I januar gik den længe ventede tredje sæson af hitserien ‘Euphoria’ omsider i optagelse efter flere forsinkelser. Nu har HBO annonceret navnene på de skuespillere, der er med i de nye afsnit, skriver The Playlist.
Den spanske popstjerne Rosalía figurerer temmelig overraskende blandt de nye navne i Instagram-karrusellen, som også indeholder et foto af hendes karakter.
»’Euphoria’ har været min yndlingsserie gennem de seneste år, og jeg kunne ikke være mere glad og taknemmelig over at spille side om side med de her utroligt talentfuld folk, som jeg beundrer så meget«, udtaler Rosalía i opslaget.
Blandt de tilbagevendende skuespillere finder man Zendaya, Jacob Elordi, Sydney Sweeney, Hunter Schafer, Colman Domingo, Eric Dane, Alexa Demie og Maude Apatow.
Det bliver derimod ikke til et ‘Euphoria’-gensyn med Storm Reid, Barbie Ferreira, Austin Abrams, Algee Smith og Nika King samt tragisk afdøde Angus Cloud.
I tredje sæson er seriens skaber Sam Levinson endt med at foretage et tidsspring på fire år fra slutningen af forrige sæson. Hovedpersonerne er dermed ikke længere i highschool.
De nye afsnit får premiere engang i 2026.