’Ballerina’: Ana de Armas er fortrinlig som det kvindelige modsvar til John Wick
John Wick-universet er tilbage med endnu en højoktan fortælling om hævn, hævn og atter hævn. Denne gang med en soupçon af hævn, tilsat ekstra hævn på toppen.
Med andre ord: Alt er, som det plejer at være.
Spinoffen ’Ballerina’, instrueret af Len Wiseman (’Underworld’, ’Die Hard 4’), finder sted mellem kapitel tre og fire af Keanu Reeves-serien og forsøger at afdække et lille hjørne af franchisen, som filmene glimtvis har berørt: Ruska Roma-stammen, der er en af de tolv organisationer, som har plads ved højbordet – og som i sin tid agerede værge for den forældreløse John Wick.
Filmens hovedperson, Eve MaCarro (Ana de Armas), bliver offer for en opvækst, der minder umiskendeligt meget om Wicks. Efter en traumatisk begivenhed bliver hun adopteret af romaerne og oplært inden for den lettere unikke professionskrydsning snigmorderballerina (en kombination, der alle dage har virket mere som en hittepåsom manusforfatters finurlige indskud end en gennemtænkt idé, men lad nu det ligge).
Men Eve kan ikke lægge fortiden bag sig, og udstyret med sin drabelige ekspertise og en umættelig blodtørst påbegynder hun en lang og brutal jagt efter dem, der er ansvarlige for hendes omstændigheder.
’Ballerina’ er en af de slags film, hvor man fra start må beslutte, om man vil kunne lide den eller ej. For hvis man går ind til oplevelsen med en opfattelse af, at man får dybe karakterer fyldt til randen med kompliceret menneskelig udvikling og et bredt følelsesspektrum tilsat et intrikat plot, vil man blive svært skuffet.
(Der var åbenbart rygter om, at ’Promising Young Woman’-instruktør Emerald Fennell skulle have bidraget til manuskriptet på de Armas’ opfordring, men hvis det er tilfældet, så er hendes hånd bestemt ikke at ane i det endelige resultat.)
Nøjagtigt det samme vil man imidlertid kunne sige om samtlige John Wick-film for ikke at tale om den mindre vellykkede seriespinoff ’The Continental’. Og har man akklimatiseret sig selv til at fokusere fuldkommen på det stiliserede, hyperrealistiske lejemorderunivers og de kreative action-setpieces, vil man også nyde ’Ballerina’.
For der er endnu engang skruet helt op for eksplosioner, flammekastere, adrætte saltoer og agile fistycuffs, og det hele udspiller sig på en håndfuld velvalgte lokationer rundt omkring i verden, heriblandt den berømte og uundgåelige Karlsbroen i Prag.
’Ballerina’ er en kæmpe actionbasker, og selvom nogle af kampscenerne har en tendens til at trække i langdrag (måske især fordi vi kun skifter location en halv snes gange i løbet af filmen), så er de enormt svære at blive trætte af.
Stuntkoordinationen har siden Wick-universets spæde start været en af grundsøjlerne i franchisen, og den fakkel bærer de Armas’ Eve MaCarro i høj grad videre – om end man godt kan fornemme, at Chad Stahelski ikke længere står bag roret. Der mangler det tårnhøje niveau af selvsikkerhed, som Stahelski med sin mangeårige erfaring inden for stuntudførsel besad.
Til gengæld er Ana de Armas fortrinlig i rollen som – lad os sige det, som det er – den kvindelige John Wick. Hun oser af ydmyg charme og elegant dræberinstinkt, og ovenpå hendes mindeværdige præstation som den cubanske agent Paloma i ’No Time to Die’ er det bestemt ingen overraskelse, at hun er den rette til at føre Wickiverset videre.
Og det endda selvom Eva-karakteren ikke er særligt interessant. Hun er drevet af hævn og kun hævn, og hendes motivation er tåkrummende endimensionel. Det havde været interessant at introducere en slags indre konflikt, som hun skulle bekæmpe og besejre undervejs, men den starter og stopper med: »My name is Eva MaCarro. You killed my father. Prepare to die«.
Filmens plot er lige så fladt og forudseeligt som Evas udvikling, og skurken (spillet af den ellers normalt fremragende Gabriel Byrne) er så gabende uinteressant, at han får Bjørnebanden til at ligne Hannibal Lector.
Der er heller ingen logik i den måde, Keanu Reeves bliver møvet ind i historien, men han er da et kærkomment gensyn ikke desto mindre.
Man efterlades med det klare indtryk, at historien er bygget op omkring de imponerende actionsekvenser og ikke vice versa.
Men det skaber da også grobund for to timers ganske hæderlig underholdning.
Kort sagt:
’From the World of John Wick: Ballerina’ er en højtoktan actionbasker, der vil tilfredsstille de fleste fans af John Wick-universet, selvom (eller måske endda fordi) den ikke kræver synderligt meget tankevirksomhed at fordøje.