Alexander Skarsgård pitcher sig selv som en »meget høflig« svensk James Bond: »Der vil slet ikke være nogen vold«

Alexander Skarsgård pitcher sig selv som en »meget høflig« svensk James Bond: »Der vil slet ikke være nogen vold«
Alexander Skarsgård. (Foto: Jemal Countess/Getty Images for Netflix)

Indtil de nye producere bag James Bond-franchisen melder noget ud, vil internettet uden tvivl fortsat spekulere over, hvem der kunne spille rollen som den næste Agent 007.

Nu byder svenske Alexander Skarsgård sig til som den kommende James Bond, dog på foranledning af en journalists spørgsmål, skriver Deadline.

I et interview med The Sunday Times nævner Skarsgård først kort, at han udtjente værnepligt som teenager. »Jeg gjorde det, ford jeg var 19, og jeg vidste ikke, hvad jeg ville lave, og jeg ville være James Bond i 18 måneder«, siger ‘Succession’-stjernen.

Da journalisten spørger, om han kunne tænke sig at føre James Bond-drømmen ud i livet på det store lærred, går Skarsgård i gang med at brainstorme over idéen om en udpræget svensk udgave af agenten.

»Jeg kunne være en meget høflig, diplomatisk, svensk James Bond, som forhandler«, siger han.

»Der vil slet ikke være nogen vold. Det vil bare være møder i bestyrelseslokaler, hvor folk forsøger at nå til enighed, alle er stressede og prøver desperat at undgå konflikter eller komplikationer – det er meget svensk. Jeg pitcher idéen!«

Tilbage i februar overdragede filmfranchisens mangeårige chefer, producerne Barbara Broccoli og Michael G. Wilson, det kreative ansvar til Amazon MGM Studios, som opkøbte distributionsrettighederne i 2021.

De nye ansvarshavere er de erfarne producere Amy Pascal og David Heyman, som har henholdsvis ‘Spider-Man’- og ‘Harry Potter’-filmene på cv’et.

Senest blev ingen ringere end Alfonso Cuarón rygtet til at skulle instruere næste kapitel i filmserien efter Daniel Craigs afskedssalut i ‘No Time to Die’ fra 2021.

Den mexicanske instruktør bag ‘Roma’, ‘Gravity’ og ‘Children of Men’ har tidligere taget sig af en anden stor filmfranchise med ‘Harry Potter og fangen fra Azkaban’, som blev produceret af den netop nyansatte Bond-chef Heyman.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af