Rollerne er efterhånden besat på de fleste af de bærende poster til den kommende Harry Potter-serie på HBO Max – fra de tre centrale børn til Dumbledore, Hagrid og Snape.
Endnu ved vi dog ikke, hvem der skal indtage den frygtindgydende rolle som Voldemort, som Ralph Fiennes ikoniserede i de oprindelige film. Voldemort er som bekendt ikke rigtigt med i første bog, som første sæson af serien dækker, så derfor er der knap så stor travlhed med den casting, eller i hvert fald annonceringen af den.
Ét navn, der har været bragt i spil, er Oscar-vinder Cillian Murphy, hvilket man godt forstår – med sine klare lysende øjne ville han passe godt til at gå i Fiennes’ fodspor.
Men i et besøg i Happy Sad Confused-podcasten afviser Murphy ifølge The Hollywood Reporter på det kraftigste, at han er en kandidat til rollen.
»Nej, mine børn viser det til mig indimellem, men jeg ved intet om det. Jeg mener, det er også bare svært at følge noget, Ralph Fiennes gør. Den mand er en absolut skuespillegende. Så held og lykke til hvem end der skal udfylde de sko«, siger han.
Nu vil det ikke være første gang, at en skuespiller har afvist en rolle, som vedkommende senere er endt med at tage, men afvisningen fra Murphys side lyder alligevel relativt bastant.
Og gættekonkurrencen kan således fortsætte, når det kommer til skuespilleren, der skal inkarnere mørkets fyrste i den kommende serie.
Serien har showrunner Francesca Gardiner (‘Succession’, ‘His Dark Materials’) og instruktør Mark Mylod (‘Game of Thrones’, ‘Succession’) ved roret, og premieren er planlagt til slutningen af 2026 eller starten af 2027.
