’The Naked Gun’: Liam Neeson kæmper med at gøre sin forgænger kunsten efter i loyalt komedie-reboot
På papiret er castingen af Liam Neeson til rebootet af ’The Naked Gun’ egentlig ret genial.
Han skal som bekendt udfylde de store sko tilhørende afdøde Leslie Nielsen – den komiske hovedrolleindehaver i de tre oprindelige ’Høj pistolføring’-film (og inden da serien ’Police Squad!’), der i 80’erne og 90’erne spandt gennemgakket og overlagt plat satire over klassiske politi- og krimiserier.
Nielsen startede som seriøs skuespiller, inden han brød igennem som komisk stjerne. Netop hans fortid med alvorlige karakterer gjorde ham perfekt til at ytre absurde replikker med stoisk deadpan-levering.
Til sammenligning er Neeson med alderen efterhånden bedst kendt for sine actionbaskere og hævnfilm i stil med ’Taken’, som minder så meget om hinanden, at de nærmest er blevet ufrivillige parodier på sig selv.
Den nye ’The Naked Gun’, som har The Lonely Island-medlem Akiva Schaffer i instruktørstolen, spiller fra start åbenlyst på de dystre voldsfilm, vi forbinder Neeson med. I første scene røver en gruppe hårdhændede forbrydere en bank for at få fingrene i en elektronisk himstregims, der skal vise sig at true hele verdens eksistens, og Liam Neeson er lige i hælene på dem.
Der er så lige det absurde twist, at Neesons hovedperson, Frank Drebin Jr., følger efter røverne forklædt som skolepige – i en børnekrop, som realistisk set ikke kan være den 1,93 meter høje mands egen.
Og herfra følger en kampsekvens, hvor Neeson giver bøllebank med helt vanvittig overlegenhed. Det indebærer blandt andet, at han tager en bid af en fjendes pistol.
Han er måske en tand bedre i nærkamp end sin politifar fra de oprindelige film, men ellers er Neesons protagonist en meget loyal videreførelse af Frank Drebins hang til stupide oneliners, klodset kaos og uforbeholden politivold.
Filmens målgruppe synes også at være dem, der er gamle nok til at have set forgængerne. I hvert fald er referencerammen for komikken ikke just højaktuel. Janet Jacksons Super Bowl-nipslip, ’Buffy the Vampire Slayer’,’Chicago’ og The Black Eyed Peas er blandt de retro-popkulturelle emner, som karaktererne nævner.
Dog har Akiva Schaffer og medmanuskriptforfatterne Dan Gregor og Doug Mand heldigvis droslet ned på jokes om eksempelvis homoseksualitet, som får enkelte scener i de gamle film til at virke forældede.
En gennemgående linje i nyfortolkningen er samtidig, meget passende, at der i højere grad end tidligere bliver slået ned på Drebins uetiske voldsparathed.
»Siden hvornår har politiet skullet overholde loven?«, siger Neeson som et ekko af sin karakters far, men også som en kommentar til nutidens styrkede fokus på politivold, ikke mindst mod ikke-hvide borgere.
Dog minder ’The Naked Gun’ stadig så meget om forlægget, at den ikke undslipper fornemmelsen af efterligning og genbrug. Og selvom den er tilsvarende spækket med gags, når den ikke op den allerførste ’The Naked Gun’-films humoristiske niveau.
Liam Neeson yder en hæderlig indsats i selskab med blandt andre Pamela Anderson og Paul Walter Hauser, og den fysiske slapstick-komik klarer han godt. Når det kommer til deadpan repliklevering, hvor Nielsen virkelig flashede sine funny bones, kommer Neeson dog til kort.
I den henseende havde et mere oplagt castingvalg måske været Schaffers Lonely Island-kollega Andy Samberg. Han har dog allerede stået i spidsen for en anden populær politisatire, ’Brooklyn Nine-Nine’, som egentlig stadig er det bedste bud på en nyere arvtager til fordums høje pistolføringer.
Kort sagt:
Det nye reboot af ’The Naked Gun’-filmene viderefører loyalt forgængernes gag-spækkede fortælling om en stupid og klodset politimand, der skal redde verden. Dog kæmper Liam Neeson med at leve op til afdøde Leslie Nielsens ikoniske præstationer, særligt når det kommer til verbal komik.