‘The White Lotus’-stjernen Jason Isaacs fortryder viral udtalelse om konflikter i kulissen: »Jeg vil gerne tilbage til mit normale liv«

‘The White Lotus’-stjernen Jason Isaacs fortryder viral udtalelse om konflikter i kulissen: »Jeg vil gerne tilbage til mit normale liv«
'The White Lotus'-finale sæson 3. (Foto: Max)

Omtalen af den overståede tredje sæson af HBO’s hitserie ‘The White Lotus’ gik næsten lige så meget på rygter om konflikter bag kameraet som selve fiktionens feriestrabadser i Thailand – ikke mindst et muligt fjendtligt forhold mellem Aimee Lou Wood og Walton Goggins.

Blandt de involverede var også Jason Isaacs, der var ude med riven efter de sladder-spekulerende fans. »Det rager ikke jer«, lød hans kommentar, efter han selv havde sat gang i rygtebørsen med en tidligere udtalelse.

»Det var som en blanding af sommerlejr og ‘Fluernes herre’, men i et forgyldt bur. Det var ikke en ferie. Nogle blev meget tætte, der opstod venskaber, og der gik venskaber tabt«, sagde Isaacs for eksempel i et Vulture-interview i marts.

Nu fortryder skuespilleren helt at have udtalt sig om relationerne bag kulissen. Det fortæller han i et rundbordsinterview med Los Angeles Times, skriver Indiewire.

»Det der skete dér (på settet, red.), er meget mindre interessant end Mike Whites geniale historier«, siger Isaacs. »Man burde ikke være interesseret i, hvem der spiste middag med hvem. Jeg ville ønske, jeg ikke havde åbnet munden om det, men jeg vil heller ikke lade som om, det var en ferie«.

Han tilføjer, at internetfolket »gik amok« og fokuserede for meget på skuespillerne, da hans kommentar egentlig gik på »hele holdet og alle afdelingerne – ikke at det kommer nogen ved«.

Nu er han imidlertid lettet over, at opmærksomheden aftager, og at han, trods sin medvirken i ‘Harry Potter’-filmene, ikke er lige så kendt som visse andre skuespillere.

»Jeg er faktisk ret glad for, at det er ved at lægge sig nu. Jeg vil gerne tilbage til mit normale liv, men jeg ved ikke, hvordan mennesker der er superberømte, klarer det«, siger han.

Alle tre sæsoner af ‘The White Lotus’ kan ses på Max, som i fremtiden også kommer til at huse en fjerde sæson.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af