To af landets mest fremtrædende skuespillere, Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard, har tidligere medvirket i hver deres danske Netflix-serie: Henholdsvis ’The Rain’ og ’Equinox’.
Nu forenes de i Danmarks tredje originale Netflix-produktion, nordic noir-krimien ’Kastanjemanden’ baseret på Søren Sveistrups roman af samme navn.
I serien er det et mystisk mord – der hurtigt bliver til flere – som bringer dem sammen. En kvinde findes bestialsk myrdet, og tæt på hende findes en kastanjemand, der knytter sagen sammen med drabet på landets socialministers datters et år forinden.
Curcic spiller efterforskeren Naia Thulin (Danica Curcic), der sættes på sagen, selvom hun er fem minutter i at skifte job til en stilling, der harmonerer bedre med privatlivet som mor til en datter. Hun sættes sammen med en ny kollega, Mark Hess – spillet af Følsgaard – som er blevet sendt hjem fra Europol af uvisse årsager og ikke just virker topmotiveret til at bidrage.
Topmotiverede virker skuespillerne bag til gengæld, da vi møder dem på D’Angleterre i København forud for premieren på ’Kastanjemanden’.
»Vi har lige lavet noget social media thaang!«, fortæller Mikkel Boe Følsgaard, mens vi sætter os til rette.
»Social mediaaaaa!«, bryder Danica Curcic ind med en karikeret høj stemme, nærmest syngende.
»Det er sådan noget ’Smil til kameraet’, ’Glæder I jer til at se ’Kastanjemanden’?’, Ses på skærmen!’ Og så har vi lavet noget oplæsning. Oplæsning af ’Kastanjemanden’ som sådan en godnathistorie. Meget skræmmende godnathistorie!«
Læste I op sammen?
Mikkel Boe Følsgaard: »Jeg læste et kapitel op som Hess, og Danica læste et op som Thulin«.
Danica Curcic: »Men det er noget voldsom læsning, når man skal læse det højt. Jeg har rigtigt svært ved at læse det faktisk. Jeg bliver provokeret, og jeg bliver vred over brutaliteten. Og det har på en eller anden måde været en meget fed drivkraft for Naia. Det har været en interessant udfordring, for normalt er jeg egentlig ikke til krimier. Jeg læser faktisk ikke krimibøger overhovedet. Jeg er for sart til det«.
Mikkel: »Det gør jeg heller ikke. Altså, det er meget specifikt, fordi jeg ikke kan sove om natten«.
Danica: »Jeg er alt for sensitiv, mand. Ej, ej, ej«.
Så I har været med til at lave noget …
Danica: »… Som vi selv er totalt bange for!«
Mikkel: »Jeg er blevet mere og mere sensitiv med årene. Jeg kan ikke holde ud at se det om aftenen«.
De to travheste
Serien trækker på de klassiske nordic noir-konventioner, men jeres karakterer viger alligevel uden om de mest velkendte træk. Hvordan har I arbejdet på at twiste en så etableret genre?
Mikkel: »Der er jo nogle ting, som er i bogen og var givet på forhånd. Men Hess-rollen er beskrevet lidt anderledes i bogen end det, jeg gør, synes jeg. Typemæssigt. Vi har prøvet at putte os selv ind i det og lægge nogle nuancer ind. Med Hess har der været noget afstumpethed, noget humor og noget malplacerethed«.
Danica: »Jeg har helt klart prøvet på at bløde det lidt op fra bogens umiddelbare tegning af rollen. For man kan hurtigt putte hende i sådan en rolle som den halvt fraværende mor, der ikke kan finde ud af at jonglere moderskab og arbejde. Jeg ville gå til det på en lidt anden måde. Hun har selvfølgelig et krævende arbejde, men jeg prøvede virkelig at fritage skylden fra hende i forhold til datteren. Det er jo det liv, hun har – et krævende arbejde, der kan redde menneskeliv«.
Mikkel: »Vi har snakket meget om det der med, at når man står i noget, der er så drevet af et plot, så skal karakteren være tydelig og nuanceret. Men vi skal drive et plot, og det handler om at spille en relation ind i det, uden at det støjer«.
Danica: »Det var helt klart den store udfordring. Man havde hele tiden lyst til at spørge ’øhm, har du lyst til et glas vand?’ – noget helt simpelt relationelt – men det clasher bare med en ret voldsom historie og et ret voldsomt plot. I starten prøver man virkelig at få det ind, men samtidig må man jo hengive sig til, at man er del af en stor …«
Mikkel: »Vi kender jo hinanden rigtigt godt! Vi gik på teaterskolen sammen og er venner, og det er første gang, vi spiller rigtigt sammen. Så vi stod bare som to travheste og var sådan …«
Danica (med høj kommandostemme): »Klar, klar, klar!«
Den ene smasker, den anden hoster
Hvordan var det så at spille sammen, når I kender hinanden så godt?
Danica: »Det var en fest! Vi har jo gået på teaterskolen sammen og er gode venner, så vi var altid i godt humør mellem takes. Og engang imellem har det da været udfordrende at holde masken. Men det er også bare utroligt dejligt at have en så god kemi, når man nu filmer en så brutal og mørk fortælling«.
Mikkel: »Ja, tænk sig, at vi kan holde masken. Det var rart, at man bare kunne sige tingene, som de er. Ja, og så deler vi også meget samme smag, tror jeg«.
Var der også øjeblikke, hvor I gik hinanden på?
Danica (kigger på Mikkel): »Du smasker meget«.
Mikkel (et anklagende blik på Danica): »Ja, men du rømmer dig meget!«
Danica: »Ja! Det gør jeg«. (Hun rømmer sig voldsomt) »Ja, jeg hoster rigtigt meget. Det er sådan en tic, jeg har fra min far. Det sker, når jeg har noget i min hals, det bliver bare forstørret«.
Mikkel Boe Følsgaard hoster, vildt.
Danica: »Ja, ja! Men Mikkel har sådan nogle smaskelyde!«
Mikkel: »Nej nej, jeg gør sådan her«. (Han lukker og åbner munden, mens han kører tungen rundt på tænderne) »Jeg renser jo bare tænder, ikke«.
Danica: »Du gør altid det der, lad nu vær!«
Mikkel: »Ej, men helt lavpraktisk er det dejligt at gå på arbejde med en ven. Man glæder sig, til det bliver morgen og snakker i telefon på vej hjem fra arbejde. Det gør det jo bare til et sjovt halvt år«.
Danica: »Især i et meget dystert univers. Så var det virkelig en redningsplanke at have al den humor og lethed indimellem«.
De uskyldige børn
Hvad synes I selv, serien handler om?
Mikkel: »Den kredser om, hvad konsekvenserne er ved mishandlede og efterladte børn. Hvordan børnene altid er de uskyldige«.
Danica: »Hvis ansvar er det egentlig, at vi har unge, der ender som dybt kriminelle? Hvor ligger det ansvar? Gør regeringen nok for udsatte børn? Ikke at der er et entydigt svar, men der er nogle af de der lag, som er interessante«.
I har begge været med i Netflix-produktioner før, ’The Rain’ og ’Equinox’. De fik jo en lidt hård medfart fra anmelderne. Gjorde det, at I tøvede med at vende tilbage til Netflix?
Mikkel: »Jeg synes ikke, at der er lighedstegn mellem, at det er en Netflix-produktion, og at den får dårlige anmeldelser. Altså ’The Rain’ fik ikke de flotteste anmeldelser i bladene herhjemme, men det var vist deres næstmest sete udenlandske serie nogensinde, da den kom. Så succesparameteret var ligesom stort på en anden måde«.
»Og det her følte jeg bare var noget helt andet. Vi er jo vokset op med ’Forbrydelsen’, som er sådan en ikonisk tv-serie, og bogen (’Kastanjemanden’, red.) slugte jeg også. Med Sørens Sveistrups nye hovedværk, instruktør Mikkel Seerup, som jeg har arbejdet med før (på ’Den bedste mand’, red.), og så Danica var det jo nogle kompetente folk. Så man går ind i det for virkelig at lave det fedeste«.
Danica: »Med ’Equinox’ tænkte jeg: Det her er helt uden for min comfort zone. Denne gang ligger udfordringen i at besjæle noget, som har en meget stram form. Jeg må da indrømme, at jeg var nervøs for, hvordan jeg kunne bringe noget nyt ind. Men jeg mener virkelig, at en af de store faktorer, der gjorde, at jeg virkelig gerne ville, var, at vi to skulle spille sammen. For så vidste jeg, at vi i hvert fald har en kemi og en humor, som måske bringer noget med sig«.
Mikkel: »Jeg orkede simpelthen ikke Danica. Ej, det er jo bare en gave og en tryghed, at man kender hinanden. Og det faktum, at man så netop kan sige ting, som man kæmper med i en scene eller et eller andet … Der har vi brugt hinanden rigtig meget«.
’Kastanjemanden’ har premiere på Netflix 29. september.