’Enola Holmes’: Millie Bobby Brown trykker speederen hårdt i bund som Sherlocks søster i ny Netflix-film
Benedict Cumberbatch, Robert Downey Jr., Ian McKellen, Johnny Lee Miller. Rækken af skuespillere, der har portrætteret mesterdetektiven Sherlock Holmes bliver længere og længere, og den 23. september fik Henry Cavill udleveret sit klubkort med Netflix’ premierefilm.
Men denne gang handler det ikke om Sherlock Holmes. Derimod vender filmen fokus mod hans lillesøster og titelbærer: ’Enola Holmes’. Enola eksisterede aldrig i Arthur Conan Doyles bøger, men er skabt af forfatteren Nancy Springer, som gjorde sin selvopfundne detektiv til en serie young adult-romaner fra 2006 til 2010.
Enola, som i filmen bliver spillet af Millie Bobby Brown, har aldrig haft et tæt forhold til sine storebrødre Sherlock og Mycroft, men er derimod tæt knyttet til deres fælles mor (Helena Bonham Carter). Mor og datter bor i stort hus på et afsides landsted, spiller tennis indendørs, leger den lille kemiker og læser bøger i kluddermor med hinanden. Moren er på papiret den perfekte, skøre forælder, som har opfostret en pige med ben i næsen.
De ben er Enola dog inden længe nødt til selv at stå på, da hendes mor pludselig forsvinder. Hun er selv rejst afsted, men hvorfor og hvorhen? Enola, der taler seeren med ind i hver tanke, overvejelse og indskydelse, hidkalder sine brødre.
Den konservative Mycroft vil sende den udannede 16-årige på pigeskole, og da Sherlock viser sig at være lidt af en vatnisse til at hjælpe hende ud af den pine, stikker hun af. Ud for at finde sin mor, gennem Londons gader og i togkupé med en ung Lord Tewksbury (Louis Partridge), der også er på flugt.
Millie Bobby Brown er jævnaldrende med Enola-karakteren, der slår mig som en lidt mærkelig størrelse. Hun har lært alt, hvad hun ved fra sin mor, hvilket har gjort hende til en standhaftig kvinde. Hun vil helst gå klædt i bukser og skjorter, for fine kjoler og korsager er forfærdeligt. Hun er en beskyttet, privilegeret ungpige, der vil ruske op i en omverden, hun aldrig har begået sig i, og som på trods af livet i en lukket univers begår sig helt naturligt i Londons gader. Mhm.
Ikke bare virker Enola som en spøjs karakter, men hun virker så sandelig også påtaget. Brown, der som Eleven i ’Stranger Things’ viser, at hun fungerer fantastisk i det underspillede, trykker måske lige speederen hårdt nok i bund som den ekspressive Enola. Ganske vist er det her en film for et yngre publikum, der måske er mere tolerante over for overspillets dyder, men der går ikke længe, før de kloge bemærkninger til kameraet bliver gevaldigt trættende.
Men hvor Enola har arvet sit gåpåmod, selvtillid og flair for kodeløsninger fra sin mor, så er jeg ikke helt sikker på, hvad hun har arvet fra Sherlock Holmes. Jovist, en evne til at deducere hist og her og hægte sig på sporene efter sin mor, men Holmes-referencen er faktisk dybest set unødvendig. Sagen havde den originale Sherlock Holmes nok knækket med et knips.
Sherlock Holmes fylder faktisk mest i filmens titel, mens fortællingen berører emner som feminisme, kvinderettigheder og opgør med undertrykkende strukturer. Hvorfor skal de bruge en fiktiv mands navn for at lave den historie? Holmes-mærkatet er med for opmærksomhedens skyld, ikke for historiens.
Historien har ellers kød på: Enola lever i et England, hvor inkluderende valgreformer er taget op til overvejelse. Hvor en sort kvinde sælger feministiske bøger og underviser i jiu-jitsu oven på sin café. Hvor pigeskolernes bebudelse om håndarbejde, husholdning og husbond som livsmål bliver forældede. Dét er den interessante historie, og som mønsterbryder og kvindeforkæmper havde Enola været virkelig sej.
Men som Sherlock Holmes søster bliver hun aldrig rigtigt mere end en amatørdetektiv.
Kort sagt:
’Enola Holmes’ promoveres gennem sit famøse efternavn, men filmen skulle turde tro på den feministiske fortælling og Enolas egne evner.