‘The Woman in Cabin 10’: Ny Netflix-thriller med Keira Knightley og Amanda Collin drukner i alvor
Det er efterhånden blevet en fast trope i moderne psykologiske thrillers: Kvinden, der ser noget, ingen tror på. Hun bliver gaslightet, udskammet og til sidst tvunget til at bevise, at hun ikke er skør.
Netflix’ nye filmatisering af Ruth Wares bestseller ’The Woman in Cabin 10’ er ingen undtagelse, og den vil så gerne være mere, end den ender med at blive.
Vi bliver smidt direkte ind i livet hos Laura ’Lo’ Blacklock (Keira Knightley), en hårdtarbejdende journalist, der lever af deadlines og har dårlige nerver.
Da en af hendes kilder dør under mystiske omstændigheder, får en kollega overtalt hende til at tage på et luksuskrydstogt arrangeret af den norske Lyngstad-fond. Her skal Lo dække et eksklusivt gallamiddagsevent for fondens grundlægger, Anne Bullmer (Lisa Loven Kongsli), der er dødeligt syg og klar til at overdrage ansvaret for sin formue.
Men naturligvis går intet som planlagt. Allerede første nat hører Lo et skrig og ser, hvad der ligner en kvinde, blive kastet i havet. Da hun alarmerer besætningen, forsikrer de hende om, at ingen passagerer mangler. Og så begynder den klassiske thrillerkarrusel af tvivl, paranoia og en kvinde, der langsomt mister fodfæstet – eller bliver tvunget til det.
Over sin halvanden time bevæger filmen sig i et tempo, der får det til at føles, som om man kun lige har fået serveret forretten, før desserten vælter ind. Scenerne er stramt klippet, men også så kondenserede, at karaktererne aldrig når at trække vejret.
Et eksempel er mødet med den sarkastiske influencer Grace (Kaya Scodelario), der kort dukker op som en glitrende SoMe-karikatur, men forsvinder igen, før hun når at blive interessant.
Det samme gælder Amanda Collin, der som medarbejder for Anne og Richard Bullmer (Guy Pearce) får alt for lidt tid til at efterlade et egentligt aftryk. Hendes talent fortjener simpelthen mere end et par veludførte blikudvekslinger og lidt dramatisk eksposition.
Knightley bærer filmen med sin vante blanding af stålsat elegance og latent skrøbelighed. Hun er mindre kalkuleret end i sidste års glimrende spionthriller ’Black Doves’, men stadig lige så fysisk og tilstedeværende. Det er tydeligt, at hun kender det her territorium.
Kulissen – det norske øhav – er mageløs. Man ville ønske, filmen turde dvæle mere ved det iskolde, blå univers i stedet for at haste videre mod en finale, der føles både forudsigelig og overgearet.
’The Woman in Cabin 10’ vil være en klassisk Agatha Christie-thriller med moderne feministiske undertoner, men ender mest af alt som endnu et eksempel på, at genren drukner i sin egen alvor. Den er stilren, velspillet og fuld af potentiale – men for travl til at lade mysteriet synke ind.
Til gengæld efterlader den én vigtig erkendelse: Hvis man som kvindelig journalist vil overleve, bør man tage kampsportslektioner.
Kort sagt:
’The Woman in Cabin 10’ har for travlt med at afsløre sit mysterium og ender med at køre sine ellers fine skuespilpræstationer over.