Ryan Gosling sendes i rummet for at redde verden helt alene i traileren til ‘Project Hail Mary’

Ryan Gosling sendes i rummet for at redde verden helt alene i traileren til ‘Project Hail Mary’
Ryan Gosling i 'Project Hail Mary'. (Foto: PR)

Hvad er nemmest – at lære en molekylærbiolog at blive astronaut eller at lære en astronaut molekylærbiologi?

Det ‘Armageddon’-plothul-lignende spørgsmål melder sig, når man har set traileren til Phil Lord og Christopher Millers kommende film ‘Project Hail Mary’, hvor Ryan Gosling er en skolelærer med en molekylærbiologisk fortid, der hverves til at rejse alene ud i rummet for at redde Jorden:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Missionen er tilsyneladende menneskehedens sidste håb i filmen, der blander science fiction, drama og komedie og ud fra traileren at dømme ligner et slags møde mellem ‘Moon’, ‘Arrival’ og ‘The Martian’.

Fortællingen er da også baseret på en bog af Andy Weir, der også stod bag det populære bogforlæg, som lå til grund for Ridley Scott-filmatiseringen af sidstnævnte.

Ryan Gosling har før været i rummet som Neil Armstrong i ‘First Man’, men ‘Project Hail Mary’ antager altså en mere komisk form, som passer bedre til den humorbaserede bølge, superstjernen virker til at ride på i sin karriere i disse år.

Over for ham ses den tyske stjerne Sandra Hüller, der endda ser ud til at have et karaoke-øjeblik ikke ulig sin berømte scene i ‘Toni Erdmann’.

Lord & Miller er duoen, der slog igennem med metaironiske film som ‘Det regner med frikadeller’, ’21 Jump Street’ og ‘The LEGO Movie’. De har dog faktisk ikke instrueret en film siden 2014, blandt andet fordi de røg ud af arbejdet på Star Wars-filmen ‘Solo’ efter kreative uoverensstemmelser med Lucasfilm.

‘Project Hail Mary’ får amerikansk premiere 20. marts næste år. Det vides endnu ikke, hvornår den danske premiere bliver.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af