’Spermageddon’: Animeret sexeventyr drukner i sæd, pik og patter
Olsen Banden som sædceller, en superskurk i robotdragt med kondom-motorsav og et hovedrollepar med navnene Simen og Cumilla.
Ja, ’Spermageddon’ er langt hen ad vejen præcis lige så dum og plat, som man antager, når man hører titlen.
Alligevel har den flere steder dejligt umiddelbare måder at italesætter nogle af de temaer, som teenagere tumler allermest med. Blot kun når menneskerne får lov at overdøve sædcellerne.
’Spermageddon’ handler i sin ene del om sædcellerne Simen og Cumilla, der som de millioner af medsædceller, de lever omkring, har ét mål, nemlig at blive »skudt afsted« og befrugte et æg. De lever i et sædcellesamfund med veje og trafiklys, hvor man går i skole på ’knaldversitetet’.
Alt sammen i pungen på teenageren Jens, der i den anden plottråd er på sommerhustur og her genforenes med flammen Lisa.
Parret har sex for første gang, og det sætter gang i et turbulent eventyr for sædcellerne, der håber at blive den ene ud af millionerne, der når ægget. Det krydsklippes til Jens og Lisas teenagekejtede håndtering af alt det, der kommer med førstegangssex.
Det norske instruktørpar Tommy Wirkola og Rasmus A. Sivertsen har baggrund i henholdsvis slasher/zombie-film og børneanimation. Netop mødet mellem det voksne og børnede skal rette ’Spermageddon’ til livsfasen lige midt imellem. Den er således lavet til de 12-18-årige i håb om at give målgruppen noget sjovt, frækt og lidt forbudt at grine af, men også om at sige noget klogt om ung seksualitet i en digital tidsalder.
Et tema, filmen i plottråden om Jens og Lisa faktisk formår at belyse på ret fin og oprigtig vis. Både kropsidealer og forestillinger om sex (mis)formet af porno, forventninger, grænser og prævention omfavnes med reel interesse og refleksion.
Men så er der historien om sædcellerne.
Den fylder mest og er kvalmende overfyldt med sproglige spil på sex, sæd, pik og patter. Det bliver ustyrligt irriterende at høre på i en ond spiral, der bare aldrig stopper.
Det er egentlig meget sjovt, at man kan tage på ferie i »Knaldlandia« og spille ’Cum of Duty’, men det falder totalt til jorden, når man hurtigt er udkørt af at høre ord som »knald« og »sæd« i noget nær hver anden replik.
Kun de få gange, hvor de sproglige gimmicks viger pladsen for sjove påfund, rammer humoren rigtigt. Som da vi møder Olsen Banden i sædcelleform med stemmer af Frederik Cilius og Rasmus Bruun eller inden udløsningen, Spermageddon, hvor tre præ-sæd-munke i fælles hymne skydes afsted som en selvopopfrende, smørende fortrop.
’Spermageddon’ er mere ’Sausage Party’-dum, end den er ’Terkel i knibe’-sjov eller ’Inside Out’-sød, og derfor tror jeg ikke på, at den herhjemme opnår den »garanterede kultstatus«, som The Hollywood Reporter ellers har spået den.
Det er for plat og barnligt til dem over 15, og samtidig tror jeg ikke, det er hverken originalt eller spændende nok til de yngste teenagere.
Der er i øvrigt noget forvirrende ved at have et hovedpersonpar, sædcellerne, som man skal heppe på lykkes med deres mission. Men lykkes de, vil de jo gøre en teenagepige, der netop har haft sex for første gang, gravid, hvilket er svært at bifalde. Det paradoks forholder filmen sig ikke tydeligt nok til, ud over en underspillet bemærkning om, at man jo »altid bare kan få en abort«.
Det er kvart i usmageligt.
Man må håbe, at unge, der ser filmen, holder hovedet koldt gennem ordspilsregnen og suger til sig af det fine lille portræt, ’Spermageddon’ med sine menneskelige hovedpersoner tegner af en formativ begivenhed i manges teenageres liv.
Kort sagt:
’Spermageddons’ sædcelleeventyr og satire om sex og sæd rammer kun få steder plet og spænder mest af alt ben for en ellers fin ungdomshistorie, som mange teenagere kunne lære noget af.