’Beats’: Netflix-film om ung hiphop-producer er båret af fremragende skuespil
Der er faktisk en del gode ting at sige om Netflix-filmen ’Beats’. Der er egentligt også en del mindre gode ting at sige om en film, hvis klassiske coming-of-age-tema måske sætter for mange sejl i vandet til helt at komme i havn.
For når man på den ene side har både fremragende skuespil af særligt debutanten Khalil Everage i rollen som August og et brændende vigtigt baggrundstæppe, som er flettet af emner som bandekriminalitet, udsatte boligområder i syd-Chicago, PTSD, raceprofilering, krigsveteraner, fattigdom, våbenpolitik og unge mennesker, som dør som fluer, er det svært ikke at blive grebet.
Men når man så på den anden side efterhånden indser, at flere af disse så vedkommende temaer aldrig helt synes at finde en entydig stemme gennem en lidt rodet og forhastet fortælling, mister man desværre også lidt interessen undervejs.
’Beats’ vil nemlig også gerne fokusere ligeligt på både August og så den tidligere musikmanager turned sikkerhedsvagt Romelo (Anthony Anderson). Selvom August klart er den mest spændende, mens Romelos handlingsmønstre kan føles ubegrundede eller tvivlsomme.
August er en ung, glad teenager som hænger ud med nogle lidt for hårdkogte drenge på Chicagos gader. En fatal aften bliver hans søster (Megan Sousa) skuddræbt foran vores hovedperson. August forskanser sig på sit værelse hos sin mor (Uzo Aduba), hvor han udvikler PTSD og en frygt for verden udenfor. Romelo tropper en dag op hos August for at forsøge at overtale ham (og andre fraværende elever) til at vende tilbage til skolen.
Gennem væggene hører han August, som de i de 11 måneder siden søsterens død har produceret musik. Og der er ingen tvivl i øregangene hos den tidligere manager. August er ikke bare dygtig. Han er rigtigt dygtig!
Det umage makkerpar forsøger at bringe Augusts musik ud i Chicagos hiphop-kredsløb, men vores unge ven må håndtere sine traumer og forelskelse i veninden Niyah (Ashley Jackson), og makkeren konfronteres med sin fortid og sin egen grådige tilbageklatren op af succesens egoklistrede stige.
’Beats’ er som en god blanding af ’Dangerous Minds’ og ’8 Mile’ tilsat et ganske lækkert soundtrack, hvor en hurtig (for hurtig?) cameo af Chicago-rapperen Dreezy spæder glimrende til.
Derudover er det rørende og hårdt at se dette unge talent med alvorlige traumer få angstanfald, når hverdagen byder på uventede omstændigheder, og vanerne brydes. Man mærker de hårde omkostninger, som unge som August tumler med på daglig basis.
’Beats’ er ikke bare en romantisk idealisering af de rå hjørner og den pumpende musik, men et indblik i de reelle menneskelige omkostninger i dagens sociale klima. Og her bliver musikken en udvej. Ikke blot økonomisk, men også psykologisk.
Så selvom det er set før, er ’Beats’ på mange måder et godt indspark i Amerikas politiske debat – og et udmærket underholdende dannelsesdrama.
Kort sagt:
’Beats’ er en fin film om et ung talents personlige rejse ud af Chicagos sociale svælg med musikken som løftestang.