’Bird Box’: Hvad vil Susanne Biers Netflix-monster egentlig?
Hvad vil den film mig egentlig? Det tager jeg mig selv i at tænke et par gange undervejs i Susanne Biers stjernespækkede Netflix-satsning ’Bird Box’.
Er det meningen, jeg skal være skræmt? Eller rørt? Eller vil filmen fortælle mig et eller andet om, hvad der sker med mennesker og vores samfund under pres?
Hvad idéen end var med ’Bird Box’, skinner den aldrig rigtigt igennem i fortællingen, der lægger sig et sted mellem gys, action og drama – uden sådan for alvor at levere med nogen af delene.
Hvor idéen forputter sig, er plottet anderledes nemt at få øje på og forstå:
Vi befinder os i en dystopisk fremtid, hvor en mystisk ond kraft har indfundet sig – en kraft, som ingen kan beskrive, fordi alle, der kaster et blik på den øjeblikkeligt og ofte brutalt, tager livet af sig selv.
Allerede her har filmen, der er baseret på en roman af samme navn, et problem. På det store lærred kan det nemlig være svært at opretholde uhygge omkring et monster, som ikke lader sig forklare, og som publikum aldrig kan få at se.
Jovist, som vi ved fra skoleeksemplet ’Dødens gab’ hviler det uhyggelige ofte i forventningen og frygten for monsteret snarere end i manifestationen af bæstet selv.
Men måske lykkedes det Spielberg at vække gru, fordi hans dræberhaj er en så velkendt spiller i vores økosystem, at vi kun alt for levende kan forestille os det, der går til angreb? Jeg ved det ikke helt. Jeg ved bare, at der langt fra er samme slagkraft i Biers dødelige vinde, der trods deres uransagelige evne til at kaste sig gennem vinduer ikke sender mit ellers gyserforskrækkede sind i seng med mareridt.
Selve dramaet udspiller sig omkring det miskmask af tilfældige skæbner, der ved monsterets indtog får forhutlet sig sammen under samme tag.
Her glider Sandra Bullock sømfrit ind i filmens hovedrolle som den nævenyttige og gravide Malorie. Med mange fællestræk til sin rolle i ’Gravity’ er hendes karakter det moderskib, der holder historien nogenlunde oven vande, helt indtil et halvtamt klimaks indtræder i filmens ellers bedre sidste halvdel.
Det er i Malories historie og kamp mod og med moderskabet, at filmen finder sin kerne og berettigelse. Derudover er det kun Trevante Rhodes, ’Moonlight’-stjerne og Bullocks love interest i filmen, der ikke synker helt til bunds.
Det samme kan man ikke sige om resten af karaktergalleriet, som virker enten for konstrueret eller tilfældigt til for alvor at levere modspil. Det gælder både den ellers fremragende Danielle MacDonald (’Patti Cake$’) i form af en blød vordende moderskikkelse og John Malkovich i rollen som en ualmindeligt tvær og egoistisk advokat.
Ligesom den heste-elskende søster Sarah Paulson, der også lige når at aflægge fortællingen et kort visit, reduceres de ellers formidable skuespillere til to formål: De er her for at skubbe Bullock frem mod hendes endelige mission og for at trække både indie- og mainstream-publikummet til med lidt kendis- og upcoming-faktor.
Fortællingen tynges desuden af et måske lidt for tydeligt slægtskab med forgængere som den nylige ’A Quiet Place’ og M. Night Shyamalans akavede ’The Happening’, hvor træerne pludselig begyndte at udgy en form for hævnpollen over menneskeracen, der efterfølgende følte sig kaldet til at udrydde sig selv.
Der hersker ingen tvivl om, at ’Bird Box’, der til syvende og sidst kvalificerer sig fint som lidt harmløs fredagshyggegyser, slår Shyamalans mærkelige film med flere meter. Alligevel kan jeg ikke lade være med at savne den form for samfunds- eller økokritiske begrundelse i ’Bird Box’, som ’The Happening’ rent faktisk leverede.
Kort sagt:
Sandra Bullock er moderskibet, der holder Susanne Biers ellers lidt tamme fredagshyggegyser oven vande.
Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret
Se listen: Årets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret