’Ulven kommer’ er netop det, et presset DR Drama havde brug for

DR Drama er de seneste år druknet i metaforer og symbolik, mens presset fra Netflix & co. blot er vokset. Men med deres nye søndagsserie er de endelig lykkedes med at lave en serie, som ingen andre ville have lavet, men alle andre vil være misundelige på.
’Ulven kommer’ er netop det, et presset DR Drama havde brug for
'Ulven kommer'.
STREAMING TOGETHER

For 10 års tid siden svævede DR Drama på en lyserød sky. ’Forbrydelsen’ og ’Borgen’ var ikke blot store samtaleemner herhjemme, men også i udlandet, og nordic noir var et internationalt brand. Den position, DR’s satsning på originale dramaserier havde bygget op til siden ’Taxa’, var kulmineret i en succes som verdens førende serieland lige efter England og USA.

Siden er DR blevet presset fra alle sider. Først blev et svimlende antal serier sat i produktion hvert år. Dernæst begyndte de tjenester, der formidlede dem direkte til de danske stuer, at vinde mere og mere indpas. I dag skal man sandsynligvis ringe på mange døre, før man finder et hjem, hvor Danmarks Radios tilbud ikke har konkurrence fra fristelserne på Netflix, HBO Nordic eller Disney+.

DR’s svar på konkurrencesituationen har været et forsøg på at lave de serier, som de kommercielle aktører ikke kunne finde på at lave. Desværre, har det nogle gange vist sig, ikke uden grund.

Allerede i 2016 kritiserede jeg DR’s serier for, at iveren efter at servere de public service-egnede tematikker syntes at overskygge trangen til at ryste posen. Det var oven på nogle år, hvor stationen havde skuffet med de første sæsoner ’Bedrag’, anden sæson ’Arvingerne’ og ’1864’.

Siden genopfandt DR på mirakuløs vis ’Bedrag’ med en stilistisk konsekvent og plotmæssigt fokuseret sæson 3, men derefter synes jeg igen, kanalens stort anlagte søndagsserier har haft svært ved at gribe ordentligt fat.

Flere af serierne har sat en tyk streg under, at der er en hårfin grænse mellem public service og at give lektier for.

Én stor metafor

’Herrens veje’ om en præstefamilie og ’Når støvet har lagt sig’ om et forestående terrorangreb og dets efterveer var i mine øjne begge mere optaget af at binde sløjer på temaerne end på at skabe vedrørende figurerer og medrivende plots.

Det var al ære værd, at Adam Price & co. med ’Herrens veje’ ville sætte skabe samtaler om religion i et moderne sekulært samfund, men udsagnet blev i mine øjne så bredt og altomfavnende, at det ikke endte med at sige så meget, når det kom til stykket.

’Når støvet har lagt sig’ handlede i sidste ende mere om sammenhængskraft end om en trussel mod landets sikkerhed, hvilket fik terrordimensionen til at føles som et lidt watch-bait-agtigt fremmedelement. Og heller ikke ’Fred til lands’ turde rigtigt gå linen ud i behandlingen af den centrale tematik omkring hævn og selvtægt i historien om en gruppe mennesker i en lille by, der beslutter sig for at tage livet af den lokale pestilens. Begge serier landede et blødt hverken-eller sted – hverken højkonceptuelt skarpskårne eller troværdige fortællinger om danskerne nu og her.

’22. juli – dagen der ændrede Norge’.

Helt anderledes har det været fat i Norge de seneste år, hvor man med ’Hjemmebane’ og ’22. juli – dagen, der forandrede Norge’ har skabt fortællinger overbevisende forankret i en genkendelig virkelighed –  uden at lade sig friste af den storladne symbolik, der har præget DR’s output de senere år.

Skal jeg bruge en metafor, synes jeg nemlig, at DR’s serier har haft tendens til at blive en… metafor. Karaktererne skal repræsentere noget, og historierne handler mere om noget andet end om det, de sådan konkret handler om. De har tilmed været så alvorstunge, at det ikke vil være en kæmpe overdrivelse at påstå, at der ikke er blevet sagt noget sjovt i en DR-dramaserie siden 2014.

‘Ulven kommer’. (Foto: Michella Bredah)

Lige den del ændrer den aktuelle ’Ulven kommer’, skrevet af Maja Jul Larsen, ikke på. Nu handler serien så også om tvangsfjernelser og vold i hjemmet – ikke et materiale, der ligefrem inviterer til slapstick eller deadpan-jokes.

Til gengæld bringer serien det højtflyvende DR Drama helt ned på jorden, som Rasmus Friis også påpegede i sin anmeldelse. Helt ned til socialkontoret, skolen, parcelhuset, alt sammen distelleret i det mest indsnævrede plotudspil, som DR Drama nærmest nogensinde har skåret: En socialrådgiver river to børn væk fra deres hjem efter mistanke om faren/stedfarens overgreb.

’Ulven kommer’ gør det, som ’Bedrag 3’ også gjorde med succes: Indsnævrer fortælletrådene, så alle karakterer er konkret forbundne til den samme historie til glæde for seriens konstante drivkraft.

Det er rent ud sagt en hamrende effektiv spændingsmotor, at man som seer brænder efter at finde ud af, om 14-årige Holly taler sandt i sin anklage mod sin stedfar. Og samtidig bliver man hurtigt opslugt af de håndgribelige dilemmaer, de bærende figurer står over for. Man tror på både familien og socialrådgiveren som rigtige mennesker, der ikke blot er opfundet i et skrivelaboratorium på DR for at sige noget vigtigt om det danske folk.

Sakker bagefter ’Efterforskningen’

Samtidig er der en helt tydelig public service-krog. Serien taler direkte ned i en problematik, regeringen så sent som tidligere på året aktualiserede, da de ophøjede det til en mærkesag at gøre det nemmere at tvangsfjerne børn.

Og man tror igen sagtens på, at denne fortælling aldrig ville have gang på jord hos de kommercielle aktører. En serie om en sagsbehandler i kommunen og potentielt overgreb i en familie i den lavere middelklasse? Den var næppe gået på Netflix.

Jeg håber, ambitionen bliver belønnet af danskerne. 567.000 danskere så med i første afsnit på flow (plus cirka 200.000 på DR TV de første dage), mens TV 2 trak 706.000 til ’Efterforskningen’ på flow. Det siger noget om, at DR er langt fra fordums storhed i danskernes øjne, og at søndagsserien som institution er blevet udhulet betragteligt, både på grund af pres udefra og selvforskyldt slinger i serievalsen. I den benhårde konkurrence om seernes tid er DR’s serier de seneste år blevet vejet og fundet for tunge, mens ‘Badehotellet’s mere uforpligtende eskapisme har virket mere tillokkende.

Men med ’Ulven kommer’ føler jeg for første gang, at DR virkelig lykkes med deres mission i en post-streamingkrig-verden. De har taget en på papiret kommunegrå fortælling og forvandlet den til medrivende fjernsyn, uden man føler sig talt ned til, og uden at den tematiske hensigt overskygger den naturlige historie. Kun DR kunne lave en serie som ’Ulven kommer’.

Så kan jeg godt leve med, at der står 2024 på kalenderen, før vi igen trækker på smilebåndet til en seriesatsning fra den gode gamle statsradiofoni.

’Ulven kommer’ kan ses på DR – nyt afsnit hver søndag.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af