hendes egen person – en livsglad komiker, der bliver droppet af sin kæreste, og som pludselig finder sig selv i lidt af en deroute. ’Obvious Child’ ligger i klar forlængelse af selvudstillende newyorker-fortællinger som ’Frances Ha’ og ’Girls’.
‘Moebius’
Mange herhjemme kender nok primært koreanske Kim Ki-duk for hans buddhistiske ’Forår, sommer, efterår, vinter… og forår’, men forventer man zen, yin og yang af hans nyeste film, går man nok galt i byen.
’Moebius’ lægger sig nemlig mere op af Ki-duks tidligere film, som bød på masser af provokatorisk og perverteret vold og sex. Og udgangspunktet for handlingen er såmænd en mor, der kapper tissemanden af sin søn for at hævne sig på sin mand, som har været hende utro. Ikke for at lokke – men du tør ikke købe billet til denne film!
Køb billet her.
‘The Zero Theorem’
Det gamle Monty Python-medlem Terry Gilliam ser i den grad ud til at være i storform med sin nyeste film om en gal-genial videnskabsmand, der sætter sig for at finde meningen med livet.
I hovedrollen ses Christoph Waltz, der fortsætter sin perlerække af egensindige karakterer efter Tarantino-doublen ’Inglourious Basterds’ og ’Django Unchained’. Og filmen ser ud til at være nært beslægtet med Gilliams måske allerbedste film, sci-fi-fablen ’Brazil’.
Køb billet her.
‘A Touch of Sin’
Jia Zhangke er en af Kinas mest anerkendte instruktører, og med ’A Touch of Sin’ overraskede han alle med en usædvanligt voldsom film, der vandt manuskriptprisen på sidste års Cannes-festival.
Filmen fortæller fire historier om hævn fra bunden af det kinesiske samfund – og han forener således samfundskritik med hårdkogt hongkongsk kung-fu.
Køb billet her.
‘Drinking Buddies’
Joe Swanberg har i årevis lavet independent-film for en 25-øre – de såkaldte mumblecore-komedier om unge fortabte mennesker, i flere af filmene spillet af Greta Gerwig, der fik et gennembrud med ’Frances Ha’.
Nu har han fået et lidt større budget og etablerede skuespillere, og det klæder ham, for ’Drinking Buddies’ – om to kollegaer på et mikrobryggeri, der har svært ved at finde ud af, om de er venner eller mere end det – er hans mest udadvendte og modne film. En følsom og sjov fortælling om kærlighed og venskab, som det kan tage sig ud for urbane unge.
Køb billet her.
‘Raiders of the Lost Ark: The Adaption’
PIX kører i år en hel serie, festivalen kalder ’We Made This’ – med film lavet af glade amatører, der skaber syrede remakes af populærkulturens kendteste værker.
En af dem er dette kultklassiker. Den er ned til den mindste kameraindstilling en tro genindspilning af Spielbergs film – lavet af tre ’Indiana Jones’-fanatiske venner i deres teenageår. Filmen blev opdaget af en flok filmstuderende, herunder instruktøren Eli Roth, og i 2002 blev den for første gang offentliggjort. Den blev en kæmpe succes, og selv Spielberg har udtalt, at han er imponeret over resultatet.
Køb billet her.
‘Violet’
Bas Devos’ film deltager i CPH PIX’ hovedkonkurrence – Grand Pix – hvor 10 debutfilm dyster om juryens pris.
Og den belgisk-hollandske film kan allerede nu ligne en favorit. Rygtet vil vide, at det er en fremragende film om en 15-årig, BMX-besat dreng, der vidner drabet på en af sine venner i et forladt storcenter. ’Violet’ er blevet sammenlignet med Gus Van Sants film som ’Paranoid Park’ – en film båret af stemning og sanselige billeder.
Køb billet her.
‘The Dance of Reality’
Den chilensk-franske instruktør Alejandro Jodorowsky er Nicolas Winding Refns mentor, og han lægger blandt andet tarot-kort for danskeren, hver gang de mødes. Jodorowsky er 85 år i dag og en legendarisk, kultdyrket filmmager, der slog igennem i 70’erne med film som den udsyrede western ’El Topo’.
Nu er han efter en lang årrække tilbage med en ny film, og man kan godt indstille sig på en oplevelse, der ikke ligner noget andet: ’The Dance of Reality’ er en selvbiografisk fortælling, der ikke lader sig påvirke af virkelighedens begrænsninger. En aparte, totalt sindssygt surrealistisk film, hvor én af karaktererne synger alle sine replikker, og hvor sytten krøblinge hænger ud på det samme hjørne i den lille chilenske landsby, hvor Jodorowsky voksede op.
Køb billet her.
‘All Cheerleaders Die’
Titlen alene sælger vist denne film af sig selv. Men har man brug for mere, så handler filmen om nørden Maddy, der sætter sig for at få hævn over de populære piger i cheerleader-korpset – faktisk ender hun med at dræbe dem alle, hvorefter de genoplives af en heks med magiske sten.
Det skulle være præcist så ironisk og politisk ukorrekt, som det lyder, og filmen vises da også meget passende i serien ’Thrills and Kills’.
Køb billet her.
‘Hard to be a God’
En russisk sci-fi-film på to en halv time og i sort-hvid. Det er nok ikke en kombination, der under normale omstændigheder ville fylde Imperial, men én af pointerne ved en festival som CPH PIX er netop også at udfordre sig selv. Og belønningen skulle være der i rigt mål med Alexey Germans film, som han arbejdede på siden 1984 og ikke nåede at gøre færdig, da han døde sidste år.
Hans familie gjorde det sidste stykke arbejde, og nu kan man se storværket, der handler om et hold jordboere, der sendes til planeten Arkanar, hvor menneskene stadig befinder sig på et middelalderstadie, hvor intellektuelle er særligt udsatte.
Er man fan af den russiske mester Tarkovskij, bør man utvivlsomt sætte et par timer af til ’Hard to be a God’, og forlægget til filmen er da også skrevet af samme brødre-forfattere, der skrev forlægget til Tarkovskijs ’Stalker’.
Køb billet her.
‘Blue Ruin’
Blandt adskillige forfriskende anderledes genrefilm på festivalen er Jeremy Saulniers amerikanske indie-film værd at lægge mærke til. Den handler om Dwight, hvis forældre er blevet myrdet. En dag får han at vide, at deres morder er sat på fri fod, og han bliver besat af tanken om hævn.
Macon Blair skulle være skræmmende god i hovedrollen som en hævner, der ikke ligner de vigilantes, hævnfilm normalt byder på. Han kunne lige så godt være dig og mig.
Køb billet her.
‘Salvo’
Den italienske film vandt sidste år kritikerprisen på Cannes-festivalen, og det er i sig selv en anbefaling, man bør tage seriøst.
Helt modsat Scorseses gangsterfortællinger er ’Salvo’ en fåmælt mafiafilm om en håndlanger, der får følelser for den blinde kvinde, der har været ikke-seende vidne til et mord, han har begået.
Kan man lide franske Jean-Pierre Melvilles über-cool gangsterfilm – eller er man bare frisk på en anderledes mafiafortælling – bør man ikke snyde sig selv for ’Salvo’.
Køb billet her.
Læs også: CPH PIX: 10 events, du ikke må gå glip af
Læs også: Årets overflødighedshorn af et PIX-program er på gaden
Læs også: Amerikansk instruktørmester besøger PIX-festivalen
Læs også: Nu får du alligevel mulighed for at se Terry Gilliams sci-fi-film