Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard skal spille hovedrollerne i ‘Kastanjemanden’

Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard skal spille hovedrollerne i ‘Kastanjemanden’
Nikolaj Thaning Rentzmann/Netflix

Spænd sikkerhedsbæltet og forbered dig på en livslang fobi for noget så harmløst som den slags kastanjedukker, der hvert efterår pryder vindueskarmen i børnehaver landet over:

Søren Sveistrups bedstsælgende krimiroman ‘Kastanjemanden’ er på vej som Netflix-serie med to af dansk films største unge stjerner i hovedrollerne; Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard.

Siden udgivelsen i 2018 er ‘Kastanjemanden’ blevet en gedigen international succes, hvorfor en filmatisering har syntes uundgåelig. Og fans af romanen kan trygt vente spændt med visheden om, at Sveistrup (som også stod bag ‘Forbrydelsen’) selv følger tilblivelsen tæt som executive producer på serien.

I ‘Kastanjemanden’ går jagten ind på en bestialsk morder i København, der efterlader kastanjefigurer som et makabert visitkort på sine ofre. Den ambitiøse detektiv Naia Thulin (Curcic) bliver sammen med sin nye partner, Mark Hess (Følsgaard) tildelt sagen – og inden længe finder de overraskende bevismateriale, der forbinder morderen med socialminister Rosa Hartungs (Iben Dorner) forsvundne datter.

Serien i seks afsnit skal instrueres af Mikkel Serup (‘Forbrydelsen’), og med på rollelisten er også stærke kræfter som David Dencik, Lars Ranthe, Esben Dalgaard, Morten Brovn, Thomas Hwan, Signe Egholm, Jens Jørgen Spottag, Camilla Lau, Peder Thomas Pedersen, Marie-Lydie Melono Nokouda og Anders Hove.

Vil ‘Kastanjemanden’ opnå samme dundrende verdensomspændende popularitet som Netflix’ første danske serie ‘The Rain’? Vi krydser fingre, ikke mindst for at kastanjerne kan holde lidt mere vand end den dystopiske maveplasker…

‘Kastanjemanden’ har endnu ikke fået en premieredato.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af