’Okja’: Netflix’ vegetariske eventyrfilm er et supernuttet festfyrværkeri
’Okja’ af sydkoreanske Bong Joon-ho vakte røre på årets Cannes-festival, da den Netflix-producerede film kommer direkte på tjenesten uden om biograferne. Det er på den ene side en skam, for det er i den grad en visuelt flot film, der fortjener at blive set på det store lærred, på den anden side er det en kæmpe luksus allerede at kunne se en Cannes-film her én måneds tid efter festivalen med sit helt almindelige Netflix-abonnement.
I ’Okja’ bevæger den filmiske kamæleon Bong sig igen ud i nyt farvand, med hvad der er en familiefilm i Spielberg-traditionen. Og dog, for ligesom Bongs gennembrudsfilm ’The Host’ og hans forrige ’Snowpiercer’ fornemmer man tydeligt Bongs filosofiske ståsted, hvor kød er mord, og menneskets påvirkning af jordens økosystem er fatal. Mere familiefilm er det heller ikke, end at der bandes flittigt, og vi får nogle ret voldeligt udpenslede actionsekvenser (og en tvangsparringsscene, der er direkte kvalmende).
Okja er navnet på én af 26 såkaldte supergrise, som fødevaregiganten Mirando (en henvisning til virkelighedens Monsanto) står bag. Grisene af en del af et publicitystunt, der skal lokke de økologisk-orienterede forbrugere tilbage i folden og rense lidt ud i Mirandos blakkede ry, blandt andet som leverandør af Napalm under Vietnamkrigen. Det er den nye CEO Lucy Mirando – en karikeret, skinger Tilda Swinton i lyserøde Chanel-dragter – der har udstukket den nye kurs efter at have overtaget roret fra sin langt mere pragmatiske søster Nancy (også Swinton).
De 26 grise sendes ud til lokale bønder i hele verden i en 10-årig konkurrence, der skal kulminere med kåringen af den bedste (og bedst smagende) supergris.
Supergrisene er dog ikke opstået mirakuløst på en chilensk gård, de er selvfølgelig resultatet af et heftigt genprogram, og det er ikke økologiske, men monetære hensyn, der har drevet Mirando til at skabe supergrisene.
10 år senere i Sydkorea følger vi pigen Mija, der lever i symbiose med supergrisen Okja i et grønt, frodigt bjergparadis sammen med sin onkel. Vi ser i nogle utroligt nuttede scener, hvor empatisk og intelligent supergrisen er. Den fremstår mest som en hundehvalp i flodhestestørrelse, den er supercharmerende og virkelig godt lavet af Bong Joon-hos hold. Den er ikke lavet med en hardcorerealisme for øje, det er stadig et fantasidyr, men den en fysisk troværdig i sine bevægelser og i sine interaktioner med miljøet. Der er også en del Totoro fra Miyazaki-klassikeren ’Min nabo Totoro’ over Okja, især når Mija tager en eftermiddagslur på dens mave.
Idyllen varer selvfølgelig ikke ved. En dag dukker Mirandofolkene op på Mijas bjerg, anført af dyre-tv-personligheden Dr. Johnny Wilcox, der skal vurdere, hvilke supergrise der skal med til finalen i New York. Han overspilles vildt i højoktav med roterende løse håndled af Jake Gyllenhaal, og både hans og Tilda Swintons scener er lidt trættende. Okja fragtes til New York med Mija i hælene, hun assisteres af Animal Liberation Front anført af Jay (Paul Dano), der vil bruge Okja som en trojansk hest, der kan filme de forfærdelige forhold i Mirandos laboratorier.
Det fører til en virkelig underholdende jagtsekvens gennem Seoul til lyden af mariachimusik og John Denver. Det er i disse højspændte sekvenser, at Bongs visuelle talent på imponerende vis bliver demonstreret, også med stor humor, som da Okjas projektilafføring stopper en sidste forfølger.
Herefter følger Mijas strabadser med at bliv genforenet med sin Okja i New York i et plot, som vi kender fra mange børnefilm, hvor nogle onde voksne vil adskille et barn fra sit elskede kæledyr/rumvæsen. Heldigvis spilles den jordbundne Mija forrygende af Seo-Hyun Ahn, der virkelig har ben i næsen og giver de andre karakterer et godt modspil.
Der lægges ikke fingre imellem, når vi kommer inden for i Mirandos slagterhaller, der i sin industrialiserede samlebåndsdød minder om en kz-lejr. Det kunne godt omvende et par kødspisere. Der er næsten for rædselsfuldt og sentimentalt, men alligevel meget rørende. Og det er forfriskende med en spillefilm, der er så tydelig i sine overbevisninger og går direkte til angreb på kødindustrien.
Frem for alt er det dog en film fyldt med visuelt festfyrværkeri, nogle uforglemmeligt eksekverede actionsekvenser og et supernuttet supersvin.
Kort sagt:
Bong Joon-ho bevæger sig over i spielbergsk familiefilmterræn med historien om den frygtløse koreanske pige Mija og hendes charmerende supersvin Okja. Det er der kommet et direkte angreb på kødindustrien ud af, der først og fremmest imponerer i sin visuelt sprudlende fortællestil, og en rørende historie om et barn og hendes bedste ven.