Det er en tidlig formiddag i juni. Amanda Collin og Danica Curcic tager smilende imod på pr-bureauet i København og tilbyder albuen i corona-hilsen. Det er næsten ikke til at forstå, at de to imødekommende skuespillere for en uge siden koldt og ondskabsfuldt mobbede Sidse Babett Knudsen i knæ på et stort biograflærred under en visning af filmen ‘Undtagelsen’.
I dag er de mødt op for at fortælle om deres roller Iben og Malene i den premiereaktuelle film, som udforsker mobningens og ikke mindst ondskabens væsen.
Det er en film om, hvad der sker, når angsten for at blive udstødt af flokken bliver så altopslugende, at vi kaster os dyrisk ind i kampen om at blive den stærkeste – også selvom det kræver ofre i skolegården, i venindeflokken eller på kontoret.
Som Danica Curcics karakter Iben siger i filmen:
»Man kan fortrænge, at man gør ting, hvis man er bange nok«.
‘Undtagelsen’ er instruktør Jesper W. Nielsens filmatisering af Christian Jungersens bestseller af samme navn fra 2004, som handler om Anne-Lise (Sidse Babett Knudsen), Camilla (Lene Maria Christensen) og hjerteveninderne Iben (Danica Curcic) og Malene (Amanda Collin), der arbejder sammen på Dansk Center for Information om Folkedrab i en hverdag præget af magtkampe, hvisken og alliancer. I deres artikler beskriver de nogle af de samme psykologiske mekanismer hos krigsforbrydere verden over, som også forekommer på kontoret uden selv at være i stand til at se det.
Da Iben og Malene begge modtager dødstrusler, mistænker de i første omgang en serbisk krigsforbryder, som de skriver om. Men da en sag om mobning på kontoret eskalerer, begynder de langsomt at overveje, om ondskaben kunne komme fra dem selv.
For Danica Curcic har Jungersens bog været »guld værd« under indspilningerne, fordi den indeholder lange monologer og tankestrømme, som hun har kunnet bruge som inspiration til at forme sin karakter Iben. Iben er en yngre traumatiseret kvinde, som lider af PTSD efter at have været involveret i et voldsomt gidseldrama i Afrika. Som en del af sin research opsøgte Danica Curcic derfor en psykolog, som blandt andre beskæftiger sig med hjemvendte soldater med PTSD.
»Jeg arbejdede meget med social angst, og hvor man føler sig tryg i et rum. Det er noget med altid at have nogle helt konkrete rutiner og nogle vægge bag sig og have Malene, som ved, hvad Iben har været igennem, tættest på som et anker. Jeg lærte også, at renlighed og sanselighed er vigtigt for at få fokus væk fra angsten. Ved at vaske hænder, sidde med nogle isterninger eller spise noget mad kommer man tilbage i kroppen og ned i sanserne og væk fra alt det, man ikke kan styre i hovedet«, begynder Curcic fra sin side af bordet i glasburet.
»Alt det, Iben gør, udspringer af dyb angst og overlevelse. Hun føler sig kun sikker på arbejdet, fordi det er hendes anker. Så snart hun går ud på gaden, kan krigen opstå på et sekund. Alle er fjender, og alle kan være potentielle bødler. På det lille mikroplan på arbejdspladsen er det jo alt det, hun har oplevet bare i mindre grad, men det er lige så stort for hende. Det er: Hvem er bødlen, og hvem er offer? Hvis jeg holder fast her, så går det. Så er vi inde for trygge rammer, og så er der ingen, der kan slå mig ihjel«.
Vrede og udskamning
Ligesom man ofte ser i virkeligheden, er mobberne i filmen dem, der bag facaden bærer på de største usikkerheder og tungeste skæbner. På trods af at Anne-Lise er den mest harmoniske af de fire kvindelige kollegaer, er det hende, som ender med at blive offer for de andres daglige mobning, udfrysning og tyranni.
Malenes skæbne er, at hun lider af gigt, som langsomt æder hende op indefra. Hvor Danica Curcic dykkede ned i PTSD, dykkede Amanda Collin derfor ned i, hvad det vil sige at have gigt i sit arbejde med karakteren Malene.
»Gigt var en kæmpe ’hjælp’ for mig, fordi det er en sygdom, som angriber ud af det blå og ødelægger dine celler, og som man ikke kan se, men som gør ondt hele tiden«, fortæller Collin.
»I filmen er Malene stadig offer for sin egen situation. Det er en dybt uretfærdig sygdom, så hun tænker: ‘Hvorfor skal jeg have den? Jeg ender som krøbling, jeg mister mine venner og kan aldrig få børn’. Den er forbundet med stor frygt, og derfor ender det i Malenes tilfælde med at gå ud over Anne-Lise, fordi hun har en sød mand, der elsker hende og laver mad til hende. Det er den eneste måde, Malene kender, der kan få hende til at få det bedre selv«.
Curcic: »Det er også interessant, det der venindeskab, der er i at kunne være den, der hjælper. Iben kan være den, der hjælper Malene med det, hun har svært ved, så der ikke hele tiden er fokus på hendes egen kæmpe angst og smerte. Det booster hendes ego, at hun ved, at hun er den, Malene har brug for«.
Malene bliver vel også bekræftet, fordi hun har en så opofrende veninde som Iben?
Collin: »Ja, Malene gør jo faktisk ikke noget selv. Hver gang der er noget, kigger hun på Iben. Hvis man kigger efter, er hun jo ekstremt usikker. Iben og Malene bakker hinandens virkelighedsopfattelse op, så hvis de ikke havde været sammen, var det ikke eskaleret så vildt. Hvis vi nu alle sammen kunne tage et fælles udgangspunkt: I denne her skål er der to drueklaser og tre æbler, er der nogen, der ser noget andet, så ræk hånden op? Så kunne man starte der, men fordi man er så klar på at have ret, bliver det jo tit ikke lagt sådan ud«.
Curcic: »Det foregår også på sociale medier, som ofte kan blive brugt som en identitetspolitisk domstol, hvor det er let at udskamme andre«.
Collin: »Det er så vildt. Også fordi man ikke har et andet menneske overfor sig, som begynder at græde, når man skriver det. Man har kun en skærm. Man kan skrive og skrive uden at tage den anden ind«.
Og det er jo en form for mobning, som i dag fortsætter derhjemme, så snart man åbner sine sociale medier…
Curcic: »Ja, jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært det må være at være ung nu«.
Tænker I, at sociale medier er med til at forstærke flokmentaliteten, så man nærmest ikke tør gøre og sige, hvad man selv har lyst til længere?
Curcic: »Der er helt klart en flokmentalitet på sociale medier, som på den ene side kan være positiv, fordi det kan få mange mennesker til at stå sammen om en vigtig sag. Men samtidig er faren, at hvis nogen ikke ønsker at tage den kamp på sociale medier, kan man udstødes eller udskammes. Faren er også, at vi ikke altid ved, hvor informationerne kommer fra, og hvad der ’objektivt’ er sandt længere og derfor taber kompleksiteterne«.
Collin: »Tit er krænkeren et produkt af en historie og omstændigheder. Under metoo kom der helt sikkert fokus på mange grove forbrydelser, men der var også rigtigt mange mænd, som var produkter af en tid og en opvækst, hvor de havde lært og helt reelt troede, at deres opførsel var okay, fordi de aldrig var blevet tvunget til at se på det fra en anden vinkel. Inden man lavede en lov om det, var det også okay at slå sine børn, for sådan var det bare. På den måde er det spændende at sige: Det, der sker i denne her film, eksisterer stadig over det hele, og nu vi er i gang, skal vi så ikke også prøve at få lavet det om? Der tror jeg, at samtale og uddannelse kan ændre rigtig meget«.
»Hvor er det klamt!«
I forbindelse med ‘Undtagelsen’ er Danica Curcic, Amanda Collin, Lene Maria Christensen og Sidse Babett Knudsen blevet præsenteret i medierne som ‘det stærke firkløver’, men selvom de fire skuespillere er uddannet så forskellige steder som i New York, Paris, København og Californien, har de ikke brugt meget tid under optagelserne på at udveksle skuespilteknikker og arbejdsmetoder. I stedet har de respekteret hinandens arbejdsro. På sidelinjen har Curcic og Collin suget til sig af erfaring og inspiration fra deres to ældre skuespilkollegaer, fortæller de.
Scenerne, hvor Amanda Collin, Danica Curcic og Lene Maria Christensen rotter sig sammen mod Sidse Babett Knudsens karakter Anne-Lise og mobber hende, til hun bryder sammen i gråd, er nogle af filmens mest ubehagelige. Og nogle af de fedeste at lave for skuespillerne.
»Det var bare ren kamp«, siger Danica Curcic.
Amanda Collin overtager:
»Rent skuespilteknisk kan man nogle gange bare ikke få alt til at passe, når det er så direkte modbydeligt. Så må man også bare se det som en statusleg, og når Anne-Lise sidder og begynder at græde, er det næsten irriterende, for så må man have lavet en historie om, at hun fucking altid begynder at græde, og det går jo ikke, at hun sidder og græder, hver gang de taler om noget«.
Curcic: »Men der var mange grineflip, når der så blev sagt ‘tak’«.
Collin: »Der var da også nogle gange, hvor vi lige måtte kramme bagefter«.
Curcic: »Ja ja, fordi det var så ondt. Eller råbe: ‘Nej, hvor er vi klamme! Neeeej, hvor er det klamt!’«.
Collin: »Og så var der faktisk en scene, hvor jeg gik ud på toilettet og græd bagefter. Det var så ubehageligt at blive ved. Altså, Malene bliver jo ved. Det krævede så meget energi, at Malene ikke bare selv kunne sige: ‘Jeg er også ulykkelig’. Jeg kunne mærke, at det i hvert fald gik over mine grænser som menneske, hvad jeg skulle sidde og gøre ved et andet menneske. Jeg gør jo Anne-Lise ked af det i scenen, og det havde jeg bare ikke prøvet før. Så skal man lige ud og ryste scenen af sig, og så er det fint nok«.
Har I selv været i lignende situationer, som I har kunnet trække på?
Curcic: »Jeg har helt klart oplevet det i folkeskolen, hvor tingene hele tiden ændrede sig i forhold til ikke at ville ende som offeret, fordi det ville betyde, at man fik det forfærdeligt. Jeg kunne være med i en gruppe, som mobbede min bedste veninde, fordi jeg selv var så bange for at ende der, for der var meget mobning i min klasse, og jeg endte også med selv at blive lidt offer. Så er der jo de der pigekliker. Og så kom man også op i en alder på et tidspunkt, hvor det som dreng kunne være sejt at sige: ‘Hvorfor rejser du ikke tilbage til dit eget land? Hvorfor er du her egentlig?’. Og man kunne bare se, at de ikke mente det«.
Collin: »Men der er forskel på selvværd, for nogen tager sådan nogle ting ind. Jeg blev da også kaldt strygebræt, men jeg tænkte bare: Nå ja, jeg er jo et strygebræt. Jeg tror måske, det handler om, at vi skal være bedre til at rumme forskelligheder, så vi bliver mindre bange for dem, for så bliver man også bedre til at rumme både sig selv og andre«.
Har I oplevet mobning i jeres voksenliv?
Curcic: »Jeg oplevede det på en arbejdsplads engang, hvor der foregik decideret manipulation«.
Collin: »Jeg har ikke oplevet det, men jeg tror, det er fordi jeg har en medfødt indstilling om, at jeg så bare går et andet sted hen«.
Ikke noget galt i at være diva
Mobning forekommer sikkert også på revisorkontoret, men hvis man skal se lidt fordomsfuldt på film- og teaterbranchen, er den jo berygtet for sine mange divaer og spidse albuer: Oplever I, at mobning fylder meget i jeres branche?
Curcic: »Selvfølgelig findes der mobning i vores branche, som der desværre gør i alle dele af samfundet. Personligt har jeg været heldig, at jeg siden teaterskolen har fået lov til at arbejde med mange fantastiske mennesker, som har troet på mig og givet mig plads – og jeg har selvfølgelig også selv taget og krævet den plads. Og jeg er gået til arbejdet med et smil på læben og en beslutning om at suge til mig og bede om hjælp i stedet for at tage alt ind ved den mindste ting. Selvom det er en konstant øvelse«.
Collin: »Jeg synes heller ikke, der er noget galt i at være diva. Og der er i øvrigt også rigtig mange mandlige divaer i branchen. Jeg synes, der er en ærefrygt, som godt må ligge der«.
Curcic: »Helt klart. Selvfølgelig skal man behandle hinanden med respekt og tale ordentligt«.
Collin: »Ja, men jeg kan næsten også godt forstå det, hvis der ikke bliver talt ordentligt. Det er ikke, fordi jeg siger, at det er okay ikke at tale ordentligt, og jeg opfordrer ikke til tyranni, men det udspringer tit bare af en usikkerhed. At spille skuespil er et job, der kræver usikkerhed, tror jeg. Hvis du først mister din usikkerhed, mister man nok også noget af den skrøbelighed, der er så vigtig at stille til rådighed. Derfor tror jeg at man kan støde på mange egoer, fordi egoet ligesom tager hånd om usikkerheden. Så hvis der er nogen, der taler grimt til dig, kan det være, fordi der ligger en rigtigt stor skrøbelighed bag, som vedkommende ikke orker at vise i dag«.
Oplever I, at der er noget sandt i den gamle kliché om, at kvinde er kvinde værst?
Curcic: »Ikke nødvendigvis. Men jeg kan personligt godt genkende det der med, at man helst ikke vil gå ind i konflikten og derfor kommer til at blive passiv-aggressiv. Man prøver at holde en god tone og inkludere alle, samtidig med at man er ved at eksplodere nedenunder. Jeg kender det fra venindeforhold. Det der dilemma: Jeg er på din side, men jeg synes faktisk ikke, det her er i orden. Der ligger også noget i den der søstersolidaritetsfølelse. Det sidste, man forventer af en kvinde, er modstand«.
Det har også været omdiskuteret, at kvinder typisk bliver opdraget til at være noget for andre og bemærket for deres evner og udseende, som afføder 12-tals-piger og kvinder, der jagter likes baseret på udseende og kropsidealer. Så kan vores opvækst ikke også være med til at skabe en konkurrence, som understøtter den der kvinde er kvinde værst dynamik – også fordi kvinder kan spejle sig i hinanden?
Collin: »Jo, men det er, fordi det er svært at sammenligne sig med en mand, fordi man er forskellige, hvorimod det er nemt for mig at sammenligne mig med Danica for eksempel og sige: Ej, hun er så meget pænere og bedre. Faren ligger i sammenligningen. Hvis man ikke sammenlignede sig med nogen, ville man bare have det fedt. Men jeg elsker at tage mig selv i at sammenligne mig med andre, og så tænker jeg altid: Ad, hvor kikset, for nogle af dem, jeg lærer allermest af, er da mine veninder, fordi vi som kvinder også har en forståelse for hinanden. Når man sænker paraderne, lærer man så meget af sine medkvinder i stedet for at hade dem«.
Curcic: »Og hvilken styrke det giver at give slip og sige: Vi er sammen om det her«.
Collin: »Jeg synes ikke, at kvinde er kvinde værst. Din egen indre kvinde er din egen kvinde værst«.
Det stærke firkløver…
I forbindelse med metoo kom der fokus på overgreb begået af mænd, som oftest involverer noget fysisk, seksuelt og sexistisk, men kvinder kan jo også begå overgreb i form af for eksempel psykisk terror, mobning og udskamning: Har vi overset de kvindelige krænkere i metoo-debatten?
Curcic: »Der har været fokus på manden i det, men man glemmer, at det også sagtens kan foregå kvinder imellem eller mellem kvinder og mænd. Med metoo brød vi endelig tavsheden omkring sexisme i magtstrukturer. Og kampen fortsætter. Næste trin er selvfølgelig at huske kompleksiteterne, og at det selvfølgelig lige så meget kan opstå med kvinder som krænkere«.
Collin: »Metoo-bevægelsen har været fantastisk til at sætte fokus på mænd, der krænker kvinder. Og nu er vi så langt med det, at der også pludselig er plads til, at man siger: Jamen, kvinder krænker jo også kvinder. Og så er det om at tale højt om det, så vi kan blive bedre til at gennemskue situationerne«.
Hvordan har det været for jer at lave en film som ’Undtagelsen’, som man kunne mene, viser et meget fordomsfuldt billede af, hvor stride kvinder kan være overfor hinanden?
Collin: »Man kan jo bare sige, at den er skrevet af en mand ud fra hans egne erfaringer på sit arbejde. Jeg er ikke bange for, at den skal gøre noget tarveligt for kvinder. Jeg synes tværtimod, det er fedt at få lov til at tale om«.
Curcic: »Ja, og at se nogle kvindelige hovedkarakterer, som ikke bare er rene i spyttet. Hvis det var fire mandlige karakterer, ville man ikke have fokus på ’det stærke mandlige firkløver’. Men bare et stærkt firkløver«.
Collin: »Det er meget sjovt at sammenligne filmen med ‘Druk’ (Thomas Vinterbergs nyeste film, der er båret af fire mænd, red.), hvor man bare er sådan: Ej, hvor fedt, det glæder vi os til. Og så sidder man her og er helt bange for, hvilket billede man giver af kvinder. Hold nu kæft. Vi elsker hinanden«.
Men nogle gange er det, som I siger, nødvendigt at tage snakken, både for at komme videre, men også for at få punkteret nogle af de fordomme, der kan være om kvindedynamikker…
Collin: »Det er det der med, hvornår køn stopper med at være sådan en isbryder og bare er. Jeg håber, at min datter vokser op i en verden, hvor hun ikke skal forholde sig så meget til køn, men det tager tid, og det er ikke farligt, at det tager tid«.
Curcic: »Nej, men hvor lang tid skal der gå? Det er jo det, vi også ser i Black Lives Matter-kampen. Hvor mange generationer skal jeg vente på, at tingene forandrer sig? Og derfor er det også vigtigt med de her diskussioner, så man kan bryde med det. Jo mere vi bryder tavsheden, jo mere danner vi grobund for at bevidstheden hos folk kan ændre sig«.
Beyoncé og Trine Dyrholm
Oplever I en form for udvikling blandt kvinder i jeres egen eller yngre generationer?
Curcic: »Jeg kan godt mærke, at jeg er vokset op med den der følelse af, at jeg i hvert fald ikke skulle dikteres af andre end mig selv. Jeg skulle gå min egen vej og kæmpe for fuld selvstændighed og frihed, som jo også har sin egen ekstrem. Men man finder ud af, at det også er okay at være hjemme lidt og kunne snakke om et Ikea-skab. Det er ikke så farligt. Jeg har meget haft den der, jeg skal bare frem, men hvad hvis jeg ikke havde den form for drivkraft, hvor jeg bare skal penetrere alt?«.
Collin: »Jeg tror, det er den næste form for feminisme. Der har været sådan en: Kvinder er lig mænd, så vi skal ligne dem og gå med suit, men jeg tror, at det i næste bølge sagtens kan være magtfuldt at være blød. Mia Wagner fra ‘Løvens Hule’ har skrevet til de nye studenter, at hendes bedste råd er, at tempo ikke er lig med succes. Det er sådan en feminin måde at læne sig tilbage på i det bløde og langsomme og sige, at det kan have lige så meget plads og værdi i verden som tempo og mange penge, og det er bare så sundt, tror jeg«.
Curcic: »Jeg synes også, det er guld værd, at vi har metoo-bevægelsen i ryggen, fordi den har gjort så meget for bevidstheden omkring det her emne. Vi har alle på tværs af køn en bevidsthed om, hvad der ikke er i orden, og det er godt at få snakket om det. Man kan godt stå alene og sige det højt, uden at man bliver udskammet eller anklaget for at være krukket«.
Collin: »Det er også så vigtigt med kvindelige forbilleder, for jo flere der er, jo flere historier har man at samle på, og så kan man forhåbentlig spejle sig i en af dem. Jeg elsker Beyonce så højt, fordi hun fucking er et powerhouse, som står i 10 centimeter høje hæle på en verdensturné, 10 måneder efter at hun har født tvillinger. Hun styrer og ejer alt selv, og hun skal ikke sige det hele tiden. Hun gør det bare. Trine Dyrholm har vundet alt, hvad man kan vinde i Europa stort set og sidder i den ene komité efter den anden. Hvor er det fedt! Hun viser mig, at tingene også kan se sådan ud, så det ikke kun er Mads Mikkelsen, jeg skal ligne«.
’Undtagelsen’ får premiere 2. juli.