KOMMENTAR. Jeg troede først, at jeg havde forvildet mig på Pornhub eller en lignende spice channel.
Det var dog bare sæson 21 af realityhittet ’Paradise Hotel’. Du ved, det mexicansk lokerede program med gyldne kugler og sprogblomster, hvor der er en sjældent stor begejstring for DJ Alligator og fysiske breve.
Her soler smukke singler sig, mens de forsøger at overbevise hinanden om, at de ikke er på badeferie – og mens de knalder sig gennem ungdommens buffet. Ganske uhæmmet. For som årets deltager Mathilde deklarerer, har hun ikke noget at skjule for sin moster.
Programmets øvrige deltagere har tilsyneladende heller ikke noget imod at invitere hverken Mathildes moster eller resten af Danmark ind i de lumre soveværelser med de eksotiske navne. Og som en slags public service leverer de her inspiration til nye som genbrugte stillinger og lærer os om vibrerende legetøj og de sagnomspundne g-punkter.
Det lyder jo alt sammen glimrende og vidunderligt klistret, men inden du overvejer at benytte ’Paradise Hotel’ anno 2025 som materiale i forbindelse med grundskolernes Uge Sex, vil jeg lige stoppe dig.
Der er godt nok næsten en fødsel, men derudover er der desværre ikke tale om liberale kropsholdninger og feministiske paroler a la free the nipples – nej, dem må vi faktisk slet ikke se.
For stive damebrystvorter kan jo som bekendt prikke øjnene ud på folk, og det er derfor langt mindre skadeligt og frygtindgydende at give skærm- og mikrofontid til herrernes røvsprækker og kvindenedsættende udmeldinger.
Bonjour eiffeltårnssex, feriefinger på rullegræs og insisterende maskulin herskermentalitet. So long opgør med klassiske magt- og sexismeforhold. De forrige års velmenende/pinkwash’ende forsøg på at gøre det ikoniske program woke er definitivt ovre, for det resulterede efter sigende i tabt charme og seerappel, hvorfor den nye sæson nu igen er på ’rette’ spor.
Giv dog den mand en salve
’Paradise Hotel’ er med andre ord tilbage. Det samme er intrigerne, Pandoras spydige æske og de ellers omdiskuterede og tidligere kasserede Mr. and Miss Paradise-konkurrencer. Og her kan vi vel forvente et fokus på ekskluderende skønhedsidealer, når de unge mennesker poserende og indsmurt i babyolie skal valoriseres og applauderes.
Juble kan de solkyssede paradisoere i al fald, hvilket de påviser, hver gang der inviteres til mundrette temafester, eller når det bekendtgøres, at heteronormativiteten nok engang dominerer, og at der udelukkende kan dannes par på tværs af de to binære køn.
Holdet bag det populære program har åbenbart glemt, hvad de tidligere er blevet kritiseret for, og de kæmper derfor også fortsat med den evindelige etnicitets- og repræsentationsproblematik. Der er eksempelvis kun én jyde. ÉN! Og det på trods af at samtlige deltagere udtaler »Pawerdise Håååtæl«, som om de var fra nordenfjordske Øster Brønderslev.
Eller der er faktisk ikke kun én, for the lone and vejlensiske wolf Daniel kigger forbi, bokser lidt ud i luften og klør sig i skridtet.
Undskyld mig, men kunne produktionen ikke tilbyde den stakkels forrevne mand en kølende salve eller en recept?
Næ, de gav ham bare en returbillet, for han blev smidt lige så hurtigt ud, som Theis klimakser, hvilket efter eget udsagn skete, fordi han er en stærk spiller. Udsmidningen, altså.
Bodytequila på lange nosser
Styrke måles nemlig på store overarme – og tidligere hotelerfaring, bevares – og consent gives med støn og lange tunger, ikke thumbs up til en overvågende tilrettelægger, som tidligere set. Medmindre skaberne altså helt bevidst har klippet disse ellers sunde og samtykkende sekvenser ud, fordi sådanne er keeedligeee.
Men hvorfor denne rejse tilbage til ignorancens æra? Er Mexico blevet stedet, hvor man kan få afløb for en ellers udskammet vildskab? Og køber man Viaplay-abonnement, fordi man selv hungrer efter en ungdom, hvor man smider tøj, hæmninger og identitetspolitiske forholdsregler?
Såkaldte kontrollerede tider genererer muligvis tilsvarende ustyrlighed – en pointe, der i al fald fremhæves i biografaktuelle ’Babygirl’.
Nej, slap af …. jeg sætter ikke lighedstegn mellem den mesterlige erotiske thriller og det dramasøgende tv-spil. Begge er dog leveringsdygtige i hede poolscener og liderlig dans i bar overkrop. Og præcis som i den hyldede overklassesatire påviser paradisets tilbageskuende blik, at man til tider kan have brug for et hotel til at udleve alt det ’forbudte’.
I Halina Reijns film pointeres det dog afsluttende, at løssluppenhed og moderne awareness ikke nødvendigvis er totalt uforenelige – noget woke-sæsonernes upopularitet og lave seertal muligvis modbeviser.
Men mon ikke sjaw, bodytequila på lange nosser og (nogenlunde) rettidige kønsforhold nok skal finde en måde at sameksistere – det gjorde det da i al fald til min 30-års fødselsdagsfest. Og mon ikke realitymastodonten en skønne dag finder formlen?
For som programmets tagline har lydt i alle 21 sæsoner: Alt kan ske på Paradise.
’Paradise Hotel’ kan ses på Viaplay.